Vegendalgaarden
Minder
af Ole Henry Kristensen, 1995.
Det var småt med arbejde i Thisted dengang, og så det med lejligheden. Så vi
snakkede om at flytte et andet sted hen, men så hjalp Søndergaards til. De
ville beholde Birthe, og de kendte ham, der stod for udlejningen af
Vegendalgården. Skønt der var 200 måske, som havde spurgt på lejlighed i
Vegendalgården, fik vi den. Og vi bor her stadig væk, og den har vi altid
været meget tilfreds med.
Så fik Birthe plads hos Jagd. Det var i manufaktur i tre år, så rejste hun til Randers og fik plads hos Junker manufaktur cirka to år. Så kom hun igen til Thisted, og da havde hun Thomas med sig. Hun gik så i skole en tid, og vi hjalp hende med at passe Thomas. Og vi havde en rigtig god tid sammen, som nok gør, at Thomas følte sig rigtig hjemme her hos os. Så hun kom i Kvickly et par år cirka. Og derefter kom hun til forsikring hos Kongelig Brand to-tre år.
Hun blev så gift med Knud Erik, og hun flyttede til Sennels i stor ”Villa”. Og da de ikke fik børn, søgte de og fik så den lille ”Hvevs” Louise, som nok blev Knud Eriks et og alt. De flyttede senere til Sundby i et nedlagt landbrug. K.E. handlede med brugte biler. Vi cyklede tit derned. Vi havde et stort stykke havejord med kartofler og andet køkkensager. Og Gutte havde et stort stykke med jordbær.
Det gav motion og en masse arbejde, og kun lidt penge. Nok fordi vi gav en hel del væk. Knud Erik byttede så med en mekaniker i Kolby. Her fik de et dejligt hus og have, som jeg tror, de var meget glade for, og hvor Birthe førte regnskab. Så købte K.E. "Kræmmerhuset", men så kom han på sygehus og var nok mere syg end han selv og vi andre havde regnet med. Så han fik ikke gennemført sine planer, og da han døde, blev Birthe nødt til at sælge det hele og flytte i lejlighed. Det var jo en stor forandring for hende, men vi hyggede os sammen med hende i Kolby med god mad og Scrabble, og så kørte hun tit en tur med os.
Så fik Birthe plads hos Jagd. Det var i manufaktur i tre år, så rejste hun til Randers og fik plads hos Junker manufaktur cirka to år. Så kom hun igen til Thisted, og da havde hun Thomas med sig. Hun gik så i skole en tid, og vi hjalp hende med at passe Thomas. Og vi havde en rigtig god tid sammen, som nok gør, at Thomas følte sig rigtig hjemme her hos os. Så hun kom i Kvickly et par år cirka. Og derefter kom hun til forsikring hos Kongelig Brand to-tre år.
Hun blev så gift med Knud Erik, og hun flyttede til Sennels i stor ”Villa”. Og da de ikke fik børn, søgte de og fik så den lille ”Hvevs” Louise, som nok blev Knud Eriks et og alt. De flyttede senere til Sundby i et nedlagt landbrug. K.E. handlede med brugte biler. Vi cyklede tit derned. Vi havde et stort stykke havejord med kartofler og andet køkkensager. Og Gutte havde et stort stykke med jordbær.
Det gav motion og en masse arbejde, og kun lidt penge. Nok fordi vi gav en hel del væk. Knud Erik byttede så med en mekaniker i Kolby. Her fik de et dejligt hus og have, som jeg tror, de var meget glade for, og hvor Birthe førte regnskab. Så købte K.E. "Kræmmerhuset", men så kom han på sygehus og var nok mere syg end han selv og vi andre havde regnet med. Så han fik ikke gennemført sine planer, og da han døde, blev Birthe nødt til at sælge det hele og flytte i lejlighed. Det var jo en stor forandring for hende, men vi hyggede os sammen med hende i Kolby med god mad og Scrabble, og så kørte hun tit en tur med os.
|
|
Ane, Poul, Henning, Steen, Birthe, Helge, Peter Henry, Gudrun |
Da vi var flyttet til Thisted, blev det for Helge og Peter noget med skolegang
og budplads. Senere kom Helge på kontor på DLG, mens Peter kom i el-lære hos
Pihl. Noget af det første, da vi kom til Thisted, var at de store skoletøse
kom og ringede på hos os. Må Helge og Peter komme ud i aften? Det var
vi ikke rigtig kendt med fra Hundborg, men vi regnede med, at det betød, at de
var ved at falde til i Thisted. I alt fald hos pigerne.
Da Helge var færdig med kontoruddannelsen, ville cheferne, at han skulle en tur til USA og Canada for at lære om handel inden for Landbrug. Men Helge kom ind som soldat ved garden. Efter endt tjeneste blev han gift og bygget hus i Spurveskjul, samtidig med, at han kom ind på Thisted kommunekontor. Samtidig med arbejdet på kontoret, dyrkede Helge megen sport, mest håndbold, både som spiller og træner. Det har han altid haft lyst til og deltager stadig, om end i mindre grad. Når Helge og Elsebeth begge to var ude at spille håndbold, var Gutte og jeg tit barnepiger for deres tre dejlige drenge [Jacob, Martin og Kasper]. Og det var vi ikke i spor kede af. Og som træner måtte Helge jo afsted i studenter-Cadillac'en med reb om, for at holde døren lukket. Og det uanset vejr og vind og sne. Senere da Lisbeth kom ind i familien og de fik den lille Morten (Spillop).
Ham har vi også passet, og Gutte har madet ham med gulerod og pæremos. Det var også en dejlig tid, når de kom her med Morten. Men det var den gang.
Nu er vi nok ved at blive gamle. Helge og Lisbeth boede en kort tid på Gråkildevej, men har nu bygget et dejligt hus på Tilstedevej. Med dejlig have til. De arbejder begge to for Thisted Kommune. I fritiden dyrker de begge to en del sport. Desforuden er Helge tit med Mads og Søren på havet for at fange torsk. De har en stor båd i fællesskab, og hvis de har fisk (så når det regner på præsten, så drypper det jo tit på degnen) og det giver jo også mange en god bid. Vi har også gavn af Helge på andre måder. For eksempel som chauffør, hvis vi skal i byen, eller med et spil Scrabble. Og ikke mindst hans torsdagsbesøg glæder vi os til (så jævn og ligefrem).
Mens Peter gik i skole, var han en dag gået ind til Pihl for at høre om der var mulighed for en læreplads. Han ville komme igen og få besked om otte dage, og han fik pladsen og blev udlært som elektriker. En dag var Mester sur på svendene og skældte ud. I kan gøre lige som Peter. Peter, vil du ikke have dig en fridag? Mon ikke han var lidt stolt, da han kom hjem og fortalte det. Og det var vi sikkert også (Når det går, børnene godt). Så kom soldatertiden og HF-skolegang på Mors, hvor han traf Annette, som han blev gift med.
Så kom han ind i familien Martinussen på Mors. Det var flinke folk, og de hjalp Peter med byggegrund til et nyt hus. Og vi fik endnu et dejligt barnebarn, nemlig Jeppe Yde. Fra han var to til tre år, var han altid med mig i haven. Så snart de kom ind ad døren, forlangte han altid den lille hammer og nogle søm. Og så skulle vi op i haven, hvor han slog sømmene ned i jorden. Og der sidder de nok endnu. Jeg tror, Peter havde en stor stjerne hos J. Martinsen. De gik på jagt sammen.
Og Peter hjalp dem med høsten, men Peter og Annette flyttede fra hinanden, og det nye hus blev solgt. Peter fik arbejde hos el-firmaet Mortensen. Der var afdeling både i Thisted og Nykøbing. Mens han var der, boede han en kort tid hjemme, men gav sig så til at læse til installatør i Aalborg. Det klogeste han nok havde gjort indtil da. Dygtighed og held er et par gode ting at være i følgeskab med. Jeg tror, at begge dele gjaldt i rigt mål for Peter. For da han var færdig med at læse, fik han en fin udtalelse, omfattende flid og kammeratskab. Og samtidig var der en plads ledig hos ”Lund og Eriksen”, Herning. Den søgte Peter og kom til samtale og fik pladsen.
Da han havde været der et stykke tid og var en tur hjemme på besøg, sagde han til mig. ”Far, du kan tro, det er lige sådan en forretning, jeg gerne vil have”. Og han fik den. Skønt Grindsteds egen søn var den tilbudt, eventuelt sammen med Peter. Vi var dernede engang, der var reception, da fru Grindsted kom og snakkede med mig. Hun sagde, at det er godt, at vi har fået Yde (Peter). "Han kan snakke både med folkene og kunderne. Det har min mand aldrig kunnet". Herefter blev det nok Peter, der forhandlede med de ansatte, for eksempel om løn og hvad andet, der bød sig.
En gang syntes jeg, han fik en meget flot udtalelse af Grindsted. Peter havde foreslået at ansætte en overmontør eller lignende, og måske har Grindsted kigget lidt på ham og sagde så, det var måske godt nok, for så kan du få mere tid til at sælge. Og så kom anbefalingen. "For du kan jo sælge Sand i Sahara". Jeg synes, det var flot. Først købte Peter forretningen og skulle nu være sin egen herre sammen med kone, børn (Jeppe, Simon og Anders). Måske han har lidt mellemværende med banken. Summa summarum, jeg håber, alt er vel.
Da vi havde købt Frede-Bo, som jo var meget forsømt, og slugte alt, hvad vi tjente, byggede vi først et stykke til stuehuset. Næstefter vendte vi om på stald og lade, så vi kunne køre igennem. Samtidig satte vi lademuren 8 meter længere mod vest, og det gav jo meget plads i stald og lade. Så væltede den søndre ladegavl en dag. Den var opført af enkelt mur. Og sidst satte vi ny overbygning på det hele, tag og spænder, samt over stalden nyt træloft og loftbjælker. Det sidste var under krigen.
Da var det næsten umuligt at få materiale, idet tyskerne jo tog det meste. Og danske handlende gerne ville sælge til tyskerne - for nogens vedkommende sikkert til overpris. Som nu for at få cement, måtte man indsende en ansøgning. Det skulle jo bruges i de tyske bunkers ved vestkysten. Brædder til kornmagasin fik vi af det gamle sparekassegulv for 15 til 20 kroner ved hjælp af Guddes far. Han var jo sparekassedirektør.
Det var også ham, der skaffede mig den første griseso, 220 kroner. Den var vi meget heldige med, 10 til 12 grise første gang og siden 14 til 15 stk. og flere. Vi fik den af Otto Møller, som jeg senere kom i fællesskab med om selvbinder. De første par år måtte vi leje Salmon Fink til at høste, og så måtte vores korn jo vente til det passede ham at høste. Otto Møller var i samme situation, og det passede ham meget dårligt. Han var den gammeldags slags og meget urolig og bange for blæst, når vi nærmede os høsten. Otto Møller var meget religiøs indstillet.
Vi havde to heste hver, og da der for det meste var tre heste for binderen, og jeg en søndag ville høste ovre i engen, nægte han mig at låne en af sine heste. Endskønt han altid lånte en af mine heste, og ydermere, at jeg altid sad på binderen, når han fik høstet sit korn. Så lånte jeg en lille hest af Guttes bror Carl i Snedsted, og så gik det hele lige så gelinde.
