Ungdom
Minder
af Ole Henry Kristensen, 1995.
Som 11-årig kom jeg til Gjersbøl for at tjene hos Else og P. Knudsen, og der
var ikke el på gården. Det var rare mennesker, men gammeldags. Jeg måtte dele
seng med karlen. Vi havde et hjemmestøbt tællelys på kammeret, og det måtte
jeg ikke bruge om aftenen, når jeg kom hjem, selvom det var nok så mørkt, for
som Else sagde: "Du kan jo let brænde gården af".
Nu kom der en vanskelig tid for mig, især til at begynde med. Jeg var meget kræsen og vant til sukker på rugmadderne. Her var det mest uden noget på, selvom maden i øvrigt var godt nok. Osten var meget stærk, og flæsk var ikke min livret. Ej heller fårekød. Og landbrug var jeg ikke vant til. Og det var ikke mere end lige til, at jeg kunne køre den tomme møgbør (æ Sloof).
Først i maj, når kreaturerne skulle ud første gang, var de vilde og ustyrlige, så dem kunne jeg ikke holde, så det var noget rod. 8-10 køer 10 store stude, samt kalve og ungkvæg. 8-10 får, plus lam, plus en gedebuk, 5 heste med føløg og føl. Så der var nok at se til. Gedebukken havde de fået som et hjemmeråd mod kalvekastning.
Jeg fik 5 kroner i fæstepenge, da jeg blev (stej) lovet bort for sommeren for 60 kroner i løn. P. Knudsen var gående fra Gjersbøl for at fæste mig. Han havde ingen cykel. Til gengæld fik han loddet låget på sin gule messings-skråtobaksdåse gratis.
De første søndage havde jeg fri om eftermiddagen, men så fik vi gæster en søndag, og så måtte jeg hjælpe til ind til spisetid. Så må du cykle en tur hjem, sagde P. Knudsen. Da jeg var færdig, stod jeg i stalddøren og ventede. Jeg turde ikke køre, før han kom og gav mig lov. Og han havde glemt det, han kom ikke ud før ved halvotte tiden. Han så på klokken og sagde, nu synes han det var for sent. Da var humøret ikke særlig højt - Hjem, hjem, mit kære hjem.
P. Østergaard var vores nærmeste nabo. Han havde en tjenestedreng fra Vorupør. Vi gik i samme skole. Og vi lavede mange løjer sammen, men han var den ældste og stor og stærk. Han kunne banke mig, og det var der jo ingen løjer ved. P. Østergaard flyttede sine køer ved den tid, vi fik formiddagskaffe hos P. Knudsen. Og så reddede han sig tit en kop med, og så fortalte han spøgelseshistorier. Det var han en mester til.
Alle fortalte spøgelseshistorier dengang, og jeg tror, at de selv troede på dem, og selv var bange for spøgelser. En aften P. Østergaard kom hjem, måske det var fra kroen, så han en hund stå og gø. Men den havde ingen hoved. Han ville også vide, om jeg aldrig hørte rullen køre om natten. Rullestuen var lige på den anden side af muren, hvor jeg sov. Det kunne godt give lidt hårrejsning, når jeg var alene.
Efter nogen tid lærte jeg at hente køerne alene. De stod jo i tøjer og skulle kobles sammen, før jeg kunne trække med dem. Jeg tjente der også næste sommer, og derefter et helt år.
Efter at jeg var konfirmeret - om sommeren - gik jeg i skole onsdag og lørdag formiddag. Om vinteren gik jeg hver dag på nær onsdag og lørdag eftermiddag. I Aarup Skole var de et stykke tid over 70 elever i to klasser, så P. Kresten havde nok at se til, kun fri en time hver torsdag om vinteren, når pigerne havde håndgerning med undervisning af hans kone, lærerfruen.
En dag Ejner Kjeldtoft og jeg var mødt lidt tidlig i håndgerningstimen. Vi havde små kinesere med, 72 bundtet, og lunten var snoet sammen. Det skulle kastes ind til pigerne. Jeg skulle åbne døren og var således uset bag døren, mens Ejner blev synlig i døren, da han kastede skytset ind i skolestuen. Det knaldede meget godt, men ved øverste bord sad fru Per Kresten for at undervise i sy og strik, og den knalden kunne hun ikke lide. Og da P. Kresten kom op af middagssøvnen, så vankede der jo på tæven. Og det var noget, han forstod sig på.
Når jeg kom hjem fra skole, hjalp jeg til på værkstedet, hvis der ikke var is, sne eller andet at fordrive tiden med. Var der is på mølledammen, var det jo alle tiders sjov. Så kom de gamle hælebrækkere, skøjter frem, skruet fast med en klo bag i støvlehælen. En snor om støvlesnuden. En dag med nyt snor, som var alt for lang. Jeg havde ingen kniv. Tog jeg et stemmejern for at korte snoren. Stemmejernet havnede langt inde i negl og pegefinger.
En anden uheldsdag. Da vi skulle have vores cykler smurt, også kæden. Cyklen blev vendt om, og Kristian kørte med pedalerne. Jeg brugte en træpensel med olie på til at smøre kæden med. Penslen røg ind i egerne og tilbage og ud igennem min hånd. I begge tilfælde med god brug af kreolinen.
Hos Else plus Per Knudsen, var fårevask og klipning årligt tilbagevendende. Det var mest Else, der klippede, og det med de store spidse fåresakse. Og når hun klippede ind i dyrets skind, var det aldrig ret meget og betød ingenting. Men når vi andre stak eller klippede i, så var det dyrplageri.
Hun klippede ryg og sider. Jeg havde den sjældent helt rene bagdel og halen med alt det beskidte to (uld). Jeg fik ros for det, og hun lovede mig et pund uld til flyttedag, 1. november. Det fik jeg nu ikke, men hun huskede det. Jeg havde glemt det, hun gav mig fem kroner i stedet for.
Når karlen om aftenen var færdig i roerne, skulle hestene hjem for at vandes og på græs igen. Og så var der mulighed for en ridetur på gamle ”Kresten Peter”. Jeg var kommet op at sidde over skrævs, da gamle ”Kresten Peter”, som så fik lyst til at snuse lidt til følhoppen. Men den fik lynhurtigt et par bagben fra hoppen at føle. Den ene bagben ramte min ene træsko og smadrede den.
Så måtte jeg jo gå på bare tæer. Blandt andet, når jeg skulle muge ved køer og svin. Så jeg var sommertider nødt til at vaske tæerne, inden jeg gik i skole. Var græsset bare vådt nok, kunne det ellers godt tage det meste.
Den sommer skulle laden have nyt stråtag lavet af Simon Tækker. Der blev almindeligvis brugt møntorv til bygningen. Men her blev der brugt et godt lag byghalm med kyllingevæv over. Per Knudsen bar halm op til Simon, og så skulle jeg holde på stigen, mens han gik op med halmen. Der kom til at mangle lidt til sidst, og Simon råbte efter mere. Jeg satte i fuldt firspring ind i laden efter halm. Stigen gled, og Per trillede ned fra taget. Heldigvis i det gamle tag, som endnu lå rundt om laden. Lidt bleg, men uden at skælde ud, sagde han: Det må du passe på med en anden gang.
Dyrskuedagen var jeg ene hjemme med Else. Karl, pige plus Per var til skue i Thisted. Efter drøvtidavs, det var efter middagssøvn, blev det et voldsomt lyn- og tordenvejr. Else var meget bange i tordenvejr, og jeg var vel ikke alt for modig. Hun sagde til mig, "Hvis det slår ned her på gården, tror du så, at du kan slæbe mig ud"? Hun vejede nok omkring 250 pund. Køerne skulle jo flyttes, men det måtte jeg ikke. "Kan du ikke gå op i vindmotoren og se, om køerne står ordentligt"? Jeg mener nu ikke, at møllen var et godt sted at være i lyn og torden.
Når Per ikke havde tid eller ærinde i Snedsted, og Else så manglede noget, så blev jeg sendt til Snedsted i Brugsen. ”Og her er 50 øre. Kan du så gå ind og blive klippet”, sagde Else. Så havde jeg rigtig gavn af cyklen.
En sommersøndag ved morgenkaffen ville Else have nogen af os sendt i kirke. Hun var ret religiøs indstillet, men der var ikke rigtig nogen, der ville. Lidt efter var Else ude i gården for at snakke med mælkekusken.
Jeg tænkte, mon det er fordi ingen ville i kirke. Det så nemlig ud som hun græd. Men det var fordi, der var lige kommet bud, at pigens far havde skudt sig. Han havde taget bøsseløbet ind i munden og så trykket af.
I Julen var jeg på besøg hos Else plus Per. Jeg skulle være der om natten. Efter at vi havde spist til aften, var jeg med Else plus Per ude i stalden. Der skulle malkes og hestene fodres af. Imens havde en tidligere karl, senere daglejer, stået udenfor og luret. Og mens malkningen stod på, gik han ind ad bagdøren og ind i soveværelset. Så tog han nogle hundrede kroner af Pers tegnebog, som lå i kommodeskuffen. Men så blev han bange, og i stedet for at bruge døren, sprang han ud ad vinduet, som gik itu, da han ville smække det i efter sig. Og han rev også gardinet ned i sit hastværk for at komme væk. Pigen var imidlertid kommet hjem. Pigen havde haft fri.
Vi sov alle fire på gulvet i stuen. Else og Per turde ikke sove i soveværelset, og pigen turde ikke være på sit kammer. Døren ud til køkkenet kunne ikke låses. Så tog Else og Per bænken, vi sad på til daglig, og de satte den på tværs for køkkendøren. Og så bandt de bænken fast til dørhåndtaget.
Nu kom så den vinter, da jeg gik til præsten. Jeg var for ung til at udskrives af skolen, men jeg skulle jo ud at tjene næste sommer hos Else og Per. Der skulle søges for at få mig ud af skolen, men det undlod P. Kresten. Om det var for at jeg var lige så dygtig som de andre, eller for at blive fri for mine drillerier og gale streger, ved jeg ikke.
Jeg hjalp lidt til på værkstedet, mest efter spisetid om aftenen. Måske mest for at høre på karlenes historier, når de stod der om aftenen. Det var mens Jens Odder var svend. Han fortalte, at han kom ud at tjene, da han var seks år hos Anders Bangs, et par halvældre mennesker, som ikke selv havde børn. De var så gerrige, at de ikke undte ham føden. Når de var gået i seng, listede han op og ud i stalden for at spise de rugbrødsskorper, som var blødgjort i den nymalkede mælk og beregnet til kattene.
Han havde fri én gang, én gang den sommer, og så måtte han løbe på sine bare ben de cirka otte kilometer til Stenbjerg og otte kilometer tilbage igen. Løn for sommeren, et par træsko.
1922 blev søster Margrethe født, og hun var i mange år vores allesammen’s solstråle. Og så kom Arne i 1925. Det var nok ved den tid, eller lidt senere, at vi fik den første bil. En gammel Ford med kaleche, startsving, to gear på fodpedal. En tid stod købmand Bredahls gamle Ford hos os. K plus HK. prøvede dem begge, når der var en aften, vi var ene hjemme.
