Barndom
Minder
af Ole Henry Kristensen, 1995.
“Vegendalgården” 1995
|
| Andrea & Peter |
En seng, et bord til 4 kr., 4 stole á 2 kr. samt lidt køkkentøj. Det meste købt hos en marskandiser i Aarup. Derudover havde A. et stort nyt klædeskab lavet af en tømrer i Aarup eller Nørhå for en pris af 12 kr., nok omkring et halvt års pigeløn, som hun tjente i Aarup eller Nørhå eller Gjersbøl.
Hun [Andrea] var født i Stenbjerg og kom efter konfirmationen ud at tjene på ”Neesgaard”. På de fridage, hun havde, måtte hun gå begge veje, hvis hun ville hjem på besøg. Hun havde ingen cykel og fik aldrig nogen, skønt tilbud nok. P. blev nemlig senere cykelhandler.
[Andrea lærte aldrig at cykle. Hun turde ikke].
Efter ”Neesgaard” tjente hun hos Poul Østergaard i Gjersbøl, hvor hun hjalp til ude i marken. Det var den gang folk på landet stod op kl. 4-5 om morgenen, og mandfolkene så sov middagssøvn, mens pigen måtte rydde op efter middagsmaden (Øjen) og så i marken igen sammen med de andre. Blandt andet når der skulle spredes møg. Hun havde intet ur og turde ikke gå hjem, men blev ved i marken til kl. 9-10 om aftenen. P. Ø. var af en gammel anset slægt og gift med datteren fra ”Gærupgaard” (P. Ø. ejede en del år ”Damgaard” i Aarup). Han var både en flink mand, men også et buldrehoved. Han gik tit på kroen i Snedsted og når det gik værst til, fik han delirium og så lå han 2-3 dage i halmen i laden. Og så mente han, at han ingen steder kunne være for fluer. Og så gik han rundt og slog hænderne sammen for at fange dem. Når han havde det sådan, var det kun pigen, der kunne komme i nærheden af ham. Hun måtte ud til ham med mad en gang imellem.
Det var nok her hos P. Ø. at A. og P. fandt hinanden; begge meget unge. De blev senere gift og flyttede ind i “Æ-Ruf”. P. var født i Aarup på et meget lille husmandssted, ca. 1 hektar jord. Han havde 3 brødre, alle store og stærke, og dygtige til at arbejde, men gik meget af tiden hjemme. De gik så ud som daglejere, på løst arbejde, når der var noget at få.
Om sommeren var det nok mest i tørvemosen, i høsten og ved tærskemaskinen. Om vinteren drænede de for landmændene, og det havde de ord for at være meget dygtige til (især Niels og Marinus). Når de gik hjemme om vinteren hos Stine og Anders Svendsen, hjalp de til med at flette sivsko og pilekurve. Noget A. S. var en mester til. Når så lageret blev stort nok, tog de 12 kurve og 48 par sivsko på trillebøren (med træhjul på grusvej) - A. S. og en af knægtene. Og så blev det sommetider en lang tur fra Aarup over Sønderhå, Hassing, Bedsted, Hørdum, Snedsted og så hjem til Stines kødgryder, som var godt fyldt op. Marinus var nemlig en meget dygtig jæger, og når Niels var ude som daglejer, gik han til købmand og slagter for at have noget med hjem til husholdningen.
Efter ”Neesgaard” tjente hun hos Poul Østergaard i Gjersbøl, hvor hun hjalp til ude i marken. Det var den gang folk på landet stod op kl. 4-5 om morgenen, og mandfolkene så sov middagssøvn, mens pigen måtte rydde op efter middagsmaden (Øjen) og så i marken igen sammen med de andre. Blandt andet når der skulle spredes møg. Hun havde intet ur og turde ikke gå hjem, men blev ved i marken til kl. 9-10 om aftenen. P. Ø. var af en gammel anset slægt og gift med datteren fra ”Gærupgaard” (P. Ø. ejede en del år ”Damgaard” i Aarup). Han var både en flink mand, men også et buldrehoved. Han gik tit på kroen i Snedsted og når det gik værst til, fik han delirium og så lå han 2-3 dage i halmen i laden. Og så mente han, at han ingen steder kunne være for fluer. Og så gik han rundt og slog hænderne sammen for at fange dem. Når han havde det sådan, var det kun pigen, der kunne komme i nærheden af ham. Hun måtte ud til ham med mad en gang imellem.
Det var nok her hos P. Ø. at A. og P. fandt hinanden; begge meget unge. De blev senere gift og flyttede ind i “Æ-Ruf”. P. var født i Aarup på et meget lille husmandssted, ca. 1 hektar jord. Han havde 3 brødre, alle store og stærke, og dygtige til at arbejde, men gik meget af tiden hjemme. De gik så ud som daglejere, på løst arbejde, når der var noget at få.
Om sommeren var det nok mest i tørvemosen, i høsten og ved tærskemaskinen. Om vinteren drænede de for landmændene, og det havde de ord for at være meget dygtige til (især Niels og Marinus). Når de gik hjemme om vinteren hos Stine og Anders Svendsen, hjalp de til med at flette sivsko og pilekurve. Noget A. S. var en mester til. Når så lageret blev stort nok, tog de 12 kurve og 48 par sivsko på trillebøren (med træhjul på grusvej) - A. S. og en af knægtene. Og så blev det sommetider en lang tur fra Aarup over Sønderhå, Hassing, Bedsted, Hørdum, Snedsted og så hjem til Stines kødgryder, som var godt fyldt op. Marinus var nemlig en meget dygtig jæger, og når Niels var ude som daglejer, gik han til købmand og slagter for at have noget med hjem til husholdningen.