Ellers gik samarbejdet med O. Møller godt nok. Men han var jo en gammel mand og solgte gården til John Vibe, Djernes. Det var O. Møllers fødehjem, og det blev et meget hårdt slag for ham at flytte. En dag fandt man ham oppe ved Kr. Østergårds Skov med overskåret strube og snit i begge håndled. Men pulsårerne havde han ikke ramt. Det var Kr. Borggård, der fandt ham (æ Vorremand). Da Dr. Brandt kom til stede, sagde han, "Nej, Møller, så let går det ikke". Men siden blev O. Møller aldrig den samme som før den tid.
Da vi flyttede ind i Frede-Bo, var den ene stue beregnet til frisørsalon, og Guttes mor og far gav os bord, stole, seng, to taburetter, to natskabe og kommode. En dag vi var i Aarup, var vi hos Martin Klausen for at se på en buffet, de ville sælge. De havde en stor schæferhund, som aldrig blev lukket ud på egen hånd, og som nærmest åd alt og alle, som kom i dens nærhed. Da vi havde set lidt på møblet, skulle jeg en tur ud i stalden, og her var hunden lukket inde. Det vidste eller huskede jeg ikke. Det var her vores gamle nabo i Aarup førhen boede, så jeg var meget godt kendt der.
Da jeg kom fra deres bryggers og ud i hestestalden, stod hunden pludselig foran mig. Og da jeg havde lukket døren efter mig, en gammeldags dør med klinke, så var der ingen mulighed for mig til hurtigt at springe ud igen. Men instinkt eller jeg ej, jeg ved det ikke. Jeg gav mig til at fløjte på en eller anden melodi. Måske hunden syntes det lød falsk, samtidig vippede jeg i takt med skonæsen, og stod i øvrigt fuldstændig bomstille uden at røre mig. Og så lagde den hovedet på skrå, først til den ene side, så til den anden side. Og sådan skiftevis alt imens den betragtede skonæsen. Så vendte den sig og løb op i båsen. Og har jeg aldrig før været hurtigt, så tror jeg, at jeg var det nu. Og heldigvis åbnede døren sig første gang.
Og da jeg smækkede døren lige efter mig, da var hundesnuden i dørsprækken. Da jeg kom ind, sagde manden, "Du har da vel ikke været ude hos hunden"?
De første vintre i 40'erne var meget hårde, med stærk frost nær de 30 grader, og med snedriver så høje, at vi kunne røre telefontrådene, når vi gik oven på driverne. Da blev der ringet fra Aarup, at mine forældre ingen kartofler havde. Så måtte jeg have samlet et par spandfulde i 3-4 lag papirsække, og så en jutesæk udenover, og så med reb om begge ender af sækken. Og det hele som en slags rygsæk, og så det hele op på ryggen, og så på ski til Aarup. Det var jo en drøj tur, men jeg havde jo alderen, og hvor var jeg velkommen.
Frosten gik den vinter over en meter ned i jorden. Den sidste nat, det frøs så hårdt, frøs en stor del af byens vandrør, som så blev optøet med el. Vi var heldige at undgå det. Jeg havde om natten sat et stearinlys tændt bag ved WC-kummen, så varmen kunne holde rør og cisterner isfri og optøet.
Det var den gang, der var tvungen snekastning. Jeg havde pligt til at møde en dag i hver omgang. Jens Boyer var snefoged. Hver formiddag ved nitiden kom han op ad Mosevej og ind hos os. "Du skal ud at kaste sne". Det foregik jo med skovl, så forsøgte jeg med at sige, at jeg var ude hele dagen i går. Så sagde han bare, Jamen vi er lige begyndt på en ny omgang, og han var meget skrap. En dag, det gav sig til at regne, og tre til fire mand gik hjem, lejede han andre på deres regning.
En dag, jeg skulle til Mølle og også køre roer ind om eftermiddagen. Ved middag blev vi altid tilsagt (bojed) til at møde igen om eftermiddagen. Om formiddagen havde jeg sagt til de andre snekastere "Hvis jeg skal ud i eftermiddag, så kommer jeg ikke". Det var lige noget, der var spændende. "Det tør du ikke lade være med". Jeg blev tilsagt og sagde: "Det kan jeg ikke". "Så bliver der lejet på din regning", sagde snefogeden. Jeg svarede: "Så forlanger jeg at få din snekastningsliste kontrolleret". Og det var han nu nok ikke så interesseret i. Jeg blev væk, og der skete ingenting. Men næste dag, og næste dag, og så videre, blev jeg tilsagt at møde på vejen med min skovl.
Jeg havde givet Gutte en ny Vesta symaskine, men det var ingen rigtig god maskine. Og der blev mere og mere at sy, og også gammelt tøj at sy om. Og det havde Gutte lyst til, og det var hun god til. Og så var det også nødvendigt, især under krigen. Så en dag, da vi fik besøg af en rigtig snakkemaskine, der ville sælge os en symaskine, så købte vi en af ham, en rigtig god maskine.
Men et stykke tid efter kom han igen for at sælge en støvsuger til os. Og det har sikkert rykket i mor, for hun havde dengang ikke andet end noget, man kaldte ”Hurtig-Karen”. Men vi mente ikke rigtigt, vi havde råd til det lige med det samme. Men snakkemaskinen forstod det. Han gav os 12-15 indbetalingskort. Og fortalte os, hvor let det var at betale et mindre beløb i hver måned. Så mærkede man det nærmest slet ikke. Og da mor havde meget at lave, og hun havde lyst til Nilfisken (men også til andet fisk), så købte vi den af snakkemaskinen. Men vi måtte love ham at betale hver den første.
Og det gik fint, indtil der blev noget i vejen med fisken. Jeg havde hele tiden haft en sær fornemmelse af lidt ”lusk”, og da vi så havde haft den i Thisted til reparation, var det ligesom min mistanke forstærkedes. Hvorfor ved jeg ikke rigtigt? Jeg snakkede med mor om det, men det var hun aldrig rigtig med på, når der var noget i vejen. Det skulle helst gå uden gnidninger. Men jeg fik fundet købekontrakten frem.
Og fandt så ud af, at det nummer, der stod på Nilfisken, ikke stemte, men det, der stod i kontrakten. Og så skrev jeg til dem, at de sidste 3-4 rater ikke blev betalt, før de havde fået det bragt i orden. Så blev jeg truet med sagfører, og jeg ved ikke hvad, men efter et par breve, så hørte jeg ikke mere fra dem. Om det var tyveri eller hæleri med i spillet, fik jeg aldrig at vide, men manden rejste fra Thisted kort tid efter.
Da Helge var færdig med kontoruddannelsen, ville cheferne, at han skulle en tur til USA og Canada for at lære om handel inden for Landbrug. Men Helge kom ind som soldat ved garden. Efter endt tjeneste blev han gift og bygget hus i Spurveskjul, samtidig med, at han kom ind på Thisted kommunekontor. Samtidig med arbejdet på kontoret, dyrkede Helge megen sport, mest håndbold, både som spiller og træner. Det har han altid haft lyst til og deltager stadig, om end i mindre grad. Når Helge og Elsebeth begge to var ude at spille håndbold, var Gutte og jeg tit barnepiger for deres tre dejlige drenge [Jacob, Martin og Kasper]. Og det var vi ikke i spor kede af. Og som træner måtte Helge jo afsted i studenter-Cadillac'en med reb om, for at holde døren lukket. Og det uanset vejr og vind og sne. Senere da Lisbeth kom ind i familien og de fik den lille Morten (Spillop).
Ham har vi også passet, og Gutte har madet ham med gulerod og pæremos. Det var også en dejlig tid, når de kom her med Morten. Men det var den gang.
Nu er vi nok ved at blive gamle. Helge og Lisbeth boede en kort tid på Gråkildevej, men har nu bygget et dejligt hus på Tilstedevej. Med dejlig have til. De arbejder begge to for Thisted Kommune. I fritiden dyrker de begge to en del sport. Desforuden er Helge tit med Mads og Søren på havet for at fange torsk. De har en stor båd i fællesskab, og hvis de har fisk (så når det regner på præsten, så drypper det jo tit på degnen) og det giver jo også mange en god bid. Vi har også gavn af Helge på andre måder. For eksempel som chauffør, hvis vi skal i byen, eller med et spil Scrabble. Og ikke mindst hans torsdagsbesøg glæder vi os til (så jævn og ligefrem).
Mens Peter gik i skole, var han en dag gået ind til Pihl for at høre om der var mulighed for en læreplads. Han ville komme igen og få besked om otte dage, og han fik pladsen og blev udlært som elektriker. En dag var Mester sur på svendene og skældte ud. I kan gøre lige som Peter. Peter, vil du ikke have dig en fridag? Mon ikke han var lidt stolt, da han kom hjem og fortalte det. Og det var vi sikkert også (Når det går, børnene godt). Så kom soldatertiden og HF-skolegang på Mors, hvor han traf Annette, som han blev gift med.
Så kom han ind i familien Martinussen på Mors. Det var flinke folk, og de hjalp Peter med byggegrund til et nyt hus. Og vi fik endnu et dejligt barnebarn, nemlig Jeppe Yde. Fra han var to til tre år, var han altid med mig i haven. Så snart de kom ind ad døren, forlangte han altid den lille hammer og nogle søm. Og så skulle vi op i haven, hvor han slog sømmene ned i jorden. Og der sidder de nok endnu. Jeg tror, Peter havde en stor stjerne hos J. Martinsen. De gik på jagt sammen.
Og Peter hjalp dem med høsten, men Peter og Annette flyttede fra hinanden, og det nye hus blev solgt. Peter fik arbejde hos el-firmaet Mortensen. Der var afdeling både i Thisted og Nykøbing. Mens han var der, boede han en kort tid hjemme, men gav sig så til at læse til installatør i Aalborg. Det klogeste han nok havde gjort indtil da. Dygtighed og held er et par gode ting at være i følgeskab med. Jeg tror, at begge dele gjaldt i rigt mål for Peter. For da han var færdig med at læse, fik han en fin udtalelse, omfattende flid og kammeratskab. Og samtidig var der en plads ledig hos ”Lund og Eriksen”, Herning. Den søgte Peter og kom til samtale og fik pladsen.
Da han havde været der et stykke tid og var en tur hjemme på besøg, sagde han til mig. ”Far, du kan tro, det er lige sådan en forretning, jeg gerne vil have”. Og han fik den. Skønt Grindsteds egen søn var den tilbudt, eventuelt sammen med Peter. Vi var dernede engang, der var reception, da fru Grindsted kom og snakkede med mig. Hun sagde, at det er godt, at vi har fået Yde (Peter). "Han kan snakke både med folkene og kunderne. Det har min mand aldrig kunnet". Herefter blev det nok Peter, der forhandlede med de ansatte, for eksempel om løn og hvad andet, der bød sig.
En gang syntes jeg, han fik en meget flot udtalelse af Grindsted. Peter havde foreslået at ansætte en overmontør eller lignende, og måske har Grindsted kigget lidt på ham og sagde så, det var måske godt nok, for så kan du få mere tid til at sælge. Og så kom anbefalingen. "For du kan jo sælge Sand i Sahara". Jeg synes, det var flot. Først købte Peter forretningen og skulle nu være sin egen herre sammen med kone, børn (Jeppe, Simon og Anders). Måske han har lidt mellemværende med banken. Summa summarum, jeg håber, alt er vel.
Da vi havde købt Frede-Bo, som jo var meget forsømt, og slugte alt, hvad vi tjente, byggede vi først et stykke til stuehuset. Næstefter vendte vi om på stald og lade, så vi kunne køre igennem. Samtidig satte vi lademuren 8 meter længere mod vest, og det gav jo meget plads i stald og lade. Så væltede den søndre ladegavl en dag. Den var opført af enkelt mur. Og sidst satte vi ny overbygning på det hele, tag og spænder, samt over stalden nyt træloft og loftbjælker. Det sidste var under krigen.