Mange ting oplevede vi. For eksempel, når Stine og Anders Svensson havde tærskemaskine, så var vi med. Det var en lille maskine, trukket med håndkraft af Peter og Niels og med Marinus som ilægger. A. Svendsen rystede halm og korn. Så var vi inde hos Stine til kaffe med kandis. Jeg fik kogt vand med fløde i. Hun stod bag min stol. Da jeg havde drukket lidt, kunne jeg se noget sort på bunden af koppen. Og kræsen som jeg var, ville jeg ikke have mere. Stine sa’ "Næh! Det er nok en af Ajeses kardusskrå, der er havner i din kop". Det var en sveske, hun havde lagt i koppen. Jeg tror, det var meget nær en opkastning.
Da vi kom ud igen, kom Henning Jensen, min skolekammerat, med sin store, dygtige, sorte hund, som løb efter sten og grene, når vi kastede. Så bestemte vi, at Henning skulle kaste, og jeg skulle holde hunden i halen, så den ikke kunne løbe efter stenen. Men ak og ve! Da Henning kastede, fik jeg stenen lige i hovedet. Læberne flækket, så jeg havde besvær med at spise et stykke tid.
Kandis var nærmest at ligne ved halvsmeltet sukker, og så stødt sammen, så det lignede mest en brunlig træklods. For at få et stykke, skulle man banke med (æ pæsje), den store, massive, strygejern, som Ajs brugte til at banke ravlfletningerne af flade med.
I skoletiden skete der så mange ting. En dag, jeg løb alene, og så kom vognmand K. Back, Nørhå, og kørte forbi mig. Vognen var læsset med store kasser, dem til tusind æg. Det var fristende. Bagsmækken var nede. Jeg hoppede op. Han kunne jo ikke se mig fra kasserne, troede jeg da. Ak og ve. Han havde sådan en god hjemmelavet pisk med et par favne halv som reb med knuder på. Den svingede han rundt om kasserne. Av, ha! Jeg var nede af vognen hurtigere, end jeg kom op.
En anden gang, vi var fem til seks stykker, der fulgtes ad. A. Bang
byggede et nyt stuehus, og det måtte vi se på. Murer Fritjof sad på knæ for at
ordne noget ved soklen, og så kom hans bare krop til syne over livremmen. Det
var ikke til at stå for. Jeg stak en vissen gren fra en staudebusk ned i
bukserne, og det var jo på hans bare hud. Og så væk alle mand med lynets fart
på nær Marinus Andersen. Og så blev det jo ham, der fik et par på hovedet.
I Aarup skole fik vi en ny brønd, som P.K. plus J.Ø. gravede. P.K. gravede. J.Ø. trak op med håndsving, to spande. Når den ene var oppe for at blive tømt, var den anden nede for at blive fyldt op med jord, sand eller sten. Cirka 15 til 20 alen nede støtte de på en stor sten, som de fik op på kanten med stort besvær. Og så mente P.K. endda, at den skulle om i haven til hans stendysse. Og selv om P.K. i mange år havde været byens stærke mand, ville det ikke rigtig lykkes for de to at bære den væk. De forsøgte med at trille den op på en sæk og så hjælpes ad med at bære den, men det gik heller ikke. P. Kresten havde stået og set på dem et stykke tid. "Lad mig lige prøve", sagde han. Og iført sit skoletøj, tog han om den møgbeskidte sten og bar den på plads. Men han kom jo til at se farlig ud.
En anden gang kørte en høj, gammel Ford fast i en snedrive lige uden for skolens vinduer. Alle mand måtte ud at se på.
Men P. Kresten, tog fat i den gl. Fords bagfjedre og løftede den - med folk og det hele - op på vejen igen. Alle knægtene beundrede ham for det.
Da jeg var færdig hos Else + P. Knudsen, kom jeg hjem for at hjælpe i værkstedet, mens Kristian fik plads i Broager fra 1. maj efter sin konfirmation. Han blev syg den dag, han skulle møde, så det blev arrangeret, at jeg fik hans plads i tre måneder, indtil han var rask igen til at tjene.
Efter høst kom jeg til at hjælpe i møllen. Det var slid og slæb uden lige, fra morgen til aften. Sække med 200 pund korn. Aldrig fyraften, når det blæste (I den tid var møllersvenden Axel Baltsen med tærskemaskinen).
Der var ikke mange penge at tjene ved at stå i lære derhjemme, så jeg fik plads hos Jens Vinter, som røgter. Her var de gamle traditioner stadig holdt i hævd, såsom unggilde, aftenskole, gymnastik og kortspil. Jeg var hos Vinter 1½ år sammen med Anders Jensen og Ole forkarl. En rigtig gris. Han klemte sine mange bylder ud på vores håndklæde. Så låsede jeg mit håndklæde ind i skabet, men så gik det desto mere ud over Anders. Vi var jo nok bange for Ole.
Derefter flyttede jeg til ”Enggård” hos Maria og Alfred Yde. Han var meget arbejdsivrig, og karlen var nærmest bange for ham. Karlen var ikke alt for dygtig til at komme op om morgenen. Når han havde fri, kom han altid tidligt hjem. Men en gang, det lynede og tornede, blev han hos Mette til klokken tre, og så turde han ikke gå i seng. Han trak i sit gamle tøj og satte sig på stolen og tændte sin halvlange gårdmandspibe. Men ak og ve! Karl Appelon faldt i søvn, og om morgenen faldt han ned af stolen.
I Aarup skole fik vi en ny brønd, som P.K. plus J.Ø. gravede. P.K. gravede. J.Ø. trak op med håndsving, to spande. Når den ene var oppe for at blive tømt, var den anden nede for at blive fyldt op med jord, sand eller sten. Cirka 15 til 20 alen nede støtte de på en stor sten, som de fik op på kanten med stort besvær. Og så mente P.K. endda, at den skulle om i haven til hans stendysse. Og selv om P.K. i mange år havde været byens stærke mand, ville det ikke rigtig lykkes for de to at bære den væk. De forsøgte med at trille den op på en sæk og så hjælpes ad med at bære den, men det gik heller ikke. P. Kresten havde stået og set på dem et stykke tid. "Lad mig lige prøve", sagde han. Og iført sit skoletøj, tog han om den møgbeskidte sten og bar den på plads. Men han kom jo til at se farlig ud.
En anden gang kørte en høj, gammel Ford fast i en snedrive lige uden for skolens vinduer. Alle mand måtte ud at se på.
Men P. Kresten, tog fat i den gl. Fords bagfjedre og løftede den - med folk og det hele - op på vejen igen. Alle knægtene beundrede ham for det.
Da jeg var færdig hos Else + P. Knudsen, kom jeg hjem for at hjælpe i værkstedet, mens Kristian fik plads i Broager fra 1. maj efter sin konfirmation. Han blev syg den dag, han skulle møde, så det blev arrangeret, at jeg fik hans plads i tre måneder, indtil han var rask igen til at tjene.
Efter høst kom jeg til at hjælpe i møllen. Det var slid og slæb uden lige, fra morgen til aften. Sække med 200 pund korn. Aldrig fyraften, når det blæste (I den tid var møllersvenden Axel Baltsen med tærskemaskinen).
Der var ikke mange penge at tjene ved at stå i lære derhjemme, så jeg fik plads hos Jens Vinter, som røgter. Her var de gamle traditioner stadig holdt i hævd, såsom unggilde, aftenskole, gymnastik og kortspil. Jeg var hos Vinter 1½ år sammen med Anders Jensen og Ole forkarl. En rigtig gris. Han klemte sine mange bylder ud på vores håndklæde. Så låsede jeg mit håndklæde ind i skabet, men så gik det desto mere ud over Anders. Vi var jo nok bange for Ole.
Derefter flyttede jeg til ”Enggård” hos Maria og Alfred Yde. Han var meget arbejdsivrig, og karlen var nærmest bange for ham. Karlen var ikke alt for dygtig til at komme op om morgenen. Når han havde fri, kom han altid tidligt hjem. Men en gang, det lynede og tornede, blev han hos Mette til klokken tre, og så turde han ikke gå i seng. Han trak i sit gamle tøj og satte sig på stolen og tændte sin halvlange gårdmandspibe. Men ak og ve! Karl Appelon faldt i søvn, og om morgenen faldt han ned af stolen.
Da var det allerede ved tiden, vi skulle op. A. Yde havde rapgræs i engen, og
han var bange for, at blæsten skulle slå frøene af, da det var modent. Så en
morgen blev vi vækket meget tidligt, jeg tror ved fire tiden. Høet skulle
høstes, tre til fire daglejere. Marie (konen) malkede alene morgenmalkning den
dag. Fjorten køer.
A. Yde selv på slåmaskinen. Det blev en lang dag til klokken otte aften. Jeg væddede med A. Yde. Han sagde, at jeg, efter den lange arbejdsdag, kunne jeg ikke slå en kraftspring. Jo, jo. Jeg fik aldrig gevinsten. Men til gengæld fik jeg hævn over ham næste dag. Da var vi alle ved at sætte neg sammen og binde over dem. Vi gik to og to sammen. Den ene holdt ved negene, mens den anden bandt over dem. Jeg gik sammen med A. Yde. Og han var i strålende humør over det gode høstresultat, så han fortalte soldaterhistorier, som jeg tog med forbehold, tvivlende og lidt drilsk. Han havde været på skydeskole i København. Jeg svarede, "Det kan jeg jo tro, om jeg vil". Yde: "Tror du jeg lyver"? Og hidsig som han var, greb han fat i mig. Og da jeg tog lidt igen, sagde A. Yde: "Jamen så kom og lad os tage livtag" (Alt i sjov). Men selvfølgelig var det meningen, at jeg skulle ned med nakken. Men det var jo lige noget for mig, og som jeg havde lyst til. Det gik fint. Han kunne ikke rigtig få mig ned. Så prøvede han at spænde ben. Og da han så kun stod på ét ben, væltede jeg ham bagover i den godt fugtige eng. Og så blev jeg liggende oven på ham så længe, at de andre fik tid til at se det ordentligt. Om aftenen fortalte A. Ydes datter, Else til Karl Appelon, at det var første gang, en af tjenestedrengene kunne klare hendes far. Han havde ord for at ville slå til dem.
En dag, den sommer havde en vild ko revet sig i løs. På Snedsted eksportmarked. Og flere havde prøvet på at fange den. Men så forsvandt den helt. Kort tid efter at brød den ind i indhegningen til A. Ydes køer. Og om aftenen køerne skulle hjem, gik den med ind i stalden, og fik vi den lænket. Men vi vidste ikke hvor den kom fra før dagen efter. Og så skulle HK. plus K. Appelon trække den til Snedsted. Fantasien fejlede ikke noget.
Vi var meget bedre end de andre, der havde prøvet. Vi regnede både med dusør og megen rosende omtale. Den ene af os foran, den anden bagved. Vi havde to reb på dyret, så det kunne vi sagtens klare. Så vi var højt oppe, men kom ret hurtigt ned på jorden igen. For så snart stalddøren blev åbnet, satte koen hovedet ned til jorden og sprang afsted ud i møddingen, som var lige udenfor døren. Men hvad værre var, Karl Appelon blev revet med, så han kom til at se lidt grumset ud. Vi havde jo skiftet tøj, for vi skulle jo til Snedsted med vilddyret. HK. forsøgte at holde igen og fik godt fat i et træ, men så gled rebet jo i hånden, og rev en ordentlig luns hud af. Så jeg blev nødt til at give slip, og så var helteglorien jo allerede falmet betydeligt. A. Yde kom til og fik revet snurret et par gange om en telefonpæl. Så kom de fra Snedsted efter dyret, men de blev nødt til at skyde den på stedet.