[Stine er Henrys farmor og døbt Christine Christensen. Hun bliver viet til
Anders Svendsen Nielsen i Snedsted Kirke 12.10.1894].
De 2 andre sønner, Kristian og Peter var knap så meget hjemme. Opfindsomheden hos drengene var stor efter hvad der fortælles. Når Anders + Stine begge to var på arbejde, og de store skulle passe den lille (Marinus), satte de ham op i sengen og lukkede grisen ind i stuen, så kunne de lege i fred og ro. Engang skulle der laves en stærekasse af en gammel træsko, men inden de blev færdige, havde Marinus sat strenge på den og brugte den som violin.
Stine var meget renlig med maden. Men der var strøet sand på gulvet, og al fabrikation af sko og kurve foregik i stuen, som jo så var fyldt op med pil + ravl (siv). I stuen var der bilæggerovn, som fyldtes i fra køkkenet. I køkkenet var der åben skorsten.
I for- og baggang var der pikning med pæne, glatte og runde sten; sikkert samlet op ude ved havet. I den pæne stue var der gule hårdtbrændte mursten på gulvet, og kun i opholdsstuen var der trægulv (Niels gav dem senere trægulv i den pæne stue).
Niels tjente et stykke tid som stor dreng hos Jesper Andersen, Gjersbøl, hvis datter Else, som senere blev gift med P. Knudsen, hvor HK. [HK=Henry Kristensen] kom til at tjene som 11-årig – i alt 3 somre og 1 vinter, og hvor Else fik en søn som 42-årig, deres eneste barn. Året før havde P. Knudsen ellers spurgt mig, om jeg ville tjene dem i 25 år, senere rettet til, indtil jeg blev 25 år, så skulle jeg have gården efter dem. Men da drengen kom, gik det jo i vasken. P. Knudsen havde fået gården på næsten samme måde. Han var en søstersøn af den gamle A. Knudsen, som ikke selv havde børn, og så ret, som jeg ved, var han det man dengang kaldte lokkebarn .
De 2 andre sønner, Kristian og Peter var knap så meget hjemme. Opfindsomheden hos drengene var stor efter hvad der fortælles. Når Anders + Stine begge to var på arbejde, og de store skulle passe den lille (Marinus), satte de ham op i sengen og lukkede grisen ind i stuen, så kunne de lege i fred og ro. Engang skulle der laves en stærekasse af en gammel træsko, men inden de blev færdige, havde Marinus sat strenge på den og brugte den som violin.
Stine var meget renlig med maden. Men der var strøet sand på gulvet, og al fabrikation af sko og kurve foregik i stuen, som jo så var fyldt op med pil + ravl (siv). I stuen var der bilæggerovn, som fyldtes i fra køkkenet. I køkkenet var der åben skorsten.
I for- og baggang var der pikning med pæne, glatte og runde sten; sikkert samlet op ude ved havet. I den pæne stue var der gule hårdtbrændte mursten på gulvet, og kun i opholdsstuen var der trægulv (Niels gav dem senere trægulv i den pæne stue).
 |
| Else Kirstine Andersen med barnet, der kostede Henry gården. |
Niels tjente et stykke tid som stor dreng hos Jesper Andersen, Gjersbøl, hvis datter Else, som senere blev gift med P. Knudsen, hvor HK. [HK=Henry Kristensen] kom til at tjene som 11-årig – i alt 3 somre og 1 vinter, og hvor Else fik en søn som 42-årig, deres eneste barn. Året før havde P. Knudsen ellers spurgt mig, om jeg ville tjene dem i 25 år, senere rettet til, indtil jeg blev 25 år, så skulle jeg have gården efter dem. Men da drengen kom, gik det jo i vasken. P. Knudsen havde fået gården på næsten samme måde. Han var en søstersøn af den gamle A. Knudsen, som ikke selv havde børn, og så ret, som jeg ved, var han det man dengang kaldte lokkebarn .
[ Niels, Henrys farbror bliver klog mand i Hørsted.]
[Lokkebarn, født uden for ægteskab; uægte barn.]
Else K. fortalte om, da Niels tjente hos dem, han havde en harmonika, som han spillede på, så snart der var lejlighed - og altid Jens Vejmand; måske den eneste han kunne lidt af. Til sidst blev det sådan, at de ikke gad høre på hans musik. Men kunne han ikke spille, så kunne han noget andet. Engang de havde en ko, der var syg, og som de havde klog mand til, lurede han bare gennem et kiggehul fra laden ind i stalden. Og så fik han lyst til den slags, også ringorm på både mennesker og dyr kurerede han. Så folk kom fra fjern og nær, hvis de havde ringorm. Var det på dyr, måtte han jo på cykel rundt til hvor dyrene var.
Efter at A. + P. havde boet i ”Æ-Ruf” en årstid, flyttede de til Elsted. Her var der en lille smedje, som jo nok var P. hans lyst, det håndværksmæssige. Men der var kun lidt at lave der på egnen, så de flyttede ret hurtigt igen. Kristian blev født i Elsted. A. + P. flyttede til Snedsted, hvor P. fik arbejde som smedesvend hos Smed Krogsgård.