Da var det næsten umuligt at få materiale, idet tyskerne jo tog det meste. Og danske handlende gerne ville sælge til tyskerne - for nogens vedkommende sikkert til overpris. Som nu for at få cement, måtte man indsende en ansøgning. Det skulle jo bruges i de tyske bunkers ved vestkysten. Brædder til kornmagasin fik vi af det gamle sparekassegulv for 15 til 20 kroner ved hjælp af Guddes far. Han var jo sparekassedirektør.
Det var også ham, der skaffede mig den første griseso, 220 kroner. Den var vi meget heldige med, 10 til 12 grise første gang og siden 14 til 15 stk. og flere. Vi fik den af Otto Møller, som jeg senere kom i fællesskab med om selvbinder. De første par år måtte vi leje Salmon Fink til at høste, og så måtte vores korn jo vente til det passede ham at høste. Otto Møller var i samme situation, og det passede ham meget dårligt. Han var den gammeldags slags og meget urolig og bange for blæst, når vi nærmede os høsten. Otto Møller var meget religiøs indstillet.
Vi havde to heste hver, og da der for det meste var tre heste for binderen, og jeg en søndag ville høste ovre i engen, nægte han mig at låne en af sine heste. Endskønt han altid lånte en af mine heste, og ydermere, at jeg altid sad på binderen, når han fik høstet sit korn. Så lånte jeg en lille hest af Guttes bror Carl i Snedsted, og så gik det hele lige så gelinde.
Ellers gik samarbejdet med O. Møller godt nok. Men han var jo en gammel mand og solgte gården til John Vibe, Djernes. Det var O. Møllers fødehjem, og det blev et meget hårdt slag for ham at flytte. En dag fandt man ham oppe ved Kr. Østergårds Skov med overskåret strube og snit i begge håndled. Men pulsårerne havde han ikke ramt. Det var Kr. Borggård, der fandt ham (æ Vorremand). Da Dr. Brandt kom til stede, sagde han, "Nej, Møller, så let går det ikke". Men siden blev O. Møller aldrig den samme som før den tid.
Da vi flyttede ind i Frede-Bo, var den ene stue beregnet til frisørsalon, og Guttes mor og far gav os bord, stole, seng, to taburetter, to natskabe og kommode. En dag vi var i Aarup, var vi hos Martin Klausen for at se på en buffet, de ville sælge. De havde en stor schæferhund, som aldrig blev lukket ud på egen hånd, og som nærmest åd alt og alle, som kom i dens nærhed. Da vi havde set lidt på møblet, skulle jeg en tur ud i stalden, og her var hunden lukket inde. Det vidste eller huskede jeg ikke. Det var her vores gamle nabo i Aarup førhen boede, så jeg var meget godt kendt der.
Da jeg kom fra deres bryggers og ud i hestestalden, stod hunden pludselig foran mig. Og da jeg havde lukket døren efter mig, en gammeldags dør med klinke, så var der ingen mulighed for mig til hurtigt at springe ud igen. Men instinkt eller jeg ej, jeg ved det ikke. Jeg gav mig til at fløjte på en eller anden melodi. Måske hunden syntes det lød falsk, samtidig vippede jeg i takt med skonæsen, og stod i øvrigt fuldstændig bomstille uden at røre mig. Og så lagde den hovedet på skrå, først til den ene side, så til den anden side. Og sådan skiftevis alt imens den betragtede skonæsen. Så vendte den sig og løb op i båsen. Og har jeg aldrig før været hurtigt, så tror jeg, at jeg var det nu. Og heldigvis åbnede døren sig første gang.
Og da jeg smækkede døren lige efter mig, da var hundesnuden i dørsprækken. Da jeg kom ind, sagde manden, "Du har da vel ikke været ude hos hunden"?
De første vintre i 40'erne var meget hårde, med stærk frost nær de 30 grader, og med snedriver så høje, at vi kunne røre telefontrådene, når vi gik oven på driverne. Da blev der ringet fra Aarup, at mine forældre ingen kartofler havde. Så måtte jeg have samlet et par spandfulde i 3-4 lag papirsække, og så en jutesæk udenover, og så med reb om begge ender af sækken. Og det hele som en slags rygsæk, og så det hele op på ryggen, og så på ski til Aarup. Det var jo en drøj tur, men jeg havde jo alderen, og hvor var jeg velkommen.
Frosten gik den vinter over en meter ned i jorden. Den sidste nat, det frøs så hårdt, frøs en stor del af byens vandrør, som så blev optøet med el. Vi var heldige at undgå det. Jeg havde om natten sat et stearinlys tændt bag ved WC-kummen, så varmen kunne holde rør og cisterner isfri og optøet.
Det var den gang, der var tvungen snekastning. Jeg havde pligt til at møde en dag i hver omgang. Jens Boyer var snefoged. Hver formiddag ved nitiden kom han op ad Mosevej og ind hos os. "Du skal ud at kaste sne". Det foregik jo med skovl, så forsøgte jeg med at sige, at jeg var ude hele dagen i går. Så sagde han bare, Jamen vi er lige begyndt på en ny omgang, og han var meget skrap. En dag, det gav sig til at regne, og tre til fire mand gik hjem, lejede han andre på deres regning.
En dag, jeg skulle til Mølle og også køre roer ind om eftermiddagen. Ved middag blev vi altid tilsagt (bojed) til at møde igen om eftermiddagen. Om formiddagen havde jeg sagt til de andre snekastere "Hvis jeg skal ud i eftermiddag, så kommer jeg ikke". Det var lige noget, der var spændende. "Det tør du ikke lade være med". Jeg blev tilsagt og sagde: "Det kan jeg ikke". "Så bliver der lejet på din regning", sagde snefogeden. Jeg svarede: "Så forlanger jeg at få din snekastningsliste kontrolleret". Og det var han nu nok ikke så interesseret i. Jeg blev væk, og der skete ingenting. Men næste dag, og næste dag, og så videre, blev jeg tilsagt at møde på vejen med min skovl.
Jeg havde givet Gutte en ny Vesta symaskine, men det var ingen rigtig god maskine. Og der blev mere og mere at sy, og også gammelt tøj at sy om. Og det havde Gutte lyst til, og det var hun god til. Og så var det også nødvendigt, især under krigen. Så en dag, da vi fik besøg af en rigtig snakkemaskine, der ville sælge os en symaskine, så købte vi en af ham, en rigtig god maskine.
Men et stykke tid efter kom han igen for at sælge en støvsuger til os. Og det har sikkert rykket i mor, for hun havde dengang ikke andet end noget, man kaldte ”Hurtig-Karen”. Men vi mente ikke rigtigt, vi havde råd til det lige med det samme. Men snakkemaskinen forstod det. Han gav os 12-15 indbetalingskort. Og fortalte os, hvor let det var at betale et mindre beløb i hver måned. Så mærkede man det nærmest slet ikke. Og da mor havde meget at lave, og hun havde lyst til Nilfisken (men også til andet fisk), så købte vi den af snakkemaskinen. Men vi måtte love ham at betale hver den første.
Og det gik fint, indtil der blev noget i vejen med fisken. Jeg havde hele tiden haft en sær fornemmelse af lidt ”lusk”, og da vi så havde haft den i Thisted til reparation, var det ligesom min mistanke forstærkedes. Hvorfor ved jeg ikke rigtigt? Jeg snakkede med mor om det, men det var hun aldrig rigtig med på, når der var noget i vejen. Det skulle helst gå uden gnidninger. Men jeg fik fundet købekontrakten frem.
Og fandt så ud af, at det nummer, der stod på Nilfisken, ikke stemte, men det, der stod i kontrakten. Og så skrev jeg til dem, at de sidste 3-4 rater ikke blev betalt, før de havde fået det bragt i orden. Så blev jeg truet med sagfører, og jeg ved ikke hvad, men efter et par breve, så hørte jeg ikke mere fra dem. Om det var tyveri eller hæleri med i spillet, fik jeg aldrig at vide, men manden rejste fra Thisted kort tid efter.
En anden gang, der var knas i maskineriet, var under krigen, da det ikke
var let at holde cyklerne i orden. Jeg havde købt en dejlig Bramton-cykel for
100 kroner. Så en dag havde Henning taget cyklen op i byen. I Hundborg traf
han på Murer Bangs Jens Kristian. Han var i lære hos cykelhandler Bundgaard.
Jens Kristian kiggede på cyklen.
"Det er en stjålen cykel, du kører på". Bundgaard havde lovet ham fem
kroner, hvis han kunne finde cyklen igen. Den var nemlig forsvundet fra
jordens overflade. Og det gik således til. En mørk vintermorgen kom en mand
ind til Bundgaard for at få sin cykel lappet. Det har vi ikke tid til lige nu,
sagde Bundgaard.
"Har du så ikke en, jeg kan låne til i aften, når jeg kommer tilbage? Jeg
bor i Vorupør". Det var en bisse uden bopæl. Han cyklede over til marskandiser Larsen i
Snedsted og solgte cyklen for 35 kroner, hvilket vil sige, at Larsen har mere
end anet, hvordan det hang sammen. Loven var sådan dengang, og er det måske
endnu, at stjålne ting skal efterlyses inden 10-14 dage i Statstidende, og
ellers måtte det stjålne videresælges igen. Og så klog var ”daskeren”. Da den
tid var gået, skrev han et brev til min far, om han ville købe cyklen. Jeg
tror for 55 kroner, og på den måde fik cyklen. Men samtidig med, at Henning
kom hjem fra cykelturen i Hundborg, kom også Bundgaard, og han ville
selvfølgelig have cyklen. Jeg tror, han var kisteglad for, at cyklen var
kommet igen. Værdi dengang 3-400 kroner.
Efter nogen snak, frem og tilbage, sagde jeg til ham, "Det kan jeg desværre ikke hjælpe dig med". Og vi enedes så om, at han skulle gå til en sagfører, for at høre hvad han mente om sagen. Han, sagføreren, var tosset og nærmest idiot. Han skrev til mig, at jeg skulle levere cyklen tilbage til ejeren. Det var en karl, som tjente på en af Søgårdene. Og så skulle jeg betale sagføreren et mindre salær. Og så skulle jeg ikke høre mere til sagen. Jeg skrev til sagføreren, lidt frækt og mindre pænt, tror jeg nok.
Men så fik jeg brev fra fogeden om at møde i fogedretten i Thisted. Det turde jeg ikke lade være med. Jeg husker datoen, den 8. februar. Og jeg havde lige ringet efter jordemoren, inden jeg cyklede til Thisted. Det var i 6-10 cm sne, som var begyndt at smelte på grund af tøvejret. Alle tider sjap. Jeg nåede derud til tiden, og da jeg kom ind for de høje herrer, begyndte de, skriveren og fogeden med at sige: "Hvad er det dog for en røverhistorie, at De er blevet blandet ind i Christensen"? Jeg lod dem snakke færdig. Og da det så blev min tur, tog jeg stævningen op af lommen og viste den til dem. Der stod nemlig, at det drejede sig om en cykel, som ved en fejltagelse var blevet udleveret til en fremmed. Og så imødegik jeg deres snak med, at når det var ved en fejltagelse, så måtte vedkommende, som havde lavet fejlen, jo også selv rette for fejlen. Og da jeg ikke ville indgå nogen forlig med dem, blev det bestemt, at jeg skulle høre nærmere til sagen. En 14 dages tid efter fik jeg et meget pænt og høfligt brev fra sagføreren. At han havde bestemt at ordne sagen på anden måde. Og så hørte jeg ikke mere fra dem.