En dag under arbejdets fordeling spurgte Marie Yde, hvem skulle så slå græsplænen. A. Yde: "Det kan jeg jo selv gøre". "Det vil jeg nu hellere have HK til" svarede Marie. Så var der jo en, der var lidt stolt.
Fårene skulle vaskes ned i åen. Her var vand nok til både at vaske og skylle med, mente A. Yde. Men fårene ville ikke ud i åen, hvor meget end K. Appelon trak i dem. Så jeg måtte om for at skubbe bagpå. Lige med ét rejste fåret sig på bagbenene og med et hop ud i åen. Halvvejs oven på K. Appelon, der faldt bagover. Det var ikke let at lade være at smile (højt). Også de følgende dage til unggilde.
A. Yde selv på slåmaskinen. Det blev en lang dag til klokken otte aften. Jeg væddede med A. Yde. Han sagde, at jeg, efter den lange arbejdsdag, kunne jeg ikke slå en kraftspring. Jo, jo. Jeg fik aldrig gevinsten. Men til gengæld fik jeg hævn over ham næste dag. Da var vi alle ved at sætte neg sammen og binde over dem. Vi gik to og to sammen. Den ene holdt ved negene, mens den anden bandt over dem. Jeg gik sammen med A. Yde. Og han var i strålende humør over det gode høstresultat, så han fortalte soldaterhistorier, som jeg tog med forbehold, tvivlende og lidt drilsk. Han havde været på skydeskole i København. Jeg svarede, "Det kan jeg jo tro, om jeg vil". Yde: "Tror du jeg lyver"? Og hidsig som han var, greb han fat i mig. Og da jeg tog lidt igen, sagde A. Yde: "Jamen så kom og lad os tage livtag" (Alt i sjov). Men selvfølgelig var det meningen, at jeg skulle ned med nakken. Men det var jo lige noget for mig, og som jeg havde lyst til. Det gik fint. Han kunne ikke rigtig få mig ned. Så prøvede han at spænde ben. Og da han så kun stod på ét ben, væltede jeg ham bagover i den godt fugtige eng. Og så blev jeg liggende oven på ham så længe, at de andre fik tid til at se det ordentligt. Om aftenen fortalte A. Ydes datter, Else til Karl Appelon, at det var første gang, en af tjenestedrengene kunne klare hendes far. Han havde ord for at ville slå til dem.
En dag, den sommer havde en vild ko revet sig i løs. På Snedsted eksportmarked. Og flere havde prøvet på at fange den. Men så forsvandt den helt. Kort tid efter at brød den ind i indhegningen til A. Ydes køer. Og om aftenen køerne skulle hjem, gik den med ind i stalden, og fik vi den lænket. Men vi vidste ikke hvor den kom fra før dagen efter. Og så skulle HK. plus K. Appelon trække den til Snedsted. Fantasien fejlede ikke noget.
Vi var meget bedre end de andre, der havde prøvet. Vi regnede både med dusør og megen rosende omtale. Den ene af os foran, den anden bagved. Vi havde to reb på dyret, så det kunne vi sagtens klare. Så vi var højt oppe, men kom ret hurtigt ned på jorden igen. For så snart stalddøren blev åbnet, satte koen hovedet ned til jorden og sprang afsted ud i møddingen, som var lige udenfor døren. Men hvad værre var, Karl Appelon blev revet med, så han kom til at se lidt grumset ud. Vi havde jo skiftet tøj, for vi skulle jo til Snedsted med vilddyret. HK. forsøgte at holde igen og fik godt fat i et træ, men så gled rebet jo i hånden, og rev en ordentlig luns hud af. Så jeg blev nødt til at give slip, og så var helteglorien jo allerede falmet betydeligt. A. Yde kom til og fik revet snurret et par gange om en telefonpæl. Så kom de fra Snedsted efter dyret, men de blev nødt til at skyde den på stedet.
En dag under arbejdets fordeling spurgte Marie Yde, hvem skulle så slå græsplænen. A. Yde: "Det kan jeg jo selv gøre". "Det vil jeg nu hellere have HK til" svarede Marie. Så var der jo en, der var lidt stolt.
Fårene skulle vaskes ned i åen. Her var vand nok til både at vaske og skylle med, mente A. Yde. Men fårene ville ikke ud i åen, hvor meget end K. Appelon trak i dem. Så jeg måtte om for at skubbe bagpå. Lige med ét rejste fåret sig på bagbenene og med et hop ud i åen. Halvvejs oven på K. Appelon, der faldt bagover. Det var ikke let at lade være at smile (højt). Også de følgende dage til unggilde.
En gang hos A. Yde havde Marie klædt sig ud som spåkone. Jeg blev spået, at
jeg fik syv børn. Hvad andet kan jeg ikke huske.
Fra A. Yde rejste jeg til Sjælland sammen med en kammerat, Jens hed han. Ham som forkarl, HK. som fodermester. Og så var der på gården en konfirmeret dreng og en meget dygtig mand. Han passede selv svinene.
Det var den gang, da Svineavl i stor stil var i sin vorden. Vores nabo Oluf eller Otto Olsen, Salløv, var vist nok den første i Danmark med en svinebesætning på over 1000 styk. ”Salløvgård”, som vi kom til at tjene på, var en meget smuk gammel gård med otte store kastanjetræer ved indkørslen. Den var bygget helt i firkant med stråtag og to porte, som blev lukket om aftenen.
Når vi var i byen om aftenen, var det mest i Roskilde i biografen, syv kilometer fra Salløv. Vi cyklede. Jens havde sin cykel med, mens jeg lånte mandens cykel. En enkelt gang var vi til bal i Havdrup. Jens var en rigtig danser, og morede sig godt. En tid efter ville han, at vi skulle til bal samme sted, men den aften ville jeg ikke med. Efter en del tiggeri tog Jens så alene af sted. Men hans cykel var punkteret, så han tog mandens cykel uden at spørge om lov. Han fortalte mig bagefter om turen. På toppen af en lang bakke sprang kæden af cyklen, og Jens tænkte, lad den nu endelig løbe så langt den kan. Så skulle kæden igen sættes på, men der var den væk. Og så måtte Jens tilbage for at lede efter den, men han fandt den ikke. Det må have været en søndag aften, for mandag morgen skulle Jens til Roskilde med svin. Så køber jeg en ny kæde og sætter den på cyklen, så behøver manden ikke at få det at vide. Men allerede ved morgenmalkningen kom manden ud i stalden til mig. "Har du haft min cykel i aftes, uden at få lov"? "Nej, det har jeg ikke". Så strøg han ind i hestestalden til Jens, og hvad de sagde til hinanden, ved jeg ikke. Men Jens, der allerede var fæstet på Salløvgård for vinteren, rejste med til Thy, da vi kom til 1. november.
Jeg var på session, mens jeg var på Sjælland og skulle møde den 31. marts 1932 på ingeniørkasernen i København. For vinteren fik jeg plads på Ulstrup i stalden sammen med Børge Poulsen, Hørdum og med Niels (Havbo), en ganske almindelig fyr, som blev kæreste med køkkenpigen Ellen Hede, senere gift.
Børge var alletiders at tjene sammen med. Han var så rapkæftet, at karlene - og knap nok manden - turde sige noget til ham. Han gik ind til den anden pige, Lange Anne, tror jeg, vi kaldte hende. Men nu kneb det så til gengæld for ham at komme op om morgenen. Og han skulle jo kalde på os andre.
Nu var der ikke flere piger på Ulstrup den vinter. Så jeg gik meget til bal den vinter. Og piger var der såmænd nok af. Men først en aften i Hundborg Forsamlingshus så jeg en af særlige interesse. Og da faldt jeg pladask, januar for 63 år siden. Så jeg mener nok, at det var upassende, at jeg så skulle møde på ingeniørkasernen i København allerede i marts måned.
Men først måtte jeg jo til afsked med - efter min og mange andres mening - den sødeste, rareste og kønneste pige i Hundborg. Seks måneder er en lang tid. Ville det holde til jeg kom hjem? Der var jo parate mandfolk nok. Nu er det 63 år siden.
Som soldat var jeg nok ingen pragteksemplar, men med gymnastik og skydning, med mere, var jeg rigtig godt med. Og en enkelt gang skulle jeg vise de andre en øvelse, men så kunne jeg slet ikke. Det var Lomholdt Hansen, der ledede. Siden den dag var vi ikke rigtig venner, og blev det aldrig. Efter den tid huskede han mig, når vi efter gymnastiktiden skulle rydde op i salen og vaske gulv. Men det gjorde ikke så meget, for det blev gerne sammen med 15 og16, to skrappe sønderjyder, og eventuelt sammen med (Svejk), Nr. 1203, fra Vejle. Han var nok en af samme slags. Så havde vi god tid til at fægtes med de gamle trægeværer med jernbajonet og stødpude på. Eller vi prøvede vægtløftningsredskaberne, eller hvad andet vi kunne hitte på. Det værste var, når gymnastiktiden var sidste time den dag, for så var der jo, efter at de andre soldater var fri. Et par gange prøvede han med at drille. "Hvem var det så, der skulle gøre rent"? Så sprang vi frækt frem og råbte, Her!
Så synes han nok ikke det var sjovt længere. For en dag sagde han. Nr. 12, jeg tror, jeg ville prøve et par andre, og så var vi fri. Og han havde sådan set tabt. Jeg trak liggenummer. 6 måneder. Vintertjeneste. Nogle af befalingsmandseleverne trak frinummer, og dem måtte de sælge. Københavnerne gav med glæde 3-400 kroner for et frinummer. Korporalelev Nagel fik ikke solgt, og så købte jeg den for 175 kroner. Jeg havde ikke glemt den lille mørkhårede fra Thy, og det var lige hvad jeg tjente på Ulstrup næste vinter. Så skrev jeg hjem, om de ville hæve pengene på min sparekassebog og sende dem omgående. Da jeg kom med pengene, sagde officianten (Løgne Ras kaldte vi ham), "Gerrige jyde" til mig. Det betød nu ikke så meget, for han lånte altid mit gevær, når vi var på skydeøvelse. Han var meget dårlig til at se, og han havde meget stærke briller, men dem tog han af, når han skulle (sk…).
Jeg var hos bøssemageren hver anden uge som medhjælper, så kanonen var altid sådan nogenlunde i orden. Så kom tiden, da vi skulle på teltlejr i Jægerspris. Jeg havde nok forset mig, og det huskede Lomholt Hansen, som netop var tilsynsførende. Grunden var, at da vi kom hjem fra marchtur til Frederiksdal, måske 60 kilometer i alt, så var vi foruden at være gnavne og trætte, også godt svedige. Vi havde gammeldags vaskerum uden bruser. Så det var med at komme først til og få vaskefadet fyldt med koldt vand. Og når der kom en ny mand ind, fik han jo nogle fadfulde koldt vand på den svedige krop, så det var en hujen og skrigen. På vores gang boede der en sergent fra 5te. Han ville dæmpe os lidt, men lige da han åbnede døren ind til os, havde jeg lige fået fyldt mit vandfad, og han fik indholdet lige i hovedet, og det var jo ikke lige sagen. Jeg fik tre dages kasernearrest, hvilket vil sige, at jeg ikke måtte forlade kasernen i tre dage. Det traf sig lige netop anden dagen, at vi rejste til Jægerspris.