Else K. fortalte om, da Niels tjente hos dem, han havde en harmonika, som han spillede på, så snart der var lejlighed - og altid Jens Vejmand; måske den eneste han kunne lidt af. Til sidst blev det sådan, at de ikke gad høre på hans musik. Men kunne han ikke spille, så kunne han noget andet. Engang de havde en ko, der var syg, og som de havde klog mand til, lurede han bare gennem et kiggehul fra laden ind i stalden. Og så fik han lyst til den slags, også ringorm på både mennesker og dyr kurerede han. Så folk kom fra fjern og nær, hvis de havde ringorm. Var det på dyr, måtte han jo på cykel rundt til hvor dyrene var.
Efter at A. + P. havde boet i ”Æ-Ruf” en årstid, flyttede de til Elsted. Her var der en lille smedje, som jo nok var P. hans lyst, det håndværksmæssige. Men der var kun lidt at lave der på egnen, så de flyttede ret hurtigt igen. Kristian blev født i Elsted. A. + P. flyttede til Snedsted, hvor P. fik arbejde som smedesvend hos Smed Krogsgård.
Det var her, jeg brækkede benet ved at skrue en skruestik fast sammen, så at
den kun løsnede sig ved et hårdt ryk, og jeg satte mig ned på benet. I
Snedsted blev Olga født. Kort tid efter flyttet A. plus P. til Aarup i en
ældre, men nogenlunde rimelig rummeligt hus til 600 kr., som nok kunne trænge
til reparation, men P. var god til alt reparation, og fra den tid arbejde han
næsten både nat og dag.
Men let var det ikke. Penge var der ingen af, og han blev indkaldt til
militæret mange gange fra 1914 til 1918. I alt var han soldat over 30 måneder
(1. verdenskrig). Når han var indkaldt, måtte A. med børnene nøjes med at leve
for de 12 kr. hun fik hver måned, så længe P. var væk. Og jeg kan huske første
gang, han var hjemme med riffel og fuld udrustning. Det er fra den tid, jeg
begynder at huske om mig selv, min familie og andre. Mens flytningen foregik,
var jeg hos Stine + A. [Anders Svendsen]. Da jeg blev hentet til det nye hjem,
husker jeg, at Andrea sad med Olga ved brystet, lagde jeg også mærke til, at
der var ingen plade i bordet, et gammelt bord med hollandsk udtræk. Selvom jeg
syntes det var sjovt nok at se P. som soldat, så var der jo ingen penge i det.
Og alt hvad der ellers tjentes ved at fyre og passe et stort damplokomobil i
Ulstrup Tørvemose, gik jo til forbedring af huset.
Desuden byggede han et stort træskur til smedeværksted. En del af værktøjet smedede han selv, men det materiale, han brugte, skulle jo betales. Som tiden gik, og der blev mere at lave, blev værkstedet for lille, og så byggede han et nyt af mursten, og med skorsten og esse til kulfyring, og blæsebælg med tov til at trække i; som vi ville blive sat til, hvis han havde meget travlt. Det tov, vi trak i, var snoet af papir og var en af krigens efterlandskaber. Da han købte bælgen, var der kun rammen og det indvendige stel, det var af træ. Hvorpå der skulle sømmes gede- eller fåreskind. Det blev lavet inde i stuen hjemme i Aarup om aftenen.
Når han kom hjem fra arbejde, så, så det jo farligt ud i stuen. Men vi børn syntes det var sjovt. Blot var han nem at irritere, så vi måtte passe på et af hans …. Så fik han købt ambolt, forhammer, skruestik, boremaskine og senere smergelsten på et hjemmelavet stativ med sæde og pedaler, så man kunne sidde og træde som på en cykel. Han fik skruenøgler, loddekolber, snittøj, rørskærer og autogen-svejseapparat og samtidig meget at lave, men alt kostede jo penge - også det materiale han skulle bruge, så der var nok tit lavvande. Han gravede brønde (han havde selv lavet ophalingsspillet). Han ordnede vandpumper, primusser, PetroMax, briller og selv damerne kom med ørenringe, halskæder, sølvtøj, kander, fløde- og sukkerstel.
Men med tiden blev det mest cyklerne, de gik ud på. Så byggede han sammen med sin svend, Jens Odder en stor ovn til at ovnlakere cykler i. Og nu gik det rigtig godt ind til 2. verdenskrig. Jens Odder var svend i mange år. Han var i familie med os og fra Stenbjerg. Hvorfra og hvortil han måtte cykle hver dag for en løn 4-5 kroner daglig plus kost. En lang dag fra 8-9 morgen til 9-10 aften i blæst, sne og regn og på grusvej.
Det var i Aarup, jeg havde min barndom og ungdom indtil jeg blev gift og flyttede til Hundborg. Da A. plus P. flyttede til Aarup, var jeg 3 år og haltede stadig efter uheldet med det brækkede ben. Naboens (Laura Damsgaards) drenge syntes jeg var sådan en sær en. Og det er jeg vel stadigvæk.
|
| Peter Kristensen |
Desuden byggede han et stort træskur til smedeværksted. En del af værktøjet smedede han selv, men det materiale, han brugte, skulle jo betales. Som tiden gik, og der blev mere at lave, blev værkstedet for lille, og så byggede han et nyt af mursten, og med skorsten og esse til kulfyring, og blæsebælg med tov til at trække i; som vi ville blive sat til, hvis han havde meget travlt. Det tov, vi trak i, var snoet af papir og var en af krigens efterlandskaber. Da han købte bælgen, var der kun rammen og det indvendige stel, det var af træ. Hvorpå der skulle sømmes gede- eller fåreskind. Det blev lavet inde i stuen hjemme i Aarup om aftenen.