En anden gang var det mor, der var i vinden. Hun havde nok ikke købt en flaske permanentvæske, men den rejsende havde ladet den blive stående, så kunne hun jo altid betale.
Det var ikke den rejsende, hun plejede at handle med. Det var nærmest en tvangshandel. Han ville selvfølgelig gerne have nye kunder. Så en dag kom der en opkrævning. Jeg tror omkring 15-20 kroner. Men med to gange porto. Den gang 30-40 øre. Jeg lod den gå tilbage og skrev, at enten var der kludder i hans regnskab, eller også i postvæsenets, og at en opkrævning med to gange porto ikke ville blive betalt. Det kostede mig nok 20 øre at skrive. To dage efter fik jeg en ny opkrævning med én gang porto. Skønt nu havde han brugt to gange porto.
En gang solgte jeg roer til en vognmand fra Hjardemål. Så snart jeg så manden, bestemte jeg, ham ville jeg ikke handle med. Men jeg gjorde det alligevel. Han skulle så få roerne vejet i Thisted. Det var lige før aften, og da han kom igen næste dag, sagde han, at de havde lukket på vægten, da han kom til Thisted. Han fik så et læs til, som så skulle vejes. Men jeg har aldrig set manden siden. Så måtte jeg til Thisted til en sagfører. Han kendte godt manden. "Du må ikke engang ofre et 20-øresfrimærke til at sende ham en regning". Det eneste jeg fik ud af det, var, at min første vurdering af manden var rigtig, men det kunne jeg jo ikke betale købmanden med. Senere hørte vi, at han havde hængt sig på grund af et tilgodehavende ved kommunen, som han nok ville snyde sig til. Men han havde kun taget rebet om livet, ikke om halsen, og det var vel klogt nok gjort af ham.
Andre problemer. En søndag kom gamle Ysse, og sagde, at Helge og Peter havde i middagsstunden været omme i hans garage og prøvet på at starte bilen, som stod der, og de havde kørt alt strømmen af den. Vi fik at vide, at Ulrik Salmonsen og Be-e (bette) Jens, Svendsens barnebarn, også var med til det. Lidt efter kom gamle Ysse igen, og nu fortalte han på en helt anden måde.
Der havde næsten ingen strøm været på bilen. Men nu var der masser af strøm på, så det har kostet en hel masse benzin. Jeg tror, jeg betalte ham godt en snes kroner, og så fik jeg senere at vide, at det mest var de to andre knægte, der havde prøvet bilen. Ak, ja!
En gang vi var i Aalborg på todages besøg, var Henning kommet i tanker om, at græsplænen skulle slås. Og dygtig som han var, han fik fat i plænemaskinen. Men det var for strengt. Så gik han ind i stalden efter sin gode ven, Prins (Hest), og spændte den fra maskinen. Og så løb Prins løbsk med det resultat, at plænemaskinen splintrede i stumper og stykker, på nær lige håndtaget. Plænemaskinen var vi fælles med vores naboer om, og så måtte jeg jo betale for at få en ny maskine. Men også det kom vi over.
Han brugte også Prins, når der var sne. Var det i skoven, hvor de skulle kælke? Flere hundrede meter blev de alle spændt bagefter Prins, som så trak dem hele vejen op ad bakken. Var det på den flade mark, de var spændt bagefter, fik han Prins i en god trav, og så drejede han pludselig brat til siden, og så væltede alle kanerne.
En dag jeg skulle bruge hestene, var hovedtøjet væk, og det samme var børnene. Jeg vidste, at de havde brugt det, når de legede at køre hest. Efter at have ledt over alt, uden at finde dem, så måtte jeg i tænkeboksen. Det eneste sted, jeg kunne tænke mig, at de kunne være, var i såmaskinen med låg over. Og her fandt jeg dem.
Det og mange andre småproblemer. Men noget af det værste, var dog cykelturen til Thisted i det næsten ufremkommelige snesjap. Og jeg sagde lige ud til fogeden, jeg har travlt, må skynde mig hjem, for jeg ringede efter ”madammen”, lige før jeg cyklede hjemmefra. Peter blev født, lige inden jeg nåede hjem, endda jeg kom op at køre med slagter Mortensen fra ”Vestjylland” og hjem.
Mens cyklen stod på bilens forskærm og trinbræt, måtte jeg sidde for åben rude for at holde på cyklen. Det var en kold en. Men det var meget flinkt af Mortensen. Og alt i alt havde vi mange gode år i Frede-Bo. Vi købte et gammelt faldefærdigt hus, som lå midt inde på vores mark. Den gik jeg og ragede ned en vinter, når jeg ikke var ude at kaste sne. Der var ingen syld under huset. Det var muret oven på store kampesten. Dem solgte jeg til vognmand Otto Svensen, jeg fik dog aldrig noget for dem, men til gengæld fik jeg de store sten fjernet gratis.
Vi solgte også engen i Nørhå, og så købte vi et stykke mosejord i Hundborg Mose. Det kom dog aldrig rigtigt i brug, fordi vi solgte ejendommen og flyttede til Thisted.
Vi byggede også et stort hønsehus med kornloft over. Det var loft fra de gamle hus, jeg rev ned. Og taget, som blev flyttet helt, kørt på ”Byens Skræk”. Det var taget fra halvdelen af S.R. Svensens baghus, som jeg fik mod at lukke gavlen og sætte to skydedøre ind, så han fik en god bilgarage.
Da hønsehuset var færdigt, fik vi cirka 300 daggamle hønekyllinger, Nogle hanekyllinger var der jo imellem. Og det blev jo til vores søndagsmiddag, indtil vi ikke var så helt vilde med kyllingesteg. Mens det, når vi havde familien på besøg, var lige til den store guldmedalje. Fru Jensine Svendsen var ikke altid lige begejstret for de store hvide italienerhanekyllinger, for der var nogen af dem, som var helt tossede. Fru J. Svensen havde lov til at tømme askeskuffen i vores mødding. Men så snart hun viste sig i gården, var der tit en hane i nakken på hende.
Da vi fik de mange høns, begyndte vi at sælge rugeæg. Og da vi også solgte mælk ved Stalddøren, gik det vel ikke så galt, men en ejendom med 16 tønder sæde, og cirka 10 tønder land i jordareal, gav dog ikke meget i tegnebogen.
Så kom moderniseringstiden med traktor og tilhørende markredskaber. Jeg byttede med Ernst Nielsen. Han skulle have vore to heste, mens jeg fik en hovedrepareret traktor, som han dog rettede til, at det var måske så meget sagt, men den var set godt efter alle vegne. Der gik dog ikke ret lang tid, før der var flere ting, der skulle rettes med traktoren, og det fik jeg så en regning på. Og det var jeg ikke helt tilfreds med, når den var lovet helt i orden. Vi havde handlet sådan, at han fik hestene som slagteheste, dog ikke at han havde pligt til at slagte dem, men uden garanti fra min side.
De stod i lang tid hos os og fik føden. Indtil en dag, jeg ringede til ham og gjorde vrøvl. Så flyttede han dem til Thisted for at sælge dem. Det var jo et par rare heste, som børnene gik ved til daglig. Ernst Nielsen ringede så til mig og fortalte, at den første køber, der gik op i båsen til Klaus, ville skubbe den til side, og det ville Klaus ikke finde sig i. Manden fik et spark, så han fandt sig selv liggende nede bagved. Og nu ville Nielsen have erstatning for, at hesten ikke var reel. Jeg havde solgt dem som slagtedyr. Det mente han ikke, han havde hørt, eller måske havde glemt det, men om ikke det var rigtigt nok, at børnene gik med dem til daglig. Jo, det var det da. Med hensyn til omtalte traktorregning, som jeg ikke mente, jeg var falden til at betale. Jeg ringede så til voldgiftsmanden for at vide, hvad foder og opstaldning af en hest kostede per døgn, og så skrev jeg en regning til E. Nielsen og cyklede så til Sjørring med den. Jeg tror, at den var på cirka 3 kroner større end traktorregningen til mig. Jeg traf ikke E. N. og hørte aldrig siden fra ham om Klaus plus Prins.
Da vi flyttede ind i Vegendalgården rygtedes det hurtigt, at en familie fra landet med syv børn var de nye lejere. Og det var beboerne sikkert ikke glade for. Det var jo nok folk, der regnede sig lidt finere, men som årene gik, blev vi accepteret og de allerbedste venner med de fleste af beboerne. Og det var vel nok mest mors fortjeneste. Hun var jo meget hjemme, mens jeg var på arbejde. Den første lille alvorlige sammenstød vi havde, var med skibsmægler Bjerre. Han ringede på vores dør en aften ved 10-11-tiden. Der var parkeret en bil foran hans garage, så han ikke kunne få sin bil ind. Han mente nok, at det kun kunne være os fra landet, der kunne være skyld i det. Mor sagde til ham, det er ikke noget vi kender til. Og mere flink mand efter den tid end Bjerre, skal der vist ledes længe efter. Han havde i øvrigt en husbestyrerinde, Frk. Jensen, som blev en af mores bedste veninder, mens vi har boet i Vegendalgården, og vel ikke mindst efter mæglerens død. Jeg tror, det er en af dem, mor er kommet mest sammen med i den tid, vi har boet her.
Flere og flere kom her, når de havde problemer. Nok også, fordi mor altid var villig til at hjælpe, og senere blev hun jo vicevært. Og så var det jo ganske naturligt, at beboerne kom, når der var noget med rulle eller vaskemaskine eller andet. Det blev til sidst sådan, at de kom til os med alt, økonomi, skat og selv familieanliggender.
Vegendalgården var dengang A/S med diskontobanken i Aalborg som hovedaktionær, men blev i 1977 købt af en spekulant, Jørgen Højer, Aalborg, hvis planerne nok gik ud på at lave ejerlejligheder og så sælge til dem, der havde lejet lejlighederne i Vegendalgården. Og tankerne var sikkert gode nok, og det med ½-1 million i fortjeneste. Han forlangte 120.000 kr. pr. lejlighed for dem, som boede her. 150.000 hvis det var fremmede, der købte lejlighed, men det gik ikke i første omgang.
Der blev kun solgt fem lejligheder, og lejerne kunne han ikke jage ud. De havde tinglyst lejekontrakt, så den var han nødt til at respektere.
Nu blev det nødvendigt med en ejerforening, samt en ny vicevært. Efter lidt tovtrækkeri gik mor med til, at hun blev vicevært, og det var samtidig med, at hun holdt kontoret på DLG, begge dele i cirka 13 år. Og jeg blev kasserer i ejerforeningen lige så længe.
Der kom jo af og til nye folk, enten ved køb eller når nogen flyttede, og så kom der af og til nye ideer frem. Jeg husker engang et forslag fra fru Frostholm om tøjsnor og tørreplads ud til Vegendalvej, og vedtaget på generalforsamling. Men det blev aldrig gennemført. Så en dag foreslog mor, at det i stedet for at blive brugt til parkeringsplads, og sådan blev det. Og det var jo også en meget bedre idé.
I gildesalen var der hverken stole eller borde. Ejerforeningen var nystiftet og havde ingen penge. En dag var der tilbud på stole, og jeg forslog, at vi købte 20 styk. Men bestyrelsen syntes ikke, vi havde råd til det. Så tilbød jeg at købe 10 styk, mod at foreningen købte andre 10 styk. Og det gik de med til. En dag, jeg var i vandførerforeningen for at ville spille kort, havde de fået nye borde og stole der. Og så købte vi 6 borde og 16 klapstole for 650 kroner. Og nu har vi det sådan, at vi kan være 40-50 stk. til sammenkomst i gildesalen. Og vi er nok dem, der har benyttet den mest.