Lomholt gav ordre til at jeg kun måtte opholde mig i teltet, eller nærmeste omegn (Et vidt begreb). Om aftenen gik jeg på soldaterhjemmet for at skrive til (pigen fra Thy). Men L. Hansen havde ikke glemt mig. Da jeg ikke var i teltet, fik han fat i vores Nr. 10 som vidne. Og jeg fik nu at vide, at jeg blev indberettet for at have forladt lejren, hvilket jeg pure nægtede. Jeg holdt på, at jeg hele tiden var inden for lejrens område (Indhegning). Og nu var (Løgne Ras) igen på spil (han som skød med mit gevær) sigende til mig i enrum. Jeg stod bag teltet og hørte ham give dig ordre på at blive i teltet. Hvilket jeg nægtede. Efter nogen kævlen frem og tilbage, sagde han til mig, men jeg siger det ikke til nogen. Soldaterne, og især københavnerne, holdt med mig. Du var inden for lejrens område. Så en dag kom L. Hansen hen til mig. "Hør her, 12. Vis dig nu som et rigtigt mandfolk, og tag den på tæven, og så lad det være glemt". Så mente jeg nok, at jeg kunne regne ud, hvor det bare henad. Og jeg sagde selvfølgelig nej. Lomholt tabte sagen. Det var ikke så godt for ham. Han var engang blevet sat tilbage i tjenesten. Han blev opdaget med damer i vagten om natten.
Jeg kom først for auditøren, og efter lidt mundhuggeri, sagde han til mig, du har måske en lille lommejury. Måske han syntes, at jeg forsvarede mig godt. Så blev jeg kaldt op for obersten. Og her fik jeg at vide, at jeg ikke var nogen flink soldat. Og det selvom jeg fik udmærkelse i skydning, samt at jeg til den store opvisning, som vi havde for en stor flok civile og militærpersoner, af nogle af befalingsmændene og af soldaterne, som var udtaget til station B, blev det forlangt, at jeg skulle lede B-stationen med seks mand, nummer 1, 2, 3, 4, 5, 6. Jeg skulle som etter, med gasmaske på, udlægge 16 dele til radiostationens mast og rejse mast, se til at masten stod lige, og at Bardunerne var lige stramme. Jeg skulle passe motoren som leverede strøm til B-stationen. Jeg skulle gøre tegn til den, der ordnede bardunerne. Råbe kunne jeg ikke på grund af gasmasken.
Fra A. Yde rejste jeg til Sjælland sammen med en kammerat, Jens hed han. Ham som forkarl, HK. som fodermester. Og så var der på gården en konfirmeret dreng og en meget dygtig mand. Han passede selv svinene.
Det var den gang, da Svineavl i stor stil var i sin vorden. Vores nabo Oluf eller Otto Olsen, Salløv, var vist nok den første i Danmark med en svinebesætning på over 1000 styk. ”Salløvgård”, som vi kom til at tjene på, var en meget smuk gammel gård med otte store kastanjetræer ved indkørslen. Den var bygget helt i firkant med stråtag og to porte, som blev lukket om aftenen.
Når vi var i byen om aftenen, var det mest i Roskilde i biografen, syv kilometer fra Salløv. Vi cyklede. Jens havde sin cykel med, mens jeg lånte mandens cykel. En enkelt gang var vi til bal i Havdrup. Jens var en rigtig danser, og morede sig godt. En tid efter ville han, at vi skulle til bal samme sted, men den aften ville jeg ikke med. Efter en del tiggeri tog Jens så alene af sted. Men hans cykel var punkteret, så han tog mandens cykel uden at spørge om lov. Han fortalte mig bagefter om turen. På toppen af en lang bakke sprang kæden af cyklen, og Jens tænkte, lad den nu endelig løbe så langt den kan. Så skulle kæden igen sættes på, men der var den væk. Og så måtte Jens tilbage for at lede efter den, men han fandt den ikke. Det må have været en søndag aften, for mandag morgen skulle Jens til Roskilde med svin. Så køber jeg en ny kæde og sætter den på cyklen, så behøver manden ikke at få det at vide. Men allerede ved morgenmalkningen kom manden ud i stalden til mig. "Har du haft min cykel i aftes, uden at få lov"? "Nej, det har jeg ikke". Så strøg han ind i hestestalden til Jens, og hvad de sagde til hinanden, ved jeg ikke. Men Jens, der allerede var fæstet på Salløvgård for vinteren, rejste med til Thy, da vi kom til 1. november.
Jeg var på session, mens jeg var på Sjælland og skulle møde den 31. marts 1932 på ingeniørkasernen i København. For vinteren fik jeg plads på Ulstrup i stalden sammen med Børge Poulsen, Hørdum og med Niels (Havbo), en ganske almindelig fyr, som blev kæreste med køkkenpigen Ellen Hede, senere gift.
Børge var alletiders at tjene sammen med. Han var så rapkæftet, at karlene - og knap nok manden - turde sige noget til ham. Han gik ind til den anden pige, Lange Anne, tror jeg, vi kaldte hende. Men nu kneb det så til gengæld for ham at komme op om morgenen. Og han skulle jo kalde på os andre.
Nu var der ikke flere piger på Ulstrup den vinter. Så jeg gik meget til bal den vinter. Og piger var der såmænd nok af. Men først en aften i Hundborg Forsamlingshus så jeg en af særlige interesse. Og da faldt jeg pladask, januar for 63 år siden. Så jeg mener nok, at det var upassende, at jeg så skulle møde på ingeniørkasernen i København allerede i marts måned.
|
| Gutte |
Men først måtte jeg jo til afsked med - efter min og mange andres mening - den sødeste, rareste og kønneste pige i Hundborg. Seks måneder er en lang tid. Ville det holde til jeg kom hjem? Der var jo parate mandfolk nok. Nu er det 63 år siden.
Som soldat var jeg nok ingen pragteksemplar, men med gymnastik og skydning, med mere, var jeg rigtig godt med. Og en enkelt gang skulle jeg vise de andre en øvelse, men så kunne jeg slet ikke. Det var Lomholdt Hansen, der ledede. Siden den dag var vi ikke rigtig venner, og blev det aldrig. Efter den tid huskede han mig, når vi efter gymnastiktiden skulle rydde op i salen og vaske gulv. Men det gjorde ikke så meget, for det blev gerne sammen med 15 og16, to skrappe sønderjyder, og eventuelt sammen med (Svejk), Nr. 1203, fra Vejle. Han var nok en af samme slags. Så havde vi god tid til at fægtes med de gamle trægeværer med jernbajonet og stødpude på. Eller vi prøvede vægtløftningsredskaberne, eller hvad andet vi kunne hitte på. Det værste var, når gymnastiktiden var sidste time den dag, for så var der jo, efter at de andre soldater var fri. Et par gange prøvede han med at drille. "Hvem var det så, der skulle gøre rent"? Så sprang vi frækt frem og råbte, Her!
Så synes han nok ikke det var sjovt længere. For en dag sagde han. Nr. 12, jeg tror, jeg ville prøve et par andre, og så var vi fri. Og han havde sådan set tabt. Jeg trak liggenummer. 6 måneder. Vintertjeneste. Nogle af befalingsmandseleverne trak frinummer, og dem måtte de sælge. Københavnerne gav med glæde 3-400 kroner for et frinummer. Korporalelev Nagel fik ikke solgt, og så købte jeg den for 175 kroner. Jeg havde ikke glemt den lille mørkhårede fra Thy, og det var lige hvad jeg tjente på Ulstrup næste vinter. Så skrev jeg hjem, om de ville hæve pengene på min sparekassebog og sende dem omgående. Da jeg kom med pengene, sagde officianten (Løgne Ras kaldte vi ham), "Gerrige jyde" til mig. Det betød nu ikke så meget, for han lånte altid mit gevær, når vi var på skydeøvelse. Han var meget dårlig til at se, og han havde meget stærke briller, men dem tog han af, når han skulle (sk…).
 |
| Ole Henry Kristensen |
Jeg var hos bøssemageren hver anden uge som medhjælper, så kanonen var altid sådan nogenlunde i orden. Så kom tiden, da vi skulle på teltlejr i Jægerspris. Jeg havde nok forset mig, og det huskede Lomholt Hansen, som netop var tilsynsførende. Grunden var, at da vi kom hjem fra marchtur til Frederiksdal, måske 60 kilometer i alt, så var vi foruden at være gnavne og trætte, også godt svedige. Vi havde gammeldags vaskerum uden bruser. Så det var med at komme først til og få vaskefadet fyldt med koldt vand. Og når der kom en ny mand ind, fik han jo nogle fadfulde koldt vand på den svedige krop, så det var en hujen og skrigen. På vores gang boede der en sergent fra 5te. Han ville dæmpe os lidt, men lige da han åbnede døren ind til os, havde jeg lige fået fyldt mit vandfad, og han fik indholdet lige i hovedet, og det var jo ikke lige sagen. Jeg fik tre dages kasernearrest, hvilket vil sige, at jeg ikke måtte forlade kasernen i tre dage. Det traf sig lige netop anden dagen, at vi rejste til Jægerspris.
Lomholt gav ordre til at jeg kun måtte opholde mig i teltet, eller nærmeste omegn (Et vidt begreb). Om aftenen gik jeg på soldaterhjemmet for at skrive til (pigen fra Thy). Men L. Hansen havde ikke glemt mig. Da jeg ikke var i teltet, fik han fat i vores Nr. 10 som vidne. Og jeg fik nu at vide, at jeg blev indberettet for at have forladt lejren, hvilket jeg pure nægtede. Jeg holdt på, at jeg hele tiden var inden for lejrens område (Indhegning). Og nu var (Løgne Ras) igen på spil (han som skød med mit gevær) sigende til mig i enrum. Jeg stod bag teltet og hørte ham give dig ordre på at blive i teltet. Hvilket jeg nægtede. Efter nogen kævlen frem og tilbage, sagde han til mig, men jeg siger det ikke til nogen. Soldaterne, og især københavnerne, holdt med mig. Du var inden for lejrens område. Så en dag kom L. Hansen hen til mig. "Hør her, 12. Vis dig nu som et rigtigt mandfolk, og tag den på tæven, og så lad det være glemt". Så mente jeg nok, at jeg kunne regne ud, hvor det bare henad. Og jeg sagde selvfølgelig nej. Lomholt tabte sagen. Det var ikke så godt for ham. Han var engang blevet sat tilbage i tjenesten. Han blev opdaget med damer i vagten om natten.
Jeg kom først for auditøren, og efter lidt mundhuggeri, sagde han til mig, du har måske en lille lommejury. Måske han syntes, at jeg forsvarede mig godt. Så blev jeg kaldt op for obersten. Og her fik jeg at vide, at jeg ikke var nogen flink soldat. Og det selvom jeg fik udmærkelse i skydning, samt at jeg til den store opvisning, som vi havde for en stor flok civile og militærpersoner, af nogle af befalingsmændene og af soldaterne, som var udtaget til station B, blev det forlangt, at jeg skulle lede B-stationen med seks mand, nummer 1, 2, 3, 4, 5, 6. Jeg skulle som etter, med gasmaske på, udlægge 16 dele til radiostationens mast og rejse mast, se til at masten stod lige, og at Bardunerne var lige stramme. Jeg skulle passe motoren som leverede strøm til B-stationen. Jeg skulle gøre tegn til den, der ordnede bardunerne. Råbe kunne jeg ikke på grund af gasmasken.
Ingeniørtropperne skulle oprette to radiostationer en A plus en B. B-stationen
var på plads og i orden, godkendt taget ned og pakket sammen før de var
færdige med at rejse A-stationen, som i øvrigt stod med meget skæve master.