Når han kom hjem fra arbejde, så, så det jo farligt ud i stuen. Men vi børn syntes det var sjovt. Blot var han nem at irritere, så vi måtte passe på et af hans …. Så fik han købt ambolt, forhammer, skruestik, boremaskine og senere smergelsten på et hjemmelavet stativ med sæde og pedaler, så man kunne sidde og træde som på en cykel. Han fik skruenøgler, loddekolber, snittøj, rørskærer og autogen-svejseapparat og samtidig meget at lave, men alt kostede jo penge - også det materiale han skulle bruge, så der var nok tit lavvande. Han gravede brønde (han havde selv lavet ophalingsspillet). Han ordnede vandpumper, primusser, PetroMax, briller og selv damerne kom med ørenringe, halskæder, sølvtøj, kander, fløde- og sukkerstel.
Men med tiden blev det mest cyklerne, de gik ud på. Så byggede han sammen med sin svend, Jens Odder en stor ovn til at ovnlakere cykler i. Og nu gik det rigtig godt ind til 2. verdenskrig. Jens Odder var svend i mange år. Han var i familie med os og fra Stenbjerg. Hvorfra og hvortil han måtte cykle hver dag for en løn 4-5 kroner daglig plus kost. En lang dag fra 8-9 morgen til 9-10 aften i blæst, sne og regn og på grusvej.
Det var i Aarup, jeg havde min barndom og ungdom indtil jeg blev gift og flyttede til Hundborg. Da A. plus P. flyttede til Aarup, var jeg 3 år og haltede stadig efter uheldet med det brækkede ben. Naboens (Laura Damsgaards) drenge syntes jeg var sådan en sær en. Og det er jeg vel stadigvæk.
|
|
Skolefoto Snedsted 1920. Aarup skole. Bageste række fra venstre: Holger Pedersen - Magda Marie Andersen (1913-) - Margrethe Pedersen - Laura Søgaard - Marie Magdalene Kristine Poulsen (1910-) - Ingrid Kristine Jensen (1911-) - Maren Kappel (1910-1985) - Olga Kristine Nielsen Damsgaard (1912-) - Johannes Visby Bunch (1914-) 2 række fra venstre: Anker Niels Andersen (1914-) – ukendt - Kathrine Vestergaard - Marie Pedersen - Edel Helene Nielsen Damsgaard (1910-) - Gudrun Kirstine Overgaard (1912-) - Kristian Pedersen Bojer (1912-) - Marius Andersen (1910-1981) - Ole Henry Christensen (1912-) kaldet Henry Førgaard - lærer, Peder Christian Sørensen (1882-1968) - fru Sørensen, Anna Elisabeth Jensen (1887-1965) med sønnen, Hans Christian Næstrup Sørensen (1922-) 3 række fra venstre: Dorthea Søndergaard (1916-) - Agnes Søgaard - Karen Nielsen - Anna Christensen – Signe Petrine Hedegaard (1914-) – Gudrun Marie Hedegaard (1916-) - Mariane Yde – Karen Johanne Næstrup Sørensen (1917-) – Grete Dorthea Næstrup Sørensen (1915-) – Anna Kirstine Larsen (1915-) - Karen Johanne Larsen (1917-) - Olga Førgaard 4 række fra venstre: Harald Knudsen - Peter Larsen - Chr. Peter Poulsen - Chr. Førgaard - Chr. Bang Larsen - Harald Nellemann Pedersen – Henning Richardt Pedersen (1914-) - Arnold Petrus Nielsen Damsgaard (1914-) – Peder Kristensen Bojer (1915-) - Niels Holger Andersen (1917-) - Christian Jensen - ukendt
|
[Henry og med ham hele hans familie var kendt under efternavnet "Førgaard" efter bedstefaderens plejeforældre Thomas Førgaard og Karen Larsdatter]
Laura's børn var Inger, Johanne (gift med farbror Niels), Jenny, Tine,
Damsgaards, Anton og Kesse, som var, tror jeg nok, måske skizofren, og han
døde tidlig. Anton og Damsgaard + Købmand Pedersens børn, Holger og Henning
var vore legekammerater, når vi kunne enes, Købmand P. havde flere børn,
nemlig Helmer, Hans, Harry, Louise, Ruth, Edith og Ebba. Ved skoletiden fik vi
flere venner.
[
Holger bliver uddeler i Hundborg Brugsforening og gift med Else Rask. Else
og Gudrun er bedste veninder og kender hinanden fra skoletiden.]
Niels Kjeldtofts drenge fra det sydlige Årup, Ejner, Torvald, Holger + Mads, Søren, der var ældre og pigerne, husker jeg ikke navn på. En kort tid også Søren og Katrine Salmonsen. Deres fars gård, ”Ø. Krogsgaard” i Nørhå var brændt. Kan man kalde det selvantændelse? - hvis nu, manden selv har gjort det?
Niels Kjeldtofts drenge fra det sydlige Årup, Ejner, Torvald, Holger + Mads, Søren, der var ældre og pigerne, husker jeg ikke navn på. En kort tid også Søren og Katrine Salmonsen. Deres fars gård, ”Ø. Krogsgaard” i Nørhå var brændt. Kan man kalde det selvantændelse? - hvis nu, manden selv har gjort det?
En dag var jeg med Søren og Katrine nede ved åen. Det var tit vores legeplads.
Den dag stod der et stort kar i vandet for at (bøntses) tætnes. Vi fik karret
tømt for vand og fandt en stump af en gammel skovl, som godt kunne bruges til
at ro med. Og værsgo, så måtte jeg, som den yngste narres til at prøve første
rotur. Og der var ikke noget, der hed, at man ikke turde. Det gik heldigvis
fint. Ligeledes med Søren. Knap så godt gik det med Kathrine. Da karret
vippede lidt, trådte hun først over i den ene side og så hurtigt over i den
anden side og så væltede hun ud i åen. Men vi var jo den oplevelse rigere.