Der var to garager, som ikke blev solgt med lejlighederne. Den ene lejede jeg ud for dem i Aalborg. Den anden benyttede jeg så selv. Da vi så talte om at rejse til USA, bestemte vi os til at holde op, både som kasserer og vicevært. Vicevært blev Frostholm, og så mente han, at han havde første ret til den tomme garage. Men så ringede jeg straks til Aalborg og købte garagen. Og det har han nok aldrig rigtig tilgivet mig.
Jeg købte den til en pris 2-3.000 kroner mindre end de ellers solgte for, og det var sikkert på grund af, at vi var vicevært. Men Birthe plus K. Erik, boede i Sundby, havde jeg sammen med Thomas 10-12 stader bier, og vi fik også en hel del honning. Men det var lidt upraktisk og alt for langt væk, især når der skulle slynges honning eller når bierne sværmede.
En gang var det særlig galt. Sværmen havde delt sig, eller flere havde sværmet samtidig, så der hængte 4-5 små sværme hist og pist, og dem skulle jeg så have samling på. En klat bier havde sat sig højt i et træ, så jeg måtte have den lange stige plus haveriven for at jeg kunne nå at ryste grenen de hængte på. Og da jeg rakte efter sværmen, gled stigen, og jeg fik en ordentlig flyvetur ned på jorden. Men jeg havde dog fået fat på grenen med bierne, så de sværmede rundt i tusindvis. Og mens jeg lå på jorden og ømmede mig efter flyveturen, var Thomas den eneste, der kom for at hjælpe mig, og det synes jeg var flot gjort af en knægt på 12-13 år. Mens de voksne bare blev stående og så til, sikkert fordi de var bange for bierne.
En anden gang vi var i Sundby og sad rundt om køkkenbordet, var det galt med ”Hvevs”. Hun ville ikke høre hvad mor og far sagde til hende, og så blandede jeg mig og sagde ret hårdt, om hun ikke kunne høre. Og så kom hun rundt om bordet og sagde, Hej morfar, og så var vi på lige igen.
Vi var også med Birthe og K. Erik på ferie 8 dage i Harzen (Pølde). Her havde Birthe nær mistet sit fotografiapparat, mens vi holdt på en rasteplads.
Vi var også med dem i Norge, og her holdt ”Hvevs” fødselsdag, to år. Helge, Lisbeth og Kasper var også med. Da vi var kommet, hvor vi skulle bo, var det første, at Helge skulle ordne noget med en tøjsnor. Og så var der en hugorm, som han fangede. Og så var vi i butik efter sprit, men det kunne man ikke købe i Norge. Så købte vi tændvæske, men hugrommen var rådden efter få dage.
En dag var vi alle på fisketur, dvs. der var overhovedet ikke tegn til fisk. Men så traf vi en ældre nordmand, som sagde, at vi skulle prøve et andet sted. Og her fangede de unge mennesker en laks, som Knud Erik stegte på en primitiv grill, som han havde lavet af kampesten. Og tro det eller ej, fisken smagte virkelig godt.
Jeg var ikke med, hvor de fangede laksen, men blev og snakkede med nordmanden. Altså sådan at forstå, at det var ham, der fortalte, og jeg lyttede. Han fortalte om sine unge dage. Han havde sejlet meget på Danmark. Måske var det noget, der lignede skudehandel (måske pæreskude). Det kneb med at forstå alt, hvad han sagde. Han havde været på de store øer og så den fra kryds og tværs med tre bogstaver (Als). Vi stod tæt på en 30-50 meter høj klippe med fuldstændig lodrette sider og langs med klippefoden en meget smal vej, og med vand på den anden side af vejen. Da han havde udfoldet sig et stykke tid og måske også pralet lidt, mente jeg, at nu måtte det snart være min tur. Og spurgte ham, om det var her ved denne klippe, at de norske bønder havde sejret over den skotske adelsmand Sinclair. Men det skulle jeg aldrig have gjort, for nu begyndte han at synge en vise om den kamp. Der var over 30-70 vers. Jeg husker det ikke, og han kunne dem alle udenad. Mens jeg kun kan huske, at Sinclair drog ud fra Skotland med 1100 svende, som alle havde ondt i sinde. Men budstikken løb eller lød fra grande til nærmeste grande
Efter nogen snak, frem og tilbage, sagde jeg til ham, "Det kan jeg desværre ikke hjælpe dig med". Og vi enedes så om, at han skulle gå til en sagfører, for at høre hvad han mente om sagen. Han, sagføreren, var tosset og nærmest idiot. Han skrev til mig, at jeg skulle levere cyklen tilbage til ejeren. Det var en karl, som tjente på en af Søgårdene. Og så skulle jeg betale sagføreren et mindre salær. Og så skulle jeg ikke høre mere til sagen. Jeg skrev til sagføreren, lidt frækt og mindre pænt, tror jeg nok.
Men så fik jeg brev fra fogeden om at møde i fogedretten i Thisted. Det turde jeg ikke lade være med. Jeg husker datoen, den 8. februar. Og jeg havde lige ringet efter jordemoren, inden jeg cyklede til Thisted. Det var i 6-10 cm sne, som var begyndt at smelte på grund af tøvejret. Alle tider sjap. Jeg nåede derud til tiden, og da jeg kom ind for de høje herrer, begyndte de, skriveren og fogeden med at sige: "Hvad er det dog for en røverhistorie, at De er blevet blandet ind i Christensen"? Jeg lod dem snakke færdig. Og da det så blev min tur, tog jeg stævningen op af lommen og viste den til dem. Der stod nemlig, at det drejede sig om en cykel, som ved en fejltagelse var blevet udleveret til en fremmed. Og så imødegik jeg deres snak med, at når det var ved en fejltagelse, så måtte vedkommende, som havde lavet fejlen, jo også selv rette for fejlen. Og da jeg ikke ville indgå nogen forlig med dem, blev det bestemt, at jeg skulle høre nærmere til sagen. En 14 dages tid efter fik jeg et meget pænt og høfligt brev fra sagføreren. At han havde bestemt at ordne sagen på anden måde. Og så hørte jeg ikke mere fra dem.
En anden gang var det mor, der var i vinden. Hun havde nok ikke købt en flaske permanentvæske, men den rejsende havde ladet den blive stående, så kunne hun jo altid betale.
Det var ikke den rejsende, hun plejede at handle med. Det var nærmest en tvangshandel. Han ville selvfølgelig gerne have nye kunder. Så en dag kom der en opkrævning. Jeg tror omkring 15-20 kroner. Men med to gange porto. Den gang 30-40 øre. Jeg lod den gå tilbage og skrev, at enten var der kludder i hans regnskab, eller også i postvæsenets, og at en opkrævning med to gange porto ikke ville blive betalt. Det kostede mig nok 20 øre at skrive. To dage efter fik jeg en ny opkrævning med én gang porto. Skønt nu havde han brugt to gange porto.
En gang solgte jeg roer til en vognmand fra Hjardemål. Så snart jeg så manden, bestemte jeg, ham ville jeg ikke handle med. Men jeg gjorde det alligevel. Han skulle så få roerne vejet i Thisted. Det var lige før aften, og da han kom igen næste dag, sagde han, at de havde lukket på vægten, da han kom til Thisted. Han fik så et læs til, som så skulle vejes. Men jeg har aldrig set manden siden. Så måtte jeg til Thisted til en sagfører. Han kendte godt manden. "Du må ikke engang ofre et 20-øresfrimærke til at sende ham en regning". Det eneste jeg fik ud af det, var, at min første vurdering af manden var rigtig, men det kunne jeg jo ikke betale købmanden med. Senere hørte vi, at han havde hængt sig på grund af et tilgodehavende ved kommunen, som han nok ville snyde sig til. Men han havde kun taget rebet om livet, ikke om halsen, og det var vel klogt nok gjort af ham.
Andre problemer. En søndag kom gamle Ysse, og sagde, at Helge og Peter havde i middagsstunden været omme i hans garage og prøvet på at starte bilen, som stod der, og de havde kørt alt strømmen af den. Vi fik at vide, at Ulrik Salmonsen og Be-e (bette) Jens, Svendsens barnebarn, også var med til det. Lidt efter kom gamle Ysse igen, og nu fortalte han på en helt anden måde.
Der havde næsten ingen strøm været på bilen. Men nu var der masser af strøm på, så det har kostet en hel masse benzin. Jeg tror, jeg betalte ham godt en snes kroner, og så fik jeg senere at vide, at det mest var de to andre knægte, der havde prøvet bilen. Ak, ja!
En gang vi var i Aalborg på todages besøg, var Henning kommet i tanker om, at græsplænen skulle slås. Og dygtig som han var, han fik fat i plænemaskinen. Men det var for strengt. Så gik han ind i stalden efter sin gode ven, Prins (Hest), og spændte den fra maskinen. Og så løb Prins løbsk med det resultat, at plænemaskinen splintrede i stumper og stykker, på nær lige håndtaget. Plænemaskinen var vi fælles med vores naboer om, og så måtte jeg jo betale for at få en ny maskine. Men også det kom vi over.
Han brugte også Prins, når der var sne. Var det i skoven, hvor de skulle kælke? Flere hundrede meter blev de alle spændt bagefter Prins, som så trak dem hele vejen op ad bakken. Var det på den flade mark, de var spændt bagefter, fik han Prins i en god trav, og så drejede han pludselig brat til siden, og så væltede alle kanerne.
En dag jeg skulle bruge hestene, var hovedtøjet væk, og det samme var børnene. Jeg vidste, at de havde brugt det, når de legede at køre hest. Efter at have ledt over alt, uden at finde dem, så måtte jeg i tænkeboksen. Det eneste sted, jeg kunne tænke mig, at de kunne være, var i såmaskinen med låg over. Og her fandt jeg dem.
Det og mange andre småproblemer. Men noget af det værste, var dog cykelturen til Thisted i det næsten ufremkommelige snesjap. Og jeg sagde lige ud til fogeden, jeg har travlt, må skynde mig hjem, for jeg ringede efter ”madammen”, lige før jeg cyklede hjemmefra. Peter blev født, lige inden jeg nåede hjem, endda jeg kom op at køre med slagter Mortensen fra ”Vestjylland” og hjem.
Mens cyklen stod på bilens forskærm og trinbræt, måtte jeg sidde for åben rude for at holde på cyklen. Det var en kold en. Men det var meget flinkt af Mortensen. Og alt i alt havde vi mange gode år i Frede-Bo. Vi købte et gammelt faldefærdigt hus, som lå midt inde på vores mark. Den gik jeg og ragede ned en vinter, når jeg ikke var ude at kaste sne. Der var ingen syld under huset. Det var muret oven på store kampesten. Dem solgte jeg til vognmand Otto Svensen, jeg fik dog aldrig noget for dem, men til gengæld fik jeg de store sten fjernet gratis.
Vi solgte også engen i Nørhå, og så købte vi et stykke mosejord i Hundborg Mose. Det kom dog aldrig rigtigt i brug, fordi vi solgte ejendommen og flyttede til Thisted.