Men den eneste påskønnelse, jeg fik for det, var af vores chef - som i øvrigt
selv fik en skideballe. Han havde ikke selv taget maske på, da han
kommanderede ”Gas”. Pludselig rungede oberstens stemme:
Er der ingen gas der hvor kompagnichefen er? Påskønnelsen var kun det,
en udtalelse fra vores chef: ”Det gik jo meget godt med radiostationerne - i særdeleshed med
B-stationen”.
En dag, vi var ude med radiobilerne, blev vi kommanderet i flyverskjul
under nogle store træer. Jeg som etter og motorpasser, løjtnant og
telegrafisten inde i vognen, hvor der var både sender og modtager. De andre
menige inde i haven ved bondemandens blommetræer. Manden kom ud og rasende og
skældte ud. Et par dage før, var hans have blevet hjemsøgt af soldater og nu
var det slut. Om det var mine soldater, for de skulle indberettes. Det
lovede jeg, men det er ikke sket endnu. Jeg tror, at løjtnanten var glad for
mig den dag.
Minderne fra soldatertiden er mange og den første, måske den bedste. Den
første dag om aftenen tog jeg med sporvogn linje 14 ind på KFUM for at skrive
til ”Gutte ”. Ukendt som jeg var med København. Jeg vidste kun, at jeg skulle
med linje 14 tilbage til kasernen. Jeg fandt stoppestedet. Hoppede på linje 14
og rullede afsted. Da kom der en meget sød og venlig dame hen til mig og
sagde: "Soldat skal du ud på ingeniørkasernen"? "Ja, det skulle jeg". "Så kører du den forkerte vej" (en frelsende engel). Jeg kom ud ved
næste stoppested, og så gik det den anden vej. Jeg nåede det lige til
tiden.
|
| Ane & Jens Peter |
[
Gutte er født 17.11.1915 og døbt Gudrun Yde Jespersen. Hun er datter af
slagtermester Jens Peter Jespersen og Ane Sørensen Yde]
Siden den tid gik jeg altid begge veje, også af økonomiske grunde. Daglønnen var 50 øre, sporvogn 20 øre hver vej, så var der 10 øre tilbage at more sig for. Jeg sparede over 60 kroner op, mens jeg var soldat. Da jeg kom hjem, købte jeg et sæt mørkt tøj til en pris af 64 kroner. Jeg var hjemme én gang i de seks måneder. Det var på Pinseorlov, og så var jeg en lille smut i Hundborg. Når jeg skrev til Gutte, var adressen altid "A. M. Jensen" (Millian var gift med Guttes søster, Mary). Slagteren måtte ikke vide noget. Jeg tipser, at Gutte fortalte alt til sin mor, og at hun så fortalte det til slagter Jespersen.
Mens jeg var på bøssemager-værkstedet, der vendte ud mod oberstens have, hvor der var to store espalier-blommetræer op ad muren, kunne man, hvis man ville, nå blommerne ud gennem vinduet med en gammel cykelbagskærm. Blot blev man meget synlig, når man stod i vinduet med skærmen. Når jøden nr. 1204 havde stuevagt, fik jeg to kroner, altså fire dagløn, for at bytte med ham. Han søgte også fredag-, lørdagsfri, men så kom han i snathullet. Og så var det næsten sket for hans vedkommende.
Det skete på den måde, at vi første gang var til svømning i Skudehavnen. Først skulle vi prøvesvømme i et bassin, hvor vi kunne bunde, før vi fik lov at komme i den store dam. Da det var 1204'ses tur, turde han ikke gå i vandet, men blev stående på trappen og stak storetåen ned i vandet og gav så nogle indianerhyl fra sig. Det skulle forestille, at han havde vandskræk, og ud i vandet ville han ikke. Det blev selvfølgelig for meget for sergenten. Og så gav han 1204 et lille skub og plump, om ikke kalorius lå og sprællede ud i vandet. Og så gik han pludselig til bunds. Og uden at nogen egentlig så det, var han væk. Og da han ikke kom op igen, blev det jo med noget betænkelige miner, at vi alle skulle til at lede efter ham. Han var svømmet under vandet og under afspærringen og dukkede først op langt ud i Øresund. Han svømmede bedre end de fleste fisk, men det blev ham jo en dyr svømmetur.
En gang, der var eftersyn på stuerne, blev jeg noteret for ikke at have sat støvlerne op på hylden, men for nemheds skyld havde jeg sat dem bag sengen. Jeg fik at vide, at jeg ingen nattegn fik foreløbig, og næsvist sagde jeg: "Det gør ingenting, for jeg har ikke brug for nattegn". Jeg fik ingen nattegn før en gang, vi fik kompagni-nattegn.
Vi havde en kort tid Florian Larsen som næstkommanderende, mens vores Henze var på skole. Et stykke tid efter blev jeg sendt over til 9’ende med en melding. Og der var det netop Florian Larsen, jeg skulle henvende mig til. Og da jeg var færdig, stillede han mig et spørgsmål, jeg ikke rigtig fik fat på, og jeg sagde ”Hva” på godt Thybomål. Han brølede, "Her hedder det ikke ”Hva”. Her hedder det ”Ikke forstået”. Og så fik jeg alle tidens balle, og da han var færdig, sagde jeg, ”Ikke forstået”. Og så fik jeg jo en balle mere.
Efter en soldatertid kom jeg igen til Ulstrup, og nu kom nok den bedste tid i
hele min ungdomstid. Her var altid liv og løjer, og meget frihed, når blot vi
passede vores arbejde om dagen. Vi var seks karle og to piger, plus
forskellige daglejere, og til tider også håndværkere. Og så var der ikke ret
langt til Hundborg, hvor jeg mere og mere fik min gang, mens Snedsted gled
mere i baggrunden, og så var der heller ikke langt til mit hjem i Aarup.
Siden den tid gik jeg altid begge veje, også af økonomiske grunde. Daglønnen var 50 øre, sporvogn 20 øre hver vej, så var der 10 øre tilbage at more sig for. Jeg sparede over 60 kroner op, mens jeg var soldat. Da jeg kom hjem, købte jeg et sæt mørkt tøj til en pris af 64 kroner. Jeg var hjemme én gang i de seks måneder. Det var på Pinseorlov, og så var jeg en lille smut i Hundborg. Når jeg skrev til Gutte, var adressen altid "A. M. Jensen" (Millian var gift med Guttes søster, Mary). Slagteren måtte ikke vide noget. Jeg tipser, at Gutte fortalte alt til sin mor, og at hun så fortalte det til slagter Jespersen.
Mens jeg var på bøssemager-værkstedet, der vendte ud mod oberstens have, hvor der var to store espalier-blommetræer op ad muren, kunne man, hvis man ville, nå blommerne ud gennem vinduet med en gammel cykelbagskærm. Blot blev man meget synlig, når man stod i vinduet med skærmen. Når jøden nr. 1204 havde stuevagt, fik jeg to kroner, altså fire dagløn, for at bytte med ham. Han søgte også fredag-, lørdagsfri, men så kom han i snathullet. Og så var det næsten sket for hans vedkommende.
Det skete på den måde, at vi første gang var til svømning i Skudehavnen. Først skulle vi prøvesvømme i et bassin, hvor vi kunne bunde, før vi fik lov at komme i den store dam. Da det var 1204'ses tur, turde han ikke gå i vandet, men blev stående på trappen og stak storetåen ned i vandet og gav så nogle indianerhyl fra sig. Det skulle forestille, at han havde vandskræk, og ud i vandet ville han ikke. Det blev selvfølgelig for meget for sergenten. Og så gav han 1204 et lille skub og plump, om ikke kalorius lå og sprællede ud i vandet. Og så gik han pludselig til bunds. Og uden at nogen egentlig så det, var han væk. Og da han ikke kom op igen, blev det jo med noget betænkelige miner, at vi alle skulle til at lede efter ham. Han var svømmet under vandet og under afspærringen og dukkede først op langt ud i Øresund. Han svømmede bedre end de fleste fisk, men det blev ham jo en dyr svømmetur.
En gang, der var eftersyn på stuerne, blev jeg noteret for ikke at have sat støvlerne op på hylden, men for nemheds skyld havde jeg sat dem bag sengen. Jeg fik at vide, at jeg ingen nattegn fik foreløbig, og næsvist sagde jeg: "Det gør ingenting, for jeg har ikke brug for nattegn". Jeg fik ingen nattegn før en gang, vi fik kompagni-nattegn.
Vi havde en kort tid Florian Larsen som næstkommanderende, mens vores Henze var på skole. Et stykke tid efter blev jeg sendt over til 9’ende med en melding. Og der var det netop Florian Larsen, jeg skulle henvende mig til. Og da jeg var færdig, stillede han mig et spørgsmål, jeg ikke rigtig fik fat på, og jeg sagde ”Hva” på godt Thybomål. Han brølede, "Her hedder det ikke ”Hva”. Her hedder det ”Ikke forstået”. Og så fik jeg alle tidens balle, og da han var færdig, sagde jeg, ”Ikke forstået”. Og så fik jeg jo en balle mere.
|
| Ole Henry |
De fleste på Ulstrup var til Store Onsdag dette år, og det i et frygteligt
blæsevejr, som steg til stærk storm eller orkan - så hårdt, at vingerne blæste
af vindmotoren. Og da den trak en dynamo, som lavede strøm, overført til 30
akkumulatorer, som så holdt hele gården med lys. Møllen trak også roerasper og
vandpumpe. Vi var en tid meget dårlig stillede.
Det var min far, der skulle ordne vindmotoren. Og samtidig gik der en ældre, men dygtig tømrer som fast mand på Ulstrup. Når der var brug for en tømrer, når der var håndværkere på Ulstrup, spiste de altid med ved bordet i folkestuen, hvor manden Folmer Houe [proprietær] også spiste, men kun til middag.
Far og Folmer Houe kendte hinanden fra tiden i mosen, så snakken gik livlig. Og da Folmer Houe spurgte til, hvordan det gik på værkstedet i Aarup, blev der måske pralet lidt med alt det, der var at lave. Og det kunne den gamle tømrer ikke rigtig tåle. Og ondskabsfuld, som han nok var - der fortaltes om ham, at han engang havde revet konens ene øre halvt af, så de måtte til læge for at få den syet fast igen - så var hans bemærkning: "Der kommer måske nogen om aftenen, med en kjeld, (brønd), som skal fordybes". Den sad, og så grinede han. Det er første gang, jeg kan huske, at min far ikke fik svaret igen, når der var nogen, som grinede og gjorde nar af ham. Og jeg har nok følt det som min pligt at hjælpe ham. Jeg sagde til tømreren: "Nej, sådan er det ikke, det går til, men der kommer sommertider nogen, som meget gerne vil have et øre loddet fast". Tømreren var knockoutet for denne gang. Hans skadefryd var slut for denne gang. Den sad nok lige i solar plexus.
Jeg mener selv, at kunne godt med Folmer Houe og frue (Nanna), når ellers jeg kunne holde min mund eller passe på, ikke for mange hørte det, hvis jeg var på grænsen til at være næsvis. Folmer Houe var formand i ungdomsforeningen, hvor vi havde sangleg plus dans. Ingen musik, men Guttes far og Kristian Fink sang, og så dansede vi til. Folmer Houe var med i sangleg, men kunne ikke danse. Næste dag ved middagsbordet spurgte jeg ham, om han ikke havde ondt i benene af den dansen. Det var nok tæt på? Uden at prale!