Af andre kammerater var der Farver Petersens drenge, Harald og Svend Åge med de større søskende, Valdemar, Vilhelm, Anker, Laurids og Georg + Dagmar, Marie og Margrete. Skolekammerater var Peder + Christian Bøjer, Anker Andersen, Peter Larsen, Peter Kvejborg, 3 Vangsgaard fra Gjersbøl med flere. De bedste var nok Holder Petersen og bror Kristian (Kesse), men han ville altid køre hest, og det havde jeg ingen lyst til. Jeg ville hellere lege indianer og cowboy. Kristian havde en pisk i hver en krog og bag hver en dør, og når jeg drillede ham, fik jeg af pisken og måtte løbe. Og så grinede jeg til ham. Drillede jeg ham, når vi var kommet i seng, fik jeg af brokbandagen. Så var det med hurtigt at få dynen op over hovedet og så skrige så højt, at det kunne høres ind i stuen, for så blev der banket på væg eller dør, og så blev der hurtigt ro.
Om sommeren tjente P. ekstra i mosen og ved tærskemaskinen ved at fyre og passe det store lokomobil. Så måtte han arbejde på værkstedet efter fyraften, til midnat eller længere, og så op og på cykel i alt slags vejr. Det var klokken fire til fem om morgenen. Der skulle jo være damp på, når de andre arbejdere kom. I mosen måtte han sommertider snegle vand ud af mosehullerne hele natten og kom så slet ikke hjem. Så måtte vi, K. plus HK. i fem til seksårsalderen gå den lange vej til Ulstrup Mose med madpakke til P. og prøve på at finde ham.
En gang på hjemmevejen gik vi langs den lille kanal og på skråningen fandt vi nogle fine grønne blade. Surkål kaldte vi dem. De var spiselige, og det kunne vi ikke modstå. Men de største groede helt nede på kanten og var ikke så lette at få fat på. Og for Kristians vedkommende endte det med en kolbøtte ned i åen, og så gik det hjemad. Og når vi mødte nogen, fik han besked på: Du må ikke sådan ryste, når nogen ser det.
En dag var vi sammen med andre drenge nede for at fange fisk i den store kanal (i Neesgårds Eng). Når vi var færdige med at fiske, svingede vi snøren med krog, bly og prop rundt i luften, så snoren sad pænt om medestangen. Men en dag gik det galt. Jeg svingede fiskekrogen lige i hovedet på Kristian, så krogen gik ind gennem den ene kind, og der satte den fast. Så jeg kom trækkende hjem med ham. P. holdt en saks mod hans kind og hev krogen ud med en tang. Der var jo modhager på krogen.
På den tid var der i Aarup både uldspinderi og vandmølle med en stor mølledam. Den strakte sig fra ”Neesgård” og næsten til ”Damgård”. Vandet brugtes som trækkraft til en stor turbine eller vandhjul, som så trak både uldspinderi og mølleri. Det var uden forurening og uden brug af fremmed valuta. Til møllen hørte en ældre stråtækket staldbygning med storkerede, og møllerens kone (Jensine) havde manufakturforretning.
Til uldspinderiet kunne man komme med uld og for eksempel gamle klude, som blev kradset op på en stor kartemaskine. Og så kunne det spindes til tråd og bruges til at væve tæpper. Det var her i kartemaskinen Peter Line, enarmede Peter, fik den ene hånd revet af, Når han senere gik rundt for at sælge frø, hængte han altid kurven med frøene på den arm, hånden var revet af. Han kørte også rundt med trillebør og solgte frugt. Så havde han en bred sele over nakken og den ene hånd på trillebøren. Han boede til leje hos os et stykke tid.
Og så skulle vi jo have julegaver. To styk luftbøsser, som han gemte oppe oven på sit tøjskab. Men det havde vi opdaget, og når vi var alene hjemme, så skød vi med dem. Og da det var af disse små bøsser, var de ødelagt længe før jul. Det var bøsser med snor og prop.
Da vandmøllen blev nedlagt og mølledammen udtørret, blev der bygget nye bygninger med en vindmølle lige på den anden side af vejen, der hvor vi boede. Og det var en rigtig tumleplads for os knægte, når vi kunne få lov for håndværkerne. Da loftbjælkerne var lagt op, var det sjovt at lege der, at springe fra bjælke til bjælke. En dag, jeg var efter Holger, rendte jeg hovedet mod et stykke lægte, som endnu ikke var savet væk, og jeg faldt ned lige i en dynge sten, som var samlet sammen på jorden. Jeg sad og gispede lidt, for det kneb med at få luft. Samme dag faldt tømrer, Skriver Møller Hundborg ned på en vogn. Han kom på sygehuset.
Så kom den tid, da jeg skulle i skole. Det var ikke altid lige sjovt, men alligevel. Seks gode år. Jeg tror, vi havde en streng, men også en dygtig lærer, der forstod den kunst at fortælle. Selv mener jeg endnu, at jeg nok har været en del ordblind. Jeg var dårlig til at læse og skrive. Og det skønt det, at læse, var min lyst. Til gengæld var jeg god til at huske, hvad der blev fortalt, når jeg havde tid til at høre efter. Til regning, geo-, bibel- og danmarkshistorie var jeg i lang tid uden pral den bedste. Jeg husker engang i regnetimen, hvor vi var uenige.