Vi byggede også et stort hønsehus med kornloft over. Det var loft fra de gamle hus, jeg rev ned. Og taget, som blev flyttet helt, kørt på ”Byens Skræk”. Det var taget fra halvdelen af S.R. Svensens baghus, som jeg fik mod at lukke gavlen og sætte to skydedøre ind, så han fik en god bilgarage.
Da hønsehuset var færdigt, fik vi cirka 300 daggamle hønekyllinger, Nogle hanekyllinger var der jo imellem. Og det blev jo til vores søndagsmiddag, indtil vi ikke var så helt vilde med kyllingesteg. Mens det, når vi havde familien på besøg, var lige til den store guldmedalje. Fru Jensine Svendsen var ikke altid lige begejstret for de store hvide italienerhanekyllinger, for der var nogen af dem, som var helt tossede. Fru J. Svensen havde lov til at tømme askeskuffen i vores mødding. Men så snart hun viste sig i gården, var der tit en hane i nakken på hende.
Da vi fik de mange høns, begyndte vi at sælge rugeæg. Og da vi også solgte mælk ved Stalddøren, gik det vel ikke så galt, men en ejendom med 16 tønder sæde, og cirka 10 tønder land i jordareal, gav dog ikke meget i tegnebogen.
Så kom moderniseringstiden med traktor og tilhørende markredskaber. Jeg byttede med Ernst Nielsen. Han skulle have vore to heste, mens jeg fik en hovedrepareret traktor, som han dog rettede til, at det var måske så meget sagt, men den var set godt efter alle vegne. Der gik dog ikke ret lang tid, før der var flere ting, der skulle rettes med traktoren, og det fik jeg så en regning på. Og det var jeg ikke helt tilfreds med, når den var lovet helt i orden. Vi havde handlet sådan, at han fik hestene som slagteheste, dog ikke at han havde pligt til at slagte dem, men uden garanti fra min side.
De stod i lang tid hos os og fik føden. Indtil en dag, jeg ringede til ham og gjorde vrøvl. Så flyttede han dem til Thisted for at sælge dem. Det var jo et par rare heste, som børnene gik ved til daglig. Ernst Nielsen ringede så til mig og fortalte, at den første køber, der gik op i båsen til Klaus, ville skubbe den til side, og det ville Klaus ikke finde sig i. Manden fik et spark, så han fandt sig selv liggende nede bagved. Og nu ville Nielsen have erstatning for, at hesten ikke var reel. Jeg havde solgt dem som slagtedyr. Det mente han ikke, han havde hørt, eller måske havde glemt det, men om ikke det var rigtigt nok, at børnene gik med dem til daglig. Jo, det var det da. Med hensyn til omtalte traktorregning, som jeg ikke mente, jeg var falden til at betale. Jeg ringede så til voldgiftsmanden for at vide, hvad foder og opstaldning af en hest kostede per døgn, og så skrev jeg en regning til E. Nielsen og cyklede så til Sjørring med den. Jeg tror, at den var på cirka 3 kroner større end traktorregningen til mig. Jeg traf ikke E. N. og hørte aldrig siden fra ham om Klaus plus Prins.
Da vi flyttede ind i Vegendalgården rygtedes det hurtigt, at en familie fra landet med syv børn var de nye lejere. Og det var beboerne sikkert ikke glade for. Det var jo nok folk, der regnede sig lidt finere, men som årene gik, blev vi accepteret og de allerbedste venner med de fleste af beboerne. Og det var vel nok mest mors fortjeneste. Hun var jo meget hjemme, mens jeg var på arbejde. Den første lille alvorlige sammenstød vi havde, var med skibsmægler Bjerre. Han ringede på vores dør en aften ved 10-11-tiden. Der var parkeret en bil foran hans garage, så han ikke kunne få sin bil ind. Han mente nok, at det kun kunne være os fra landet, der kunne være skyld i det. Mor sagde til ham, det er ikke noget vi kender til. Og mere flink mand efter den tid end Bjerre, skal der vist ledes længe efter. Han havde i øvrigt en husbestyrerinde, Frk. Jensen, som blev en af mores bedste veninder, mens vi har boet i Vegendalgården, og vel ikke mindst efter mæglerens død. Jeg tror, det er en af dem, mor er kommet mest sammen med i den tid, vi har boet her.
Flere og flere kom her, når de havde problemer. Nok også, fordi mor altid var villig til at hjælpe, og senere blev hun jo vicevært. Og så var det jo ganske naturligt, at beboerne kom, når der var noget med rulle eller vaskemaskine eller andet. Det blev til sidst sådan, at de kom til os med alt, økonomi, skat og selv familieanliggender.
Vegendalgården var dengang A/S med diskontobanken i Aalborg som hovedaktionær, men blev i 1977 købt af en spekulant, Jørgen Højer, Aalborg, hvis planerne nok gik ud på at lave ejerlejligheder og så sælge til dem, der havde lejet lejlighederne i Vegendalgården. Og tankerne var sikkert gode nok, og det med ½-1 million i fortjeneste. Han forlangte 120.000 kr. pr. lejlighed for dem, som boede her. 150.000 hvis det var fremmede, der købte lejlighed, men det gik ikke i første omgang.
Der blev kun solgt fem lejligheder, og lejerne kunne han ikke jage ud. De havde tinglyst lejekontrakt, så den var han nødt til at respektere.
Nu blev det nødvendigt med en ejerforening, samt en ny vicevært. Efter lidt tovtrækkeri gik mor med til, at hun blev vicevært, og det var samtidig med, at hun holdt kontoret på DLG, begge dele i cirka 13 år. Og jeg blev kasserer i ejerforeningen lige så længe.
Der kom jo af og til nye folk, enten ved køb eller når nogen flyttede, og så kom der af og til nye ideer frem. Jeg husker engang et forslag fra fru Frostholm om tøjsnor og tørreplads ud til Vegendalvej, og vedtaget på generalforsamling. Men det blev aldrig gennemført. Så en dag foreslog mor, at det i stedet for at blive brugt til parkeringsplads, og sådan blev det. Og det var jo også en meget bedre idé.
I gildesalen var der hverken stole eller borde. Ejerforeningen var nystiftet og havde ingen penge. En dag var der tilbud på stole, og jeg forslog, at vi købte 20 styk. Men bestyrelsen syntes ikke, vi havde råd til det. Så tilbød jeg at købe 10 styk, mod at foreningen købte andre 10 styk. Og det gik de med til. En dag, jeg var i vandførerforeningen for at ville spille kort, havde de fået nye borde og stole der. Og så købte vi 6 borde og 16 klapstole for 650 kroner. Og nu har vi det sådan, at vi kan være 40-50 stk. til sammenkomst i gildesalen. Og vi er nok dem, der har benyttet den mest.
Der var to garager, som ikke blev solgt med lejlighederne. Den ene lejede jeg ud for dem i Aalborg. Den anden benyttede jeg så selv. Da vi så talte om at rejse til USA, bestemte vi os til at holde op, både som kasserer og vicevært. Vicevært blev Frostholm, og så mente han, at han havde første ret til den tomme garage. Men så ringede jeg straks til Aalborg og købte garagen. Og det har han nok aldrig rigtig tilgivet mig.
Jeg købte den til en pris 2-3.000 kroner mindre end de ellers solgte for, og det var sikkert på grund af, at vi var vicevært. Men Birthe plus K. Erik, boede i Sundby, havde jeg sammen med Thomas 10-12 stader bier, og vi fik også en hel del honning. Men det var lidt upraktisk og alt for langt væk, især når der skulle slynges honning eller når bierne sværmede.
En gang var det særlig galt. Sværmen havde delt sig, eller flere havde sværmet samtidig, så der hængte 4-5 små sværme hist og pist, og dem skulle jeg så have samling på. En klat bier havde sat sig højt i et træ, så jeg måtte have den lange stige plus haveriven for at jeg kunne nå at ryste grenen de hængte på. Og da jeg rakte efter sværmen, gled stigen, og jeg fik en ordentlig flyvetur ned på jorden. Men jeg havde dog fået fat på grenen med bierne, så de sværmede rundt i tusindvis. Og mens jeg lå på jorden og ømmede mig efter flyveturen, var Thomas den eneste, der kom for at hjælpe mig, og det synes jeg var flot gjort af en knægt på 12-13 år. Mens de voksne bare blev stående og så til, sikkert fordi de var bange for bierne.
En anden gang vi var i Sundby og sad rundt om køkkenbordet, var det galt med ”Hvevs”. Hun ville ikke høre hvad mor og far sagde til hende, og så blandede jeg mig og sagde ret hårdt, om hun ikke kunne høre. Og så kom hun rundt om bordet og sagde, Hej morfar, og så var vi på lige igen.
Vi var også med Birthe og K. Erik på ferie 8 dage i Harzen (Pølde). Her havde Birthe nær mistet sit fotografiapparat, mens vi holdt på en rasteplads.
Vi var også med dem i Norge, og her holdt ”Hvevs” fødselsdag, to år. Helge, Lisbeth og Kasper var også med. Da vi var kommet, hvor vi skulle bo, var det første, at Helge skulle ordne noget med en tøjsnor. Og så var der en hugorm, som han fangede. Og så var vi i butik efter sprit, men det kunne man ikke købe i Norge. Så købte vi tændvæske, men hugrommen var rådden efter få dage.
En dag var vi alle på fisketur, dvs. der var overhovedet ikke tegn til fisk. Men så traf vi en ældre nordmand, som sagde, at vi skulle prøve et andet sted. Og her fangede de unge mennesker en laks, som Knud Erik stegte på en primitiv grill, som han havde lavet af kampesten. Og tro det eller ej, fisken smagte virkelig godt.
Jeg var ikke med, hvor de fangede laksen, men blev og snakkede med nordmanden. Altså sådan at forstå, at det var ham, der fortalte, og jeg lyttede. Han fortalte om sine unge dage. Han havde sejlet meget på Danmark. Måske var det noget, der lignede skudehandel (måske pæreskude). Det kneb med at forstå alt, hvad han sagde. Han havde været på de store øer og så den fra kryds og tværs med tre bogstaver (Als). Vi stod tæt på en 30-50 meter høj klippe med fuldstændig lodrette sider og langs med klippefoden en meget smal vej, og med vand på den anden side af vejen. Da han havde udfoldet sig et stykke tid og måske også pralet lidt, mente jeg, at nu måtte det snart være min tur. Og spurgte ham, om det var her ved denne klippe, at de norske bønder havde sejret over den skotske adelsmand Sinclair. Men det skulle jeg aldrig have gjort, for nu begyndte han at synge en vise om den kamp. Der var over 30-70 vers. Jeg husker det ikke, og han kunne dem alle udenad. Mens jeg kun kan huske, at Sinclair drog ud fra Skotland med 1100 svende, som alle havde ondt i sinde. Men budstikken løb eller lød fra grande til nærmeste grande
”Dalens sønner i skjul ej krøb,
det måtte her Sinclair sande,
og ingen skotte vendte hjem,
som kunne se sine landsmænd fortælle om,
hvordan det er at gæste dem,
som bor blandt norske fjelde”.
Nordmændene havde vi hjælp af træstammer og reb stablet store mængder
klippeblokke sammen oppe på klippens top, og da skotterne var nedenunder
mellem lejetropperne (det var svenskerne der havde lejet dem), så huggede
nordmændene rebene over. Og da de jo holdt hele lavinen, kan man nok sige, at
det blev en overraskelse for skotterne, idet mange af dem mistede livet, og
tropper og materiel blev delt i to dele. Og samtidig blev de overfaldet af
nordmændene (de norske bønder) ovenfra. Så det blev et totalt nederlag for de
krigsvante skotter. Alt i alt havde vi en meget fin Norgestur 1995.