Det var min far, der skulle ordne vindmotoren. Og samtidig gik der en ældre, men dygtig tømrer som fast mand på Ulstrup. Når der var brug for en tømrer, når der var håndværkere på Ulstrup, spiste de altid med ved bordet i folkestuen, hvor manden Folmer Houe [proprietær] også spiste, men kun til middag.
Far og Folmer Houe kendte hinanden fra tiden i mosen, så snakken gik livlig. Og da Folmer Houe spurgte til, hvordan det gik på værkstedet i Aarup, blev der måske pralet lidt med alt det, der var at lave. Og det kunne den gamle tømrer ikke rigtig tåle. Og ondskabsfuld, som han nok var - der fortaltes om ham, at han engang havde revet konens ene øre halvt af, så de måtte til læge for at få den syet fast igen - så var hans bemærkning: "Der kommer måske nogen om aftenen, med en kjeld, (brønd), som skal fordybes". Den sad, og så grinede han. Det er første gang, jeg kan huske, at min far ikke fik svaret igen, når der var nogen, som grinede og gjorde nar af ham. Og jeg har nok følt det som min pligt at hjælpe ham. Jeg sagde til tømreren: "Nej, sådan er det ikke, det går til, men der kommer sommertider nogen, som meget gerne vil have et øre loddet fast". Tømreren var knockoutet for denne gang. Hans skadefryd var slut for denne gang. Den sad nok lige i solar plexus.
Jeg mener selv, at kunne godt med Folmer Houe og frue (Nanna), når ellers jeg kunne holde min mund eller passe på, ikke for mange hørte det, hvis jeg var på grænsen til at være næsvis. Folmer Houe var formand i ungdomsforeningen, hvor vi havde sangleg plus dans. Ingen musik, men Guttes far og Kristian Fink sang, og så dansede vi til. Folmer Houe var med i sangleg, men kunne ikke danse. Næste dag ved middagsbordet spurgte jeg ham, om han ikke havde ondt i benene af den dansen. Det var nok tæt på? Uden at prale!
[ Nanna Rosenauer Hauch, datter af minister Henrik Andreas Rosenauer
Hauch].
[Kristian Fink, ”Lundgaard”, Hundborg ]
En gang stakkede vi hø med Viggo Ninn som daglejer. Han kunne samle tre dynger for hver to stakke, vi andre satte sammen. Den dag kom N. plus F. Houe ud i marken til os, og de har nok rigtig frydet sig over den gode avl, det gode vejr og den meget sved, der nærmest randt ned ad os. Da de havde kigget lidt, kaldte Folmer Houe folkene sammen ved den sidste stak, som jeg havde gjort færdig. "Jeg vil gerne se, at I gør jeres stakke færdige, og at de ser ud som Henrys stak". Bla, bla, bla.
En gang stakkede vi hø med Viggo Ninn som daglejer. Han kunne samle tre dynger for hver to stakke, vi andre satte sammen. Den dag kom N. plus F. Houe ud i marken til os, og de har nok rigtig frydet sig over den gode avl, det gode vejr og den meget sved, der nærmest randt ned ad os. Da de havde kigget lidt, kaldte Folmer Houe folkene sammen ved den sidste stak, som jeg havde gjort færdig. "Jeg vil gerne se, at I gør jeres stakke færdige, og at de ser ud som Henrys stak". Bla, bla, bla.
Jeg fik også hyre med at slibe selvbinderknivene. Ligeledes at høste for med
le. På de store marker - 30 tønder sæde i hver kornmark - med Edmund til at
binde negene. Når vi kom ind i rigtig tæt, og næsten mandshøjt korn, kunne han
ikke følge med. Så lovede han mig klø. Jeg fik dem dog aldrig, skønt han var
en rigtig hidsig slagsbror. Så det kunne godt være op over. Så mundhuggedes vi
et stykke tid, og så gik det jo igen.
Det var ikke alt jeg lavede, der lykkedes. En gang Nanna havde plaget F. Houe for at få en storkerede sat op på laden. Da de så kørte til Snedsted, kom begge piger ud og sagde at jeg skulle lave en storkerede. Jeg gik i gang med et defekt vognhjul. Og mens pigerne heppede, "Skynd dig inden de kommer hjem". Resultat, den ligner aldrig nogen verdens ting. Måske en ægte Storm P. Og den kom aldrig op på taget. Og så blev jeg drillet en hel del. Men de fik jo igen af samme skuffe eller værre.
En anden gang gik det ud over Axel Larsen, som jeg delte værelse med. (Rosenørn de Lassen) kaldte vi ham. Lille som han var i store næsetræsko og med sokkerne udenom buksebenene, når han var i gummistøvler for at ikke skulle rådne bukserne. Han havde fået nye tænder. Og da han kom ind fra vaskerummet, så han sig i spejlet og sagde, "Pæn Aksel". Han havde ikke set, at jeg også var i kammeret. Det var ikke så godt for ham. Næsten synd for ham. Det måtte han høre meget for.
Han kom fra Ulstrup i utide, og så kom jeg til at dele kammer med Aksel Sjælland, søn af Marie Sjælland. En gang på Ulstrup fik de nyt gulvtæppe i en af stuerne, og så ville pigerne have den gamle tæppe. Men den skulle først bankes grundigt og luftes, så de lagde den på spandebænken. Og så regnede det om natten og flere dage i træk. En søndag formiddag et stykke tid efter, stod jeg sammen med Aksel.
Vi kiggede på tæppet. Det var jo dog egentlig en skam. Og så tog vi gulvtæppet og bar det om i det gamle maskinhus og bredte det ud over selvbinderen. En dag, da det var blevet rigtig godt tørt, tog vi det ind på vores kammer og satte bord, skabe og senge ovenpå. Så var den ikke så let at fjerne igen, men næste dag var den væk.
En forårsaften, N. plus F. Houe var ude, var vi samlet omme på vejen ved dammen. Cyklerne havde vi med. Lidt efter kom også pigerne. Og de tiggede meget for at få en cykeltur. Da var det, jeg kørte den ene af dem så langt ud i dammen, som jeg kunne. Jeg med bare ben i træsko. Hende med sko og strømper, drivende våd.
Om Røde Anes Bro gik der mange historier. En aften i måneskin ville jeg en tur hjem til Aarup på besøg. Måske bagefter et smut til Hundborg. Da jeg nærmer mig Røde Anes Bro, så jeg noget sort ligge og kravle midt på vejen og vride sig. Det virkede mildes talt uhyggeligt, og hjernen stod vel stille for et øjeblik. Men da jeg kom derhen, var det anden karlen fra ”Midholmgaard”. Hans bukser var gået fast i kæden, og så havde han mas med at komme fri. Men spøgeriet var jo afsløret, selvom nakkehåret havde rejst sig.
Til at begynde med, når jeg kom til Hundborg om aftenen, var det ligesom, at der var øretæver i luften. De unge karle ville vel passe på deres egne piger. En aften, jeg havde parkeret cyklen i smøgen mellem Slagterens og Barber Kjær, var ventilerne væk, da jeg kom efter den. Så måtte jeg finde et andet sted til cyklen. Det blev bag købmand Nielsens gamle stald i askemøddingen. Men det måtte den jo finde sig i indtil jul, da jeg begyndte at komme mere frit til Slagterens. Jeg havde dog hilst på Guttes mor. Hun serverede kaffe for os en gang. Gutte lå i sengen med alletiders kæmpe tandbyld. Peter Hansen og Guttes brødre var rappe på næverne og ville passe på den lille.
Hun var jo ikke ret gammel, og så rende med en af Ulstrups karle. Jeg blev dog venner med Jens Yde, og så var jeg straks lidt mere modig. Vores mødested var ellers hos Guttes søster Mary, gift med Millian. De boede tæt ved slagteren i Kirkebo, hvor Millian kørte taxa, og Mary friserede. De var meget flinke, og vi havde en meget skøn tid der. Jeg havde kendt Millian i lang tid. Han var i flere år hos købmand Bredal i Aarup, og kom meget i mit hjem. Taxaen gav ikke så mange penge, så en tid var han slagtersvend hos Guttes far. Så flyttede de til Klitmøller, der byggede de et nyt hus og startede hønseri og købmandsforretning. Når Gutte og jeg besøgte dem, cyklede vi fra Hundborg til Klitmøller og retur.
En gang kørte Guttes far med os i slagterbilen til Klitmøller. Da vi skulle hjem, var der ingen lys på bilen, og mekanikeren kunne ikke lave det. Men Jespersen var ikke sådan at slå ud. "Vi kører alligevel", sagde han. Det var jo sommer og lyst i vejret. Da vi kom ind i skoven, var det alligevel ret mørkt. Så var vi inde hos plantøren og lånte en flagermuslygte. Og så måtte jeg stå ude på trinbrættet med lygten. Og så kørte vi i grøften til den side, hvor jeg stod. Vi kom dog til Hundborg i god behold.
En anden gang Jens Yde havde lånt bilen. Vi skulle til bal i Vang forsamlingshus. Da vi skulle hjem, startede Jens Yde med en kanonstart. Vi havnede med den ene sides to hjul oppe på en skråning ved vejsiden. Men der skete ingenting.
Gutte var med i meget indenfor gymnastik og ungdomsforening og dilettant. Og når de en hel vinter læste og øvede til det, måtte jeg stå og vente på hende, til de var færdige. Ventetiden kunne godt være lang, men det var det værd. Og jeg har aldrig fortrudt, at jeg ventede ved sådanne fester. Og ved ballerne var der ellers rivaler nok. Hun havde mange beundrere, og det kunne godt være svært at se på.
Men det er jo med at holde ud. Og så blev vi ringforlovede. Så var der ligesom lidt mere styr på det hele. Tiden gik, og Gutte tjente en hel del som frisør. Og jeg tjente lidt på landet. Jeg tror vi var ret nøjsomme, men helt det store blev det ikke for mit vedkommende. Jeg kom på Hørdum Mejeri til en løn af 15 kroner per måned. Arbejdstid cirka 10-12 timer dagligt. Søndag 6-7 timer. Jeg blev der kun om sommeren. Fik så plads på Rolighed ved Hørdum. Og det som ganske almindeligt karl til at gå i marken. Husstanden var A. Sønderskov plus konen Ruth, mandens forældre, Karen og Poul Sønderskov, en karl plus en konfirmeret dreng.
Manden og drengen som fodermestre. Men da manden tit rejste til Fyn for at købe røde køer, som han så solgte igen, blev fodringen ikke altid passet lige godt. Og det var den gamle Poul S. meget utilfreds med. Han kørte nemlig med hest og vogn rundt i Hørdum og Koldby og solgte mælk. Og så var han sur og gnaven, når der ikke var mælk nok til kunderne.
Han var ellers en rar og flink gammel mand, som jeg var meget fortrolig med, mens A. Sønderskov var lidt af en spradebasse. Resultatet blev, at jeg kom i stalden for at passe køerne, og vi fik en ny karl til at gå i marken. Niels hed han og var broder til den første karl, jeg som dreng tjente sammen med hos P. Knudsen i Gjersbøl.
Men nu gik det godt med mælken, og Poul og jeg var meget gode venner. Når vi sad inde i varmen om aftenen, sad Poul i sin stol og faldt i søvn, og vi morede os, for så solgte han mælk til byens fruer, "1½ liter til Fru…, Fløde og kærnemælk til Fru…" .