Så ville jeg ikke lade de andre se, hvad jeg havde til facit. Noget som de 8-10 øverste altid brugte at se efter hinanden. Da vi så blev spurgt og skrevet op på den sorte tavle, stod jeg alene med mit resultat, mens de andre havde et andet facit. Og Marius, der sad øverst dengang, begyndte at pege ad mig med fingrene og sige, ha ha --- resultat. Læreren sagde, nu må du grine og gøre nar af de andre. Mit var rigtigt nemlig. Jeg tror, at jeg stod lidt højt hos ham i regnetimerne til trods for genvordigheder i de andre timer. Nu var det ved den tid, da A. plus P. ikke mere gik på arbejde i mosen, vi fik svend på værkstedet. Først en, så to, plus i enkelte tilfælde en smedesvend ekstra. Det var mest, når der var noget at lave med vindmøller og kun for kortere tid ad gangen. Så måtte A. jo sørge for, at der var mad på bordet. Lønnen til svendene var fire til fem kroner dagligt plus kost.
Af andre kammerater var der Farver Petersens drenge, Harald og Svend Åge med de større søskende, Valdemar, Vilhelm, Anker, Laurids og Georg + Dagmar, Marie og Margrete. Skolekammerater var Peder + Christian Bøjer, Anker Andersen, Peter Larsen, Peter Kvejborg, 3 Vangsgaard fra Gjersbøl med flere. De bedste var nok Holder Petersen og bror Kristian (Kesse), men han ville altid køre hest, og det havde jeg ingen lyst til. Jeg ville hellere lege indianer og cowboy. Kristian havde en pisk i hver en krog og bag hver en dør, og når jeg drillede ham, fik jeg af pisken og måtte løbe. Og så grinede jeg til ham. Drillede jeg ham, når vi var kommet i seng, fik jeg af brokbandagen. Så var det med hurtigt at få dynen op over hovedet og så skrige så højt, at det kunne høres ind i stuen, for så blev der banket på væg eller dør, og så blev der hurtigt ro.
Om sommeren tjente P. ekstra i mosen og ved tærskemaskinen ved at fyre og passe det store lokomobil. Så måtte han arbejde på værkstedet efter fyraften, til midnat eller længere, og så op og på cykel i alt slags vejr. Det var klokken fire til fem om morgenen. Der skulle jo være damp på, når de andre arbejdere kom. I mosen måtte han sommertider snegle vand ud af mosehullerne hele natten og kom så slet ikke hjem. Så måtte vi, K. plus HK. i fem til seksårsalderen gå den lange vej til Ulstrup Mose med madpakke til P. og prøve på at finde ham.
En gang på hjemmevejen gik vi langs den lille kanal og på skråningen fandt vi nogle fine grønne blade. Surkål kaldte vi dem. De var spiselige, og det kunne vi ikke modstå. Men de største groede helt nede på kanten og var ikke så lette at få fat på. Og for Kristians vedkommende endte det med en kolbøtte ned i åen, og så gik det hjemad. Og når vi mødte nogen, fik han besked på: Du må ikke sådan ryste, når nogen ser det.
En dag var vi sammen med andre drenge nede for at fange fisk i den store kanal (i Neesgårds Eng). Når vi var færdige med at fiske, svingede vi snøren med krog, bly og prop rundt i luften, så snoren sad pænt om medestangen. Men en dag gik det galt. Jeg svingede fiskekrogen lige i hovedet på Kristian, så krogen gik ind gennem den ene kind, og der satte den fast. Så jeg kom trækkende hjem med ham. P. holdt en saks mod hans kind og hev krogen ud med en tang. Der var jo modhager på krogen.
På den tid var der i Aarup både uldspinderi og vandmølle med en stor mølledam. Den strakte sig fra ”Neesgård” og næsten til ”Damgård”. Vandet brugtes som trækkraft til en stor turbine eller vandhjul, som så trak både uldspinderi og mølleri. Det var uden forurening og uden brug af fremmed valuta. Til møllen hørte en ældre stråtækket staldbygning med storkerede, og møllerens kone (Jensine) havde manufakturforretning.
Til uldspinderiet kunne man komme med uld og for eksempel gamle klude, som blev kradset op på en stor kartemaskine. Og så kunne det spindes til tråd og bruges til at væve tæpper. Det var her i kartemaskinen Peter Line, enarmede Peter, fik den ene hånd revet af, Når han senere gik rundt for at sælge frø, hængte han altid kurven med frøene på den arm, hånden var revet af. Han kørte også rundt med trillebør og solgte frugt. Så havde han en bred sele over nakken og den ene hånd på trillebøren. Han boede til leje hos os et stykke tid.
Og så skulle vi jo have julegaver. To styk luftbøsser, som han gemte oppe oven på sit tøjskab. Men det havde vi opdaget, og når vi var alene hjemme, så skød vi med dem. Og da det var af disse små bøsser, var de ødelagt længe før jul. Det var bøsser med snor og prop.
Da vandmøllen blev nedlagt og mølledammen udtørret, blev der bygget nye bygninger med en vindmølle lige på den anden side af vejen, der hvor vi boede. Og det var en rigtig tumleplads for os knægte, når vi kunne få lov for håndværkerne. Da loftbjælkerne var lagt op, var det sjovt at lege der, at springe fra bjælke til bjælke. En dag, jeg var efter Holger, rendte jeg hovedet mod et stykke lægte, som endnu ikke var savet væk, og jeg faldt ned lige i en dynge sten, som var samlet sammen på jorden. Jeg sad og gispede lidt, for det kneb med at få luft. Samme dag faldt tømrer, Skriver Møller Hundborg ned på en vogn. Han kom på sygehuset.