50 år efter Danmarks befrielse, og så må man med væmmelse se og høre på i TV eller læse i avisen om hvordan de kloge, og måske også mindre kloge, prøver på at finde en syndebuk, ved at fortælle, at der ingen modstand sådan rigtigt var.
Men en skjult modstand virkede nok mest på de tyske overfaldsmænd. En åbenlys modstand ville de have mejet ned med det samme. Jeg tror fuldt og fast på, at de fleste danskere var mødt ved grænsen 9. april, og jeg tror også at vi var blevet skudt alle som en. Den tyske krigsmaskine kunne ikke stanses med plej, fok eller høle. Og desuden var der et utal af bombefly som hele tiden kredsede over København.
I tiden efter den 9. april var der også mange som gerne ville yde modstand mod den tyske værnemagt, men hvor skulle de henvende sig for at komme i forbindelse med modstandsbevægelsen. Det var i sig selv farligt at forsøge, og fra London lød det over radioen at væbnet modstand eller opstand frarådedes bestemt indtil tiden er inde. Dog opfordredes der stærkt til især jernbanesabotage. Anden modstand ville øjeblikkeligt blive mejet ned af tyskerne, hvorimod en skjult modstand måske, om ikke før, så sidst på krigen, kunne være med til at nedbryde den tyske moral.
Så hører vi i TV, at der bliver sagt om dem med ”Revolveren i baglommen” (nedsættende) om meget kunne være gjort på en anden måde (sikkert rigtigt). Men, men, mon dog nogen (dumme Dänen) var så dum, at tro det ville nytte noget at sige til Hitler. "Det kan du ikke være bekendt. Du har selv skrevet ikkeangrebspagt med os" (Danmark, Holland, Belgien, osv.). Nej, der skal skrap lud til skurvede hoveder. Så læser vi i avisen, at det var engelske soldater, der befriede Danmark. Javel, men mon der ikke også var andre? Hvad med den engelske civilbefolkning? Mange mistede alt, hjem, ejendele, far, mor, sønner og døtre. Alle havde sorg over tab af slægtninge, sømænd og fiskere. Hvem friede Danmark? Hvem mistede livet for tyskernes kugler? Mænd og kvinder i Holland, Belgien, Frankrig osv. Hvad med Polen eller Rusland, der led store milliontab? Det skal nævnes, skønt vi var endnu mere bange for russerne, end for tyskerne. Hvad med fangerne i de tyske lejre? Hvad med de danske kvinder? Mon de ikke frygtede for, at det blev opdaget, når manden var ude om natten?
50 år efter Danmarks befrielse, og så må man med væmmelse se og høre på i TV eller læse i avisen om hvordan de kloge, og måske også mindre kloge, prøver på at finde en syndebuk, ved at fortælle, at der ingen modstand sådan rigtigt var.
Men en skjult modstand virkede nok mest på de tyske overfaldsmænd. En åbenlys modstand ville de have mejet ned med det samme. Jeg tror fuldt og fast på, at de fleste danskere var mødt ved grænsen 9. april, og jeg tror også at vi var blevet skudt alle som en. Den tyske krigsmaskine kunne ikke stanses med plej, fok eller høle. Og desuden var der et utal af bombefly som hele tiden kredsede over København.
I tiden efter den 9. april var der også mange som gerne ville yde modstand mod den tyske værnemagt, men hvor skulle de henvende sig for at komme i forbindelse med modstandsbevægelsen. Det var i sig selv farligt at forsøge, og fra London lød det over radioen at væbnet modstand eller opstand frarådedes bestemt indtil tiden er inde. Dog opfordredes der stærkt til især jernbanesabotage. Anden modstand ville øjeblikkeligt blive mejet ned af tyskerne, hvorimod en skjult modstand måske, om ikke før, så sidst på krigen, kunne være med til at nedbryde den tyske moral.
Så hører vi i TV, at der bliver sagt om dem med ”Revolveren i baglommen” (nedsættende) om meget kunne være gjort på en anden måde (sikkert rigtigt). Men, men, mon dog nogen (dumme Dänen) var så dum, at tro det ville nytte noget at sige til Hitler. "Det kan du ikke være bekendt. Du har selv skrevet ikkeangrebspagt med os" (Danmark, Holland, Belgien, osv.). Nej, der skal skrap lud til skurvede hoveder. Så læser vi i avisen, at det var engelske soldater, der befriede Danmark. Javel, men mon der ikke også var andre? Hvad med den engelske civilbefolkning? Mange mistede alt, hjem, ejendele, far, mor, sønner og døtre. Alle havde sorg over tab af slægtninge, sømænd og fiskere. Hvem friede Danmark? Hvem mistede livet for tyskernes kugler? Mænd og kvinder i Holland, Belgien, Frankrig osv. Hvad med Polen eller Rusland, der led store milliontab? Det skal nævnes, skønt vi var endnu mere bange for russerne, end for tyskerne. Hvad med fangerne i de tyske lejre? Hvad med de danske kvinder? Mon de ikke frygtede for, at det blev opdaget, når manden var ude om natten?
[”Revolveren i baglommen” er et kendt udtryk, der kan stamme fra Henrik
Pontoppidans roman ”Ungdom” og er her benyttet om frihedskæmpere.]
18. april 1995, I avisen fra i dag, står der om forskellige landes tab af menneskeliv under 2. verdenskrig. Cirka 45 millioner. Danmark 4.700. England 357.000. USA 298.000. Sovjet cirka 18 millioner. Polen 5,8 millioner. Frankrig cirka 563.000. Tyskland cirka 4,2 millioner. Japan cirka 2 millioner. Jugoslavien 1,5 millioner. Finland 84.000. Norge 10.000. Danskere i tyske fængsler cirka 11.000. I KZ-lejre 6.000. Danske søfolk i allieret tjeneste cirka 2.000, samt 5,8 million jøder.
Tyskernes ret til dette må være svært at forklare. Krig, siger nogen. Mord og overfald, siger andre. Og det trods ikkeangrebspagt. Men hvorfor nu al den uenighed nu efter 50 år? Efter at vi 4. maj havde hørt J.G. Sørensens stemme fra London. Det skabte en stemning i hele den danske befolkning, som ikke kan beskrives eller forstås uden af dem, der har oplevet det.
En tvang, en byrde, blev taget væk. En lettelse og glæde i stedet. En jubel uden lige. ”Åg på nakke og lås for vor mund” var pludselig væk. Vi havde jo ventet tyskernes nederlag længe før. Når vi hørte, at engelske fly havde bombet et tysk tog i Holland, troede vi, at krigen snart var forbi. Men vi blev klog på, at der skulle mere til.
Og farlig var det at være tyskvenlig, men også at være imod tyskerne. En dag, jeg var på vej til Anders Thomsen med hest og roemaskine, kørte en tysk motorordonnans ind foran mig, så jeg måtte standse. Han spurgte mig på nogenlunde forståeligt dansk, om det var den rigtige vej til Ulstrup. Jeg prøvede med, at jeg ikke forstod hvad han sagde. Så blev han fuldstændig rasende og kaldte mig ved en hel masse mindre pæne navne. Og så bankede han sig selv på hovedet, vel for at fortælle mig, at jeg var ikke rigtig klog. Men så slog han sig på siden, der hvor han havde revolveren. Så forstod jeg meningen, men jeg slap dog med advarslen.
En søndag formiddag var jeg gået om i haven. Det var jo lige op ad landevejen, da jeg hørte og så en tysker komme gående. Jeg fik så vendt ryggen til, da han kom nær til. Var det nok som en spand koldt vand over nakken. Han stod stille og sagde på godt rigsdansk: "Goddag, hvor langt er der til Todbøl"?
Men mere farlig var det en gang, vi havde bestemt os for at spørge en af byens stabile mænd, om han ville være med i gruppen. Det ville han ikke. Så var vi nødt til at sige til ham, at et ord om det der her og du bliver skudt, men af hvem. Det var frygteligt. Det var lidt om, hvad ham med ”Revolveren i baglommen” blev udsat for.
Der var også møder med sønder i tysk krigsforhør. Der var jo ikke dåd eller bedrift, der var værd at snakke om. Nej, men den tysker, der var dekoreret med jernkors og tapperhedsmedalje med ordre fra Hitler om at jævne et par landsbyer med jorden og skyde beboerne, for eksempel. Spædbørnene, op på armen, revolveren i højre hånd, og så et nakkeskud (mon det er mandsmod). Kun fordi de havde dræbt en tysk overfaldsbandit, og dermed prøvet at forsvare deres eget land. Ja, forstå det, hvem der kan.
Her er måske noget at tænke over, for ham der skriver nedsættende om dem med ”revolveren i baglommen”, men efter 50 år lad os dog sige med nordmændene ”Alt hvad fædrene har stridt, møderne har grædt, det har den herre stille lempet, så vi vandt vor ret”. Eller den gamle danske ordsprog (møntet på ham der skrev om ”Revolveren i baglommen”), og som lyder ”Misundelsens brød skal jo også ædes”.
En del af dette her er skrevet på grund af irritation over de sidste dages avisskriveri om besættelse, krig og modstandsbevægelser, og forsøg på at lave om på kendsgerningerne fra den gang i deres uvidenhed. Som for eksempel historikeren Anette Waring. Roskilde Universitetscenter. Uden at kende noget til de faktiske forhold, kun mundtlig eller skriftlig overlevering. Her er noget som står fast. Det var farligt at være tyskvenlig, og det var farligt at være imod tyskerne.
[
Professor i historie Anette Warring er kendt for sin ukonventionelle tilgang
til besættelsestiden - bl.a. hendes ph.d.-afhandlingen ”Tyskerpiger – under
besættelse og retsopgør”, som udkom i 1994]
18. april 1995, I avisen fra i dag, står der om forskellige landes tab af menneskeliv under 2. verdenskrig. Cirka 45 millioner. Danmark 4.700. England 357.000. USA 298.000. Sovjet cirka 18 millioner. Polen 5,8 millioner. Frankrig cirka 563.000. Tyskland cirka 4,2 millioner. Japan cirka 2 millioner. Jugoslavien 1,5 millioner. Finland 84.000. Norge 10.000. Danskere i tyske fængsler cirka 11.000. I KZ-lejre 6.000. Danske søfolk i allieret tjeneste cirka 2.000, samt 5,8 million jøder.
Tyskernes ret til dette må være svært at forklare. Krig, siger nogen. Mord og overfald, siger andre. Og det trods ikkeangrebspagt. Men hvorfor nu al den uenighed nu efter 50 år? Efter at vi 4. maj havde hørt J.G. Sørensens stemme fra London. Det skabte en stemning i hele den danske befolkning, som ikke kan beskrives eller forstås uden af dem, der har oplevet det.
En tvang, en byrde, blev taget væk. En lettelse og glæde i stedet. En jubel uden lige. ”Åg på nakke og lås for vor mund” var pludselig væk. Vi havde jo ventet tyskernes nederlag længe før. Når vi hørte, at engelske fly havde bombet et tysk tog i Holland, troede vi, at krigen snart var forbi. Men vi blev klog på, at der skulle mere til.
Og farlig var det at være tyskvenlig, men også at være imod tyskerne. En dag, jeg var på vej til Anders Thomsen med hest og roemaskine, kørte en tysk motorordonnans ind foran mig, så jeg måtte standse. Han spurgte mig på nogenlunde forståeligt dansk, om det var den rigtige vej til Ulstrup. Jeg prøvede med, at jeg ikke forstod hvad han sagde. Så blev han fuldstændig rasende og kaldte mig ved en hel masse mindre pæne navne. Og så bankede han sig selv på hovedet, vel for at fortælle mig, at jeg var ikke rigtig klog. Men så slog han sig på siden, der hvor han havde revolveren. Så forstod jeg meningen, men jeg slap dog med advarslen.