Nu kom tiden, da gæssene skulle slagtes til Jul. De blev stukket i nakken, og blodet taget fra. Det fik vi så stegt på panden som blodpandekage. Det smagte godt og var noget nær min livret. Der var mange gæs, så vi fik ikke spist op. Da jeg efter Julen en aften fik serveret blodpandekagelevninger, kastede jeg det hele op, så snart jeg var kommet ud. Jule og Nytårsfrihed havde vi aftalt sådan, at karlene havde fri tre dage i Jul, mens jeg så fik tre dage i Nytår, hvor karlene så passede køerne. Den første morgen, da jeg kom igen efter ferien, kom Poul hen til mig. "Åh, Bette Henry, køerne har sat 40 pund af på mælken, og det mangler jeg sådan. Du må se at få dem op på det normale igen".
Jeg var fæstet der for næste sommer, men efter en lille uenighed med A. Sønderskov, sagde jeg op og rejste 1. maj. Og så fik jeg plads i Brund, hos Kren Møller. Det var ellers sjovt nok hos Sønderskovs. Til Jul fik vi hver en skjorte, men ved min var der sat en 5-kronerseddel op under kraven. Om aftenen spillede vi æsel med Poul, hvis han da ikke sov. Og her hos Sønderskov gjorde jeg min første handel med henblik på fremtidigt landbrug. Jeg købte en drægtig gylt af kontrolassistenten. Da Sønderskov så den, ville han absolut bytte med en kviekalv med stamtavle og store ydelsestal på moderkonen. Det var fra min side sikkert en dum og dårlig handel. Slagter Jespersens kommentar, "Havde det ikke været bedre at beholde soen". Gutte og jeg kaldte kvien for ”Bitten”. Den skulle så have gratis foder, mens jeg var hos Sønderskov.
Da jeg Nytårsdag om formiddagen kom på besøg hos slagterens, sad Guttes far
ved bordet med en kladdebog. Jeg fik plads ved den anden side af bordet, hvor
tobaksbordet med radio, pibe og en pakke Gordon-tobak til 50 øre minus to øres
rabat, når man købte i Brugsen. Jespersen: "Jeg har et nytårsforsæt. Jeg er holdt op med at ryge". Cirka fem minutter efter sagde han, "Åh, tag mig lige min pibe og tobak".
En gang ville han køre os en tur til Morup Mølle. Vi kørte over Nørhå, og her skulle jeg banke hans pibe ud af bilens siderude. Pibehovedet røg af, og jeg mente vi skulle holde for at samle den op, men nej. Pyt med det. Det havde han ikke tid til.
Guttes mor var et rigtigt hjemmemenneske og var sjældent med. Men når byens koner skulle barsle, så vidste de nok, hvor ”An-Slagter” var. Hun var nu nok at regne for byens gode fe.
Det var ikke alt jeg lavede, der lykkedes. En gang Nanna havde plaget F. Houe for at få en storkerede sat op på laden. Da de så kørte til Snedsted, kom begge piger ud og sagde at jeg skulle lave en storkerede. Jeg gik i gang med et defekt vognhjul. Og mens pigerne heppede, "Skynd dig inden de kommer hjem". Resultat, den ligner aldrig nogen verdens ting. Måske en ægte Storm P. Og den kom aldrig op på taget. Og så blev jeg drillet en hel del. Men de fik jo igen af samme skuffe eller værre.
En anden gang gik det ud over Axel Larsen, som jeg delte værelse med. (Rosenørn de Lassen) kaldte vi ham. Lille som han var i store næsetræsko og med sokkerne udenom buksebenene, når han var i gummistøvler for at ikke skulle rådne bukserne. Han havde fået nye tænder. Og da han kom ind fra vaskerummet, så han sig i spejlet og sagde, "Pæn Aksel". Han havde ikke set, at jeg også var i kammeret. Det var ikke så godt for ham. Næsten synd for ham. Det måtte han høre meget for.
Han kom fra Ulstrup i utide, og så kom jeg til at dele kammer med Aksel Sjælland, søn af Marie Sjælland. En gang på Ulstrup fik de nyt gulvtæppe i en af stuerne, og så ville pigerne have den gamle tæppe. Men den skulle først bankes grundigt og luftes, så de lagde den på spandebænken. Og så regnede det om natten og flere dage i træk. En søndag formiddag et stykke tid efter, stod jeg sammen med Aksel.
Vi kiggede på tæppet. Det var jo dog egentlig en skam. Og så tog vi gulvtæppet og bar det om i det gamle maskinhus og bredte det ud over selvbinderen. En dag, da det var blevet rigtig godt tørt, tog vi det ind på vores kammer og satte bord, skabe og senge ovenpå. Så var den ikke så let at fjerne igen, men næste dag var den væk.
En forårsaften, N. plus F. Houe var ude, var vi samlet omme på vejen ved dammen. Cyklerne havde vi med. Lidt efter kom også pigerne. Og de tiggede meget for at få en cykeltur. Da var det, jeg kørte den ene af dem så langt ud i dammen, som jeg kunne. Jeg med bare ben i træsko. Hende med sko og strømper, drivende våd.
Om Røde Anes Bro gik der mange historier. En aften i måneskin ville jeg en tur hjem til Aarup på besøg. Måske bagefter et smut til Hundborg. Da jeg nærmer mig Røde Anes Bro, så jeg noget sort ligge og kravle midt på vejen og vride sig. Det virkede mildes talt uhyggeligt, og hjernen stod vel stille for et øjeblik. Men da jeg kom derhen, var det anden karlen fra ”Midholmgaard”. Hans bukser var gået fast i kæden, og så havde han mas med at komme fri. Men spøgeriet var jo afsløret, selvom nakkehåret havde rejst sig.
Til at begynde med, når jeg kom til Hundborg om aftenen, var det ligesom, at der var øretæver i luften. De unge karle ville vel passe på deres egne piger. En aften, jeg havde parkeret cyklen i smøgen mellem Slagterens og Barber Kjær, var ventilerne væk, da jeg kom efter den. Så måtte jeg finde et andet sted til cyklen. Det blev bag købmand Nielsens gamle stald i askemøddingen. Men det måtte den jo finde sig i indtil jul, da jeg begyndte at komme mere frit til Slagterens. Jeg havde dog hilst på Guttes mor. Hun serverede kaffe for os en gang. Gutte lå i sengen med alletiders kæmpe tandbyld. Peter Hansen og Guttes brødre var rappe på næverne og ville passe på den lille.
Hun var jo ikke ret gammel, og så rende med en af Ulstrups karle. Jeg blev dog venner med Jens Yde, og så var jeg straks lidt mere modig. Vores mødested var ellers hos Guttes søster Mary, gift med Millian. De boede tæt ved slagteren i Kirkebo, hvor Millian kørte taxa, og Mary friserede. De var meget flinke, og vi havde en meget skøn tid der. Jeg havde kendt Millian i lang tid. Han var i flere år hos købmand Bredal i Aarup, og kom meget i mit hjem. Taxaen gav ikke så mange penge, så en tid var han slagtersvend hos Guttes far. Så flyttede de til Klitmøller, der byggede de et nyt hus og startede hønseri og købmandsforretning. Når Gutte og jeg besøgte dem, cyklede vi fra Hundborg til Klitmøller og retur.
En gang kørte Guttes far med os i slagterbilen til Klitmøller. Da vi skulle hjem, var der ingen lys på bilen, og mekanikeren kunne ikke lave det. Men Jespersen var ikke sådan at slå ud. "Vi kører alligevel", sagde han. Det var jo sommer og lyst i vejret. Da vi kom ind i skoven, var det alligevel ret mørkt. Så var vi inde hos plantøren og lånte en flagermuslygte. Og så måtte jeg stå ude på trinbrættet med lygten. Og så kørte vi i grøften til den side, hvor jeg stod. Vi kom dog til Hundborg i god behold.
En anden gang Jens Yde havde lånt bilen. Vi skulle til bal i Vang forsamlingshus. Da vi skulle hjem, startede Jens Yde med en kanonstart. Vi havnede med den ene sides to hjul oppe på en skråning ved vejsiden. Men der skete ingenting.
Gutte var med i meget indenfor gymnastik og ungdomsforening og dilettant. Og når de en hel vinter læste og øvede til det, måtte jeg stå og vente på hende, til de var færdige. Ventetiden kunne godt være lang, men det var det værd. Og jeg har aldrig fortrudt, at jeg ventede ved sådanne fester. Og ved ballerne var der ellers rivaler nok. Hun havde mange beundrere, og det kunne godt være svært at se på.
Men det er jo med at holde ud. Og så blev vi ringforlovede. Så var der ligesom lidt mere styr på det hele. Tiden gik, og Gutte tjente en hel del som frisør. Og jeg tjente lidt på landet. Jeg tror vi var ret nøjsomme, men helt det store blev det ikke for mit vedkommende. Jeg kom på Hørdum Mejeri til en løn af 15 kroner per måned. Arbejdstid cirka 10-12 timer dagligt. Søndag 6-7 timer. Jeg blev der kun om sommeren. Fik så plads på Rolighed ved Hørdum. Og det som ganske almindeligt karl til at gå i marken. Husstanden var A. Sønderskov plus konen Ruth, mandens forældre, Karen og Poul Sønderskov, en karl plus en konfirmeret dreng.
Manden og drengen som fodermestre. Men da manden tit rejste til Fyn for at købe røde køer, som han så solgte igen, blev fodringen ikke altid passet lige godt. Og det var den gamle Poul S. meget utilfreds med. Han kørte nemlig med hest og vogn rundt i Hørdum og Koldby og solgte mælk. Og så var han sur og gnaven, når der ikke var mælk nok til kunderne.
Han var ellers en rar og flink gammel mand, som jeg var meget fortrolig med, mens A. Sønderskov var lidt af en spradebasse. Resultatet blev, at jeg kom i stalden for at passe køerne, og vi fik en ny karl til at gå i marken. Niels hed han og var broder til den første karl, jeg som dreng tjente sammen med hos P. Knudsen i Gjersbøl.
Men nu gik det godt med mælken, og Poul og jeg var meget gode venner. Når vi sad inde i varmen om aftenen, sad Poul i sin stol og faldt i søvn, og vi morede os, for så solgte han mælk til byens fruer, "1½ liter til Fru…, Fløde og kærnemælk til Fru…" .
Nu kom tiden, da gæssene skulle slagtes til Jul. De blev stukket i nakken, og blodet taget fra. Det fik vi så stegt på panden som blodpandekage. Det smagte godt og var noget nær min livret. Der var mange gæs, så vi fik ikke spist op. Da jeg efter Julen en aften fik serveret blodpandekagelevninger, kastede jeg det hele op, så snart jeg var kommet ud. Jule og Nytårsfrihed havde vi aftalt sådan, at karlene havde fri tre dage i Jul, mens jeg så fik tre dage i Nytår, hvor karlene så passede køerne. Den første morgen, da jeg kom igen efter ferien, kom Poul hen til mig. "Åh, Bette Henry, køerne har sat 40 pund af på mælken, og det mangler jeg sådan. Du må se at få dem op på det normale igen".