Så kom den tid, da jeg skulle i skole. Det var ikke altid lige sjovt, men alligevel. Seks gode år. Jeg tror, vi havde en streng, men også en dygtig lærer, der forstod den kunst at fortælle. Selv mener jeg endnu, at jeg nok har været en del ordblind. Jeg var dårlig til at læse og skrive. Og det skønt det, at læse, var min lyst. Til gengæld var jeg god til at huske, hvad der blev fortalt, når jeg havde tid til at høre efter. Til regning, geo-, bibel- og danmarkshistorie var jeg i lang tid uden pral den bedste. Jeg husker engang i regnetimen, hvor vi var uenige.
Så ville jeg ikke lade de andre se, hvad jeg havde til facit. Noget som de 8-10 øverste altid brugte at se efter hinanden. Da vi så blev spurgt og skrevet op på den sorte tavle, stod jeg alene med mit resultat, mens de andre havde et andet facit. Og Marius, der sad øverst dengang, begyndte at pege ad mig med fingrene og sige, ha ha --- resultat. Læreren sagde, nu må du grine og gøre nar af de andre. Mit var rigtigt nemlig. Jeg tror, at jeg stod lidt højt hos ham i regnetimerne til trods for genvordigheder i de andre timer. Nu var det ved den tid, da A. plus P. ikke mere gik på arbejde i mosen, vi fik svend på værkstedet. Først en, så to, plus i enkelte tilfælde en smedesvend ekstra. Det var mest, når der var noget at lave med vindmøller og kun for kortere tid ad gangen. Så måtte A. jo sørge for, at der var mad på bordet. Lønnen til svendene var fire til fem kroner dagligt plus kost.
Vi knægte fik tidlig en cykel hver. Det var en ældre damecykel, malet og gjort
i stand. Stellet var kortet i højden, så sadlen kunne sænkes. Så der overgik
vi helt, de riges børn. Men det førte jo også med sig, at jeg måtte rundt til
folk med regninger, både til Nørhå, Sønderhå, Aarup, Snedsted og Gjersbøl.
Hundene på gårdene gik dengang løse, så det var ikke altid lige sjovt, men det
vankede da af og til en kage eller en fem eller ti ører, hvis det passede med
pengene. Da kunne man hos købmand Pedersen få et stort kræmmerhus bolsjer for
ti ører, selvom posen kun var halvt fyldt op. Han forstod jo at dreje papiret
så langt og smalt, at der ikke var plads til ret mange bolsjer i posen.
En gang var der kommet rotter i købmand P’s pakhus. En del mandfolk var mødt op for at hjælpe med at fange dem. Blandt andre var den store spræge gårdmand M. Mikkelsen til ”Enggård” med sin mildest talt, uskønne bulldoghund (Boy). Men rotten snød Boy og søgte ly i Mikkels bukseben. Og har nogen set en sprællemand med megen spræl, tør jeg påstå, at den ikke nær kunne klare sig for Mikkels spræl, så længe det varede.
Trods det var Mikkel en klog, men hidsig og vanskelig herre. Alligevel blev han fuppet en gang af daglejeren K. Kappel. Mikkel skulle pløje i marken, mens Kappel var hjemme til kaffe. Da han, Kappel, kom igen, fortalte han Mikkel, at der gik en håndværkssvend hjemme ved gården. Det skal hurtigt få en ende, sagde M.M. Da han kom hjem, gik hans svigerfar der. Han var tømrer.
En anden gang forsøgte Kappel med at have set en ræveunge ved gården. Det var Mikkels datter Maren. Mikkel var jo rødhåret, hvad Kappel i øvrigt også selv var.
Mikkel var en tid på værkstedet hos P. De skulle hjælpes ad med at lave en opfindelse til en roeoptager. Og det lykkedes fint, og de var meget enige om det gode resultat. En gang var de uenige om et stykke drivtømmer ved vandmøllen, hvor Mikkel var formand. P. havde benyttet det uden at spørge Mikkel. Da P. ville betale, fik han svaret: "Den har du stjålet". En tid efter, og der var ingen på værkstedet, tog Mikkel et eller andet, som han stod og manglede. Og da han ville betale senere, fik han samme svar: "Den har du stjålet". Og så var venskabet så nogenlunde genoprettet.
Af svende havde vi flere, blandt andre en som hed Viggo. Han var nok mere lærling, end han var Svend. Han havde ikke rigtigt opfundet krudtet, og han gik for føden. Til Nytår skulle der meget skyts til, også til at sælge, men hundepistolpropperne var blevet fugtige. Men det klarede Viggo let. Adskillige kasser á 50 propper i hver kasse blev sat ind i ovnen i komfuret. Ved spisetid fik vi salut på grund af, at alle propperne sprang for fuldt drøn. Ovnen tog ingen skade, men der blev jo ingen propper tilbage til at skyde Nytår ind med.
Kort tid efter rejst til Viggo. Så fik vi Mads Urmager (Bedte Mads). Han var meget begavet og fingernem (også tit lidt snyd). Vores indgang ind - også til smedjen - var gennem en tilbygning, som vi kaldte for Porten. Her manglede der et vindue. Det var til kattens afbenyttelse. Det var jo meget sjovt. En dag, da Mads stod indenfor og talte med en dame, en kunde, stak Kristian hånden ind og tog hans kasket af og sagde ”Goddag Mads”. Lynhurtigt rakte Mads armen ud og langede Kristian en ordentlig en på kassen. Og det var jo ikke nær så sjovt.