Jeg var fæstet der for næste sommer, men efter en lille uenighed med A. Sønderskov, sagde jeg op og rejste 1. maj. Og så fik jeg plads i Brund, hos Kren Møller. Det var ellers sjovt nok hos Sønderskovs. Til Jul fik vi hver en skjorte, men ved min var der sat en 5-kronerseddel op under kraven. Om aftenen spillede vi æsel med Poul, hvis han da ikke sov. Og her hos Sønderskov gjorde jeg min første handel med henblik på fremtidigt landbrug. Jeg købte en drægtig gylt af kontrolassistenten. Da Sønderskov så den, ville han absolut bytte med en kviekalv med stamtavle og store ydelsestal på moderkonen. Det var fra min side sikkert en dum og dårlig handel. Slagter Jespersens kommentar, "Havde det ikke været bedre at beholde soen". Gutte og jeg kaldte kvien for ”Bitten”. Den skulle så have gratis foder, mens jeg var hos Sønderskov.
|
|
Gudrun og Henry er blevet ringforlovede |
En gang ville han køre os en tur til Morup Mølle. Vi kørte over Nørhå, og her skulle jeg banke hans pibe ud af bilens siderude. Pibehovedet røg af, og jeg mente vi skulle holde for at samle den op, men nej. Pyt med det. Det havde han ikke tid til.
Guttes mor var et rigtigt hjemmemenneske og var sjældent med. Men når byens koner skulle barsle, så vidste de nok, hvor ”An-Slagter” var. Hun var nu nok at regne for byens gode fe.
Første gang jeg var hos Slagterens. Jens Yde [Gudruns bror] havde
narret mig. "Kom bare med ind, vi er alene hjemme". Så gik han foran,
og dørene godt op, og der indenfor sad så hele familien. Jeg kom ret hurtigt
ud igen.
En anden gang, da de var i byen, og jeg var kommet ind hos Gutte og Jens Yde, kom Guttes mor hjem, nok for at skifte tøj. Det var mekanikeren Kjærgårds kone, der var i gang med at føde. Jeg måtte hurtigt ud ad bagdøren, ud i den mørke smøge mellem Hedegårds og Jespersens. Jeg røg ned i Hedegårds lyskasse, der var ingen rist over.
Guttes mor, ”Ane”, var god mod småkårsfolk, og når hun havde bagt, kogt eller stegt, måtte Gutte tit rundt med en bid, hist og her. Guttes mor var altid med på sjov, og hun var i fuldt mål i besiddelse af den Jyske Lune, og det er nok efter hende, at Moster Kanna har det humoristiske. En rigtig lille gavstrik var og er hun. Senere fik vi megen løjer, grin og fest sammen med hende.
Da jeg 1. maj kom til Brund hos Kren Møller. Han var hjemvendt fra USA efter 27 år, tror jeg, og med mange penge, men det gik ham ikke så godt i Danmark. Den 2. maj om morgenen begyndte det at sne, og jeg skulle med hest og vogn køre ud i Hillerslev Mose, for at finde en mand dér, som skulle grave tørv for os. Mit tøjskab med tøj og gummistøvler var sendt med fragtbil over Thisted og var ikke nået frem, så jeg havde kun det tynde, blå arbejdstøj, som jeg gik og stod i. Så jeg fik klippet tre huller i en god, stor sæk, hul til hoved og arme, og så kørte jeg ud i Mosen. Jeg fandt også manden, og vi gravede tørv hele dagen. Det foregik på den måde, at han trådte et dertil egnet redskab ned i Mosejorden og hev så jorden op i store, lange bjælker og tippede det over på et langt bræt, som jeg havde parat til ham. Så trak hesten det hen, hvor det skulle ligge, og så tippede jeg det af, og så tilbage til manden efter næste læs. Det var der ikke meget arbejde ved. Og vi havde ingen læ, når vi spiste vores medbragte mad. Så det blev en meget kold dag.
Kren Møller var eksemplarisk flink, men også utrolig hidsig og hurtig. Alt skulle give sig og føje sig for ham. Som da vi havde en spædekalv, der ikke ville have hovedet nedad, når den skulle drikke mælk. Så væltede den mælken over ham, og så sparkede den ham over armen, efter han først havde sparket den. Ane Marie var husbestyrerinde for ham, og hun var af den mere rolige slags. Hun havde været hos ham i mange år og kendte ham. Hun kom hen til mig. ”Nu må du nok hellere give kalven mælk herefter”. De varede et par dage før den rigtige lærte at drikke mælk.
Vi havde otte sortbrogede og fire røde køer. Vi havde hver fire køer at malke. Jeg fik de fire røde, fordi, som Kren Møller sagde, den ene af de røde ville slå ham ihjel. Måske var det nærmere omvendt?
Vi havde daglejer, da vi skulle køre hø hjem. Kren Møller sagde til mig ved morgenbordet. ”Nu behøver du ikke at vælte med alle læssene”. Jeg svarede, som sandt var, "Jeg er endnu aldrig væltet med et læs hø". Men jeg væltede med det første læs. Faktisk næsten inde i laden. Jorden havde været gravet op for en roekule, og to af vognens hjul gik ned i den bløde muld. Og så væltede jeg og blev drillet.
Da vi skulle køre roer hjem, hjalp Kren Møller med at læse roerne i marken. Han havde fortalt mig, at han havde sagt til den forrige karl: ”Du kan lige så godt få en fork med én gren på, for du tager jo aldrig mere end én roe ad gangen”. Så jeg vidste jo, hvad det galt. Så kørte jeg hver gang vognen så langt frem, at han skulle række efter den. Da vi havde kørt nogle læs, sagde han pludselig, Lad os puste! Og så var målet jo nået. Men dygtig var han. Han fodrede, mens jeg læssede roerne af.
Ane Marie laver hjemmebryg, meget stærkt maltøl, jeg tror op til 115 flasker ad gangen, og det holdt Kren Møller meget af. Når vi sad inde om aftenen, skete det jævnligt, at en flaske slog proppen af. Så var han som et lyn nede i kælderen for at få en finger i flaskehalsen, for om han kunne redde sig et par mundfulde.
Hos Kren Møller blev jeg ligesom hos P. Knudsen i Gjersbøl tilbudt gården mod at tjene ham i 25 år. Men jeg havde andre interesser. Gutte og jeg var så småt begyndt at tænke på at gifte os. Jeg havde meget frihed den vinter. Jorden var frossen, så jeg kunne ikke komme i marken. Så vi hjalp hinanden med at fodre. Når vi så var færdige ved ti tiden, sagde han tit: ”Hvis du vil i byen, må du gerne tage af sted”. Så fodrede han selv og malkede med hjælp fra Ane Marie. Det var flink gjort. Jeg tror, at de begge to var kede af, at jeg rejste og ikke ville blive der for næste sommer. Men jeg ville godt tjene lidt ekstra og fik så hyre hos farbror Marinus i Tørvemosen.
En anden gang, da de var i byen, og jeg var kommet ind hos Gutte og Jens Yde, kom Guttes mor hjem, nok for at skifte tøj. Det var mekanikeren Kjærgårds kone, der var i gang med at føde. Jeg måtte hurtigt ud ad bagdøren, ud i den mørke smøge mellem Hedegårds og Jespersens. Jeg røg ned i Hedegårds lyskasse, der var ingen rist over.
Guttes mor, ”Ane”, var god mod småkårsfolk, og når hun havde bagt, kogt eller stegt, måtte Gutte tit rundt med en bid, hist og her. Guttes mor var altid med på sjov, og hun var i fuldt mål i besiddelse af den Jyske Lune, og det er nok efter hende, at Moster Kanna har det humoristiske. En rigtig lille gavstrik var og er hun. Senere fik vi megen løjer, grin og fest sammen med hende.
Da jeg 1. maj kom til Brund hos Kren Møller. Han var hjemvendt fra USA efter 27 år, tror jeg, og med mange penge, men det gik ham ikke så godt i Danmark. Den 2. maj om morgenen begyndte det at sne, og jeg skulle med hest og vogn køre ud i Hillerslev Mose, for at finde en mand dér, som skulle grave tørv for os. Mit tøjskab med tøj og gummistøvler var sendt med fragtbil over Thisted og var ikke nået frem, så jeg havde kun det tynde, blå arbejdstøj, som jeg gik og stod i. Så jeg fik klippet tre huller i en god, stor sæk, hul til hoved og arme, og så kørte jeg ud i Mosen. Jeg fandt også manden, og vi gravede tørv hele dagen. Det foregik på den måde, at han trådte et dertil egnet redskab ned i Mosejorden og hev så jorden op i store, lange bjælker og tippede det over på et langt bræt, som jeg havde parat til ham. Så trak hesten det hen, hvor det skulle ligge, og så tippede jeg det af, og så tilbage til manden efter næste læs. Det var der ikke meget arbejde ved. Og vi havde ingen læ, når vi spiste vores medbragte mad. Så det blev en meget kold dag.
Kren Møller var eksemplarisk flink, men også utrolig hidsig og hurtig. Alt skulle give sig og føje sig for ham. Som da vi havde en spædekalv, der ikke ville have hovedet nedad, når den skulle drikke mælk. Så væltede den mælken over ham, og så sparkede den ham over armen, efter han først havde sparket den. Ane Marie var husbestyrerinde for ham, og hun var af den mere rolige slags. Hun havde været hos ham i mange år og kendte ham. Hun kom hen til mig. ”Nu må du nok hellere give kalven mælk herefter”. De varede et par dage før den rigtige lærte at drikke mælk.
Vi havde otte sortbrogede og fire røde køer. Vi havde hver fire køer at malke. Jeg fik de fire røde, fordi, som Kren Møller sagde, den ene af de røde ville slå ham ihjel. Måske var det nærmere omvendt?
Vi havde daglejer, da vi skulle køre hø hjem. Kren Møller sagde til mig ved morgenbordet. ”Nu behøver du ikke at vælte med alle læssene”. Jeg svarede, som sandt var, "Jeg er endnu aldrig væltet med et læs hø". Men jeg væltede med det første læs. Faktisk næsten inde i laden. Jorden havde været gravet op for en roekule, og to af vognens hjul gik ned i den bløde muld. Og så væltede jeg og blev drillet.
Da vi skulle køre roer hjem, hjalp Kren Møller med at læse roerne i marken. Han havde fortalt mig, at han havde sagt til den forrige karl: ”Du kan lige så godt få en fork med én gren på, for du tager jo aldrig mere end én roe ad gangen”. Så jeg vidste jo, hvad det galt. Så kørte jeg hver gang vognen så langt frem, at han skulle række efter den. Da vi havde kørt nogle læs, sagde han pludselig, Lad os puste! Og så var målet jo nået. Men dygtig var han. Han fodrede, mens jeg læssede roerne af.
Ane Marie laver hjemmebryg, meget stærkt maltøl, jeg tror op til 115 flasker ad gangen, og det holdt Kren Møller meget af. Når vi sad inde om aftenen, skete det jævnligt, at en flaske slog proppen af. Så var han som et lyn nede i kælderen for at få en finger i flaskehalsen, for om han kunne redde sig et par mundfulde.
Hos Kren Møller blev jeg ligesom hos P. Knudsen i Gjersbøl tilbudt gården mod at tjene ham i 25 år. Men jeg havde andre interesser. Gutte og jeg var så småt begyndt at tænke på at gifte os. Jeg havde meget frihed den vinter. Jorden var frossen, så jeg kunne ikke komme i marken. Så vi hjalp hinanden med at fodre. Når vi så var færdige ved ti tiden, sagde han tit: ”Hvis du vil i byen, må du gerne tage af sted”. Så fodrede han selv og malkede med hjælp fra Ane Marie. Det var flink gjort. Jeg tror, at de begge to var kede af, at jeg rejste og ikke ville blive der for næste sommer. Men jeg ville godt tjene lidt ekstra og fik så hyre hos farbror Marinus i Tørvemosen.
Gå tilbage til "Barndom".
Gå fremad til Frede-Bo.
Gå til "Forord".
Kommentarer
Send en kommentar