Så fik vi Jens Odder. Han var på værkstedet om dagen. Han hjalp dog til, når der skulle graves eller fordybes brønde. Så hjalp han med at trække den løsgravede jord op af brønden. Anton og Damsgaard fik også en damecykel (til fælles) med to opstandere på baghjulsaksen, så den ene af dem kunne stå bagpå. Og så kørte de sammen i mosen for at rejse tørv, mest i sommerferien. En dag hjem fra mosen, ned ad Skrejhøj Bakke fik Anton storetåen ind i baghjulet og fik skrællet både hud og kød af. Så måtte han ind til byens doktor (Mirakelmand), som jo var P. Så kom foden i kreolinvand og blev forbundet. Lige noget P. havde lyst til.
Og de fleste af byens drenge havde været hos ham med mindre skader som torn og splinter eller betændelse. Og når operationen var overstået, var kuren altid den samme. I bad i det børnevenlige kreolinvand. Det var ikke alle, der syntes om lugten. Han klemte også sener på plads. Også lidt som dyrlæge. Når køer skulle kælve, og kalven vendte forkert, eller hesten var halt, så var der noget med foden i en skæppe. Det og meget andet kunne han, som nu at klippe byens drenge, fange en løbsk hest eller en vild ko.
En gang var der kommet rotter i købmand P’s pakhus. En del mandfolk var mødt op for at hjælpe med at fange dem. Blandt andre var den store spræge gårdmand M. Mikkelsen til ”Enggård” med sin mildest talt, uskønne bulldoghund (Boy). Men rotten snød Boy og søgte ly i Mikkels bukseben. Og har nogen set en sprællemand med megen spræl, tør jeg påstå, at den ikke nær kunne klare sig for Mikkels spræl, så længe det varede.
Trods det var Mikkel en klog, men hidsig og vanskelig herre. Alligevel blev han fuppet en gang af daglejeren K. Kappel. Mikkel skulle pløje i marken, mens Kappel var hjemme til kaffe. Da han, Kappel, kom igen, fortalte han Mikkel, at der gik en håndværkssvend hjemme ved gården. Det skal hurtigt få en ende, sagde M.M. Da han kom hjem, gik hans svigerfar der. Han var tømrer.
En anden gang forsøgte Kappel med at have set en ræveunge ved gården. Det var Mikkels datter Maren. Mikkel var jo rødhåret, hvad Kappel i øvrigt også selv var.
Mikkel var en tid på værkstedet hos P. De skulle hjælpes ad med at lave en opfindelse til en roeoptager. Og det lykkedes fint, og de var meget enige om det gode resultat. En gang var de uenige om et stykke drivtømmer ved vandmøllen, hvor Mikkel var formand. P. havde benyttet det uden at spørge Mikkel. Da P. ville betale, fik han svaret: "Den har du stjålet". En tid efter, og der var ingen på værkstedet, tog Mikkel et eller andet, som han stod og manglede. Og da han ville betale senere, fik han samme svar: "Den har du stjålet". Og så var venskabet så nogenlunde genoprettet.
Af svende havde vi flere, blandt andre en som hed Viggo. Han var nok mere lærling, end han var Svend. Han havde ikke rigtigt opfundet krudtet, og han gik for føden. Til Nytår skulle der meget skyts til, også til at sælge, men hundepistolpropperne var blevet fugtige. Men det klarede Viggo let. Adskillige kasser á 50 propper i hver kasse blev sat ind i ovnen i komfuret. Ved spisetid fik vi salut på grund af, at alle propperne sprang for fuldt drøn. Ovnen tog ingen skade, men der blev jo ingen propper tilbage til at skyde Nytår ind med.
Kort tid efter rejst til Viggo. Så fik vi Mads Urmager (Bedte Mads). Han var meget begavet og fingernem (også tit lidt snyd). Vores indgang ind - også til smedjen - var gennem en tilbygning, som vi kaldte for Porten. Her manglede der et vindue. Det var til kattens afbenyttelse. Det var jo meget sjovt. En dag, da Mads stod indenfor og talte med en dame, en kunde, stak Kristian hånden ind og tog hans kasket af og sagde ”Goddag Mads”. Lynhurtigt rakte Mads armen ud og langede Kristian en ordentlig en på kassen. Og det var jo ikke nær så sjovt.
Så fik vi Jens Odder. Han var på værkstedet om dagen. Han hjalp dog til, når der skulle graves eller fordybes brønde. Så hjalp han med at trække den løsgravede jord op af brønden. Anton og Damsgaard fik også en damecykel (til fælles) med to opstandere på baghjulsaksen, så den ene af dem kunne stå bagpå. Og så kørte de sammen i mosen for at rejse tørv, mest i sommerferien. En dag hjem fra mosen, ned ad Skrejhøj Bakke fik Anton storetåen ind i baghjulet og fik skrællet både hud og kød af. Så måtte han ind til byens doktor (Mirakelmand), som jo var P. Så kom foden i kreolinvand og blev forbundet. Lige noget P. havde lyst til.
Og de fleste af byens drenge havde været hos ham med mindre skader som torn og splinter eller betændelse. Og når operationen var overstået, var kuren altid den samme. I bad i det børnevenlige kreolinvand. Det var ikke alle, der syntes om lugten. Han klemte også sener på plads. Også lidt som dyrlæge. Når køer skulle kælve, og kalven vendte forkert, eller hesten var halt, så var der noget med foden i en skæppe. Det og meget andet kunne han, som nu at klippe byens drenge, fange en løbsk hest eller en vild ko.
Gå til top
Gå til "Forord"
Kommentarer
Send en kommentar