En søndag formiddag var jeg gået om i haven. Det var jo lige op ad landevejen, da jeg hørte og så en tysker komme gående. Jeg fik så vendt ryggen til, da han kom nær til. Var det nok som en spand koldt vand over nakken. Han stod stille og sagde på godt rigsdansk: "Goddag, hvor langt er der til Todbøl"?
Men mere farlig var det en gang, vi havde bestemt os for at spørge en af byens stabile mænd, om han ville være med i gruppen. Det ville han ikke. Så var vi nødt til at sige til ham, at et ord om det der her og du bliver skudt, men af hvem. Det var frygteligt. Det var lidt om, hvad ham med ”Revolveren i baglommen” blev udsat for.
Der var også møder med sønder i tysk krigsforhør. Der var jo ikke dåd eller bedrift, der var værd at snakke om. Nej, men den tysker, der var dekoreret med jernkors og tapperhedsmedalje med ordre fra Hitler om at jævne et par landsbyer med jorden og skyde beboerne, for eksempel. Spædbørnene, op på armen, revolveren i højre hånd, og så et nakkeskud (mon det er mandsmod). Kun fordi de havde dræbt en tysk overfaldsbandit, og dermed prøvet at forsvare deres eget land. Ja, forstå det, hvem der kan.
Her er måske noget at tænke over, for ham der skriver nedsættende om dem med ”revolveren i baglommen”, men efter 50 år lad os dog sige med nordmændene ”Alt hvad fædrene har stridt, møderne har grædt, det har den herre stille lempet, så vi vandt vor ret”. Eller den gamle danske ordsprog (møntet på ham der skrev om ”Revolveren i baglommen”), og som lyder ”Misundelsens brød skal jo også ædes”.
En del af dette her er skrevet på grund af irritation over de sidste dages avisskriveri om besættelse, krig og modstandsbevægelser, og forsøg på at lave om på kendsgerningerne fra den gang i deres uvidenhed. Som for eksempel historikeren Anette Waring. Roskilde Universitetscenter. Uden at kende noget til de faktiske forhold, kun mundtlig eller skriftlig overlevering. Her er noget som står fast. Det var farligt at være tyskvenlig, og det var farligt at være imod tyskerne.
Her er en anden begivenhed, som kunne have fået frygtelige følger for os. Gartneren B.P., som var med i gruppen, havde fået lavet falske papirer med foto og navnet Peter Kristensen, og så gemt det hele i bogreolen i sin bibel, i den tro, at her var den hellige grav vel forvaret. Men da pigen Jytte støvede bøgerne af, faldt det hele ud af bibelen. Hun er sikkert blevet noget forundret over, hvad hun så, og gik hjem og fortalte det. 14-15 år, som hun var, hun fik at vide, at det skulle hun holde mund med, og det selvom storesøsteren var tolk hos tyskerne og meget tyskvenlig. Moderen var i køkkenet hos tyskerne, og faren kørte mad hver dag fra Hundborg til tyskerne i Bøgested Rende. Et enkelt ord fra dem i ubetænksomhed eller over et par snapser, det kunne let have kostet 10-12 mand livet eller friheden. Jeg beundrer dem for at holde mund, men aldrig sympati for deres holdning under krigen og deres nære omgang med tyskerne. Det kunne ellers let være gået som det gik Hvidstensgruppen.
Det var så en lille smule fra tyskertiden. Jeg kan lige nævne den med Flemming Juncker, som blev taget af tyskerne sammen med to andre danskere. Deres fjerde mand var ikke sammen med dem den dag, og ham ville tyskerne have fat i, og under forhøret ville de så lære danskerne til at sige, hvor den fjerde var. Men det ville danskerne ikke. Men så fik F. Juncker en lys idé og sagde til tyskerne, "Jeg tror jeg kan finde ham ude i byen" (dumme Dänen). Og den troede tyskerne på. F. Juncker kom selvfølgelig ikke tilbage igen. Forståeligt at tyskerne syntes danskerne var dumme.
Tøsene blev klippet, og nogle af håndlangerne blev sat ind nogle dage. Men hvad med de handlende? Vognmænd, fabrikanter, entreprenører, for ikke at tale om vores regering med vedtagelse af lov mod sabotage og med pligt til at angive modstandsfolk og fremmede flyvere. Og det forfærdelige er, hvordan det ville være gået, hvis vi alle havde været imod tyskerne, og de så havde været nødt til at tvinge alt igennem, såsom handel og arbejde eller hvis alle havde været tyskervenlige?
Tiden nærmede sig nu, hvor vi kunne se slut på krigen. De fleste tyskere blev sendt til fronten, og barakkerne fyldt op med ungarske flygtninge. Dem var vi mere fortrolige med, end med tyskerne. De fjernede pigtråden på vores mark og trak pælene op. Og rykkede alle de små, ikke udtyndede roer op. Dem ville de bruge som foder til deres heste. Det var en stor dag for os. Mor havde smurt en stor kurve æggemadder til ungarerne. Og hun havde også en spand mælk med til dem. Og så sad vi alle på skrænten vest for Frede-Bo og nød livet og friheden og æggemadderne.
Ungarerne var kørende med hest og vogn med tremmekasse på. Det var første gang vi så sådan en vogn. Om de var kørende sådan hele vejen fra Ungarn ved jeg ikke. Men jeg ved, at det tog med ungarske flygtninge på vej op gennem Jylland blev ramt af sabotage.
Før æggemadderne havde vi haft et møde på gæstehjemmet med de militærpersoner som var med flygtningene. Og vi fik af dem (hver) en 7,65 pistol. Men krigen var jo ved at være forbi, så vi havde ingen brug for den. Og desuden havde vi jo vores små US karabiner plus en hel del tyske rifler som vi fandt i Bøgested Rende. Jeg afleverede mine våben kort tid efter krigen.
Da vi blev gift den 15. november1936 havde vi kendt hinanden i næsten 5 år. Og så boede vi i Frede-Bo i 28 år. Og nu har vi boet i Vegendalgården over 30 år. Det må vist kaldes en lang tid. Dog ikke sådan at forstå, at tiden har syntes lang for os. For hvor er tiden dog blevet af? Fra 1932 indtil nu. Vi skriver 1995.
Vi var betænkelige nok ved at flytte til Thisted og gjorde det nok mest for Helge og Peters skyld. Og det har vi aldrig fortrudt. Og selvom det var småt med arbejde, gik det dog. Til at begynde med var det jo lidt hist og pist. Men så fik vi begge to arbejde på DLG. Og det var jo kun 25-30 meter fra hvor vi boede. Når det var dårligt vejr kunne vi jo benytte os af kældergangen. Mor blev der i 13-14 år. Hun skulle have kontoret i orden, når folkene kom. Så hun måtte op ved 5-5½ tiden. Og så var hun nok ikke så modig.
To gange var der indbrud. Den ene gang med forsøg med slagbor at trænge ind i boxsen.
En anden gang hun kom derover, stod der et par kæmpe træsko midt på gulvet, og
så kom hun hjem igen. Jeg gik så med hende derover, men efter vi havde talt de
tomme flasker, blev vi enige om, at det nok var direktøren, som havde krummet
armen et par ekstra gange, og så gået hjem i de små, altså store slippers,
uden at huske på de store violinkasser, som han havde på, da han kom.
Samtidig med arbejdet på DLG, var mor også vicevært i Vegendalgården. Og da jeg sagde mit arbejde op, da det var blevet indført med efterløn, var det også i nogen grad for at hjælpe mor. Gården skulle fejes, og der skulle kastes sne, strøs salt, slås plæne, og hvad der ellers var at lave.
Dengang havde vi tre haver på Østerbakken, og et stort stykke jord i Sundby, hos Birte og K. Erik. Og så havde jeg også bierne. Så vi cyklede tit en tur til Sundby. Det gør vi ikke mere. Tiden forandrer sig, og det gør vi med. Nu er vi blevet gamle, og nu er det mest med at besøge børnene, hvis nogen vil køre med os. Og så har vi jo haft vores ferieture sammen med vores børn. Norge, Sverige, Tyskland, USA og Canada. Men det sidste må mor hjælpe med at fortælle om, og så har mor jo også været i Grækenland.
Vi startede på Amerikaturen den 20. juli 1987. Vi skulle med flyveren fra Thisted til København tidlig om morgenen. Børnene var med os i lufthavnen for at se os drage afsted til det store ukendte. Efter lidt problemer med kontrol, hvor spionen opdagede, at jeg havde min kniv i lommen, måtte jeg en ekstra gang igennem kontrollen, og så kom vi op i flyveren. Men der var knas med motoren, og ledelsen turde ikke flyve med den, og vi blev kommanderet ud igen. Og vi kom så med Taxa til Aalborg, og da der kun var ca. 45 minutter til flyverens afgang til København, kom vi jo ud på en rask lille morgen køretur til Aalborg. Det var kun lige at vi nåede det. Endda de havde ringet til Lufthavnen i Aalborg.
Vi kom i den store maskine. Vi fløj så op over Norge, hvor vi kunne se kystlinjen og skimte husene. Så fløj vi op over Grønland, og efter 8 timer landede vi i Seattle. Her skiftede vi maskinen til Portland, og her ventede Flo og Don på os. Men det tog lang tid, for der var fire flyafgange fra Seattle til Portland. Og mens vi var med den første fly, kom den ene af vores kufferter ikke før med den sidste fly. Så det blev jo en lang ventetid. Der var 20 minutter mellem hver afgang. Men heldigvis, at vi havde Birthe med til at oversætte for os. Og så drak vi kaffe, mens vi ventede. Jeg mener nu, at de havde en eller anden form for dialekt, for det kneb for dem at forstå mit engelske. Eller var det omvendt.
Samtidig med arbejdet på DLG, var mor også vicevært i Vegendalgården. Og da jeg sagde mit arbejde op, da det var blevet indført med efterløn, var det også i nogen grad for at hjælpe mor. Gården skulle fejes, og der skulle kastes sne, strøs salt, slås plæne, og hvad der ellers var at lave.
Dengang havde vi tre haver på Østerbakken, og et stort stykke jord i Sundby, hos Birte og K. Erik. Og så havde jeg også bierne. Så vi cyklede tit en tur til Sundby. Det gør vi ikke mere. Tiden forandrer sig, og det gør vi med. Nu er vi blevet gamle, og nu er det mest med at besøge børnene, hvis nogen vil køre med os. Og så har vi jo haft vores ferieture sammen med vores børn. Norge, Sverige, Tyskland, USA og Canada. Men det sidste må mor hjælpe med at fortælle om, og så har mor jo også været i Grækenland.
Vi startede på Amerikaturen den 20. juli 1987. Vi skulle med flyveren fra Thisted til København tidlig om morgenen. Børnene var med os i lufthavnen for at se os drage afsted til det store ukendte. Efter lidt problemer med kontrol, hvor spionen opdagede, at jeg havde min kniv i lommen, måtte jeg en ekstra gang igennem kontrollen, og så kom vi op i flyveren. Men der var knas med motoren, og ledelsen turde ikke flyve med den, og vi blev kommanderet ud igen. Og vi kom så med Taxa til Aalborg, og da der kun var ca. 45 minutter til flyverens afgang til København, kom vi jo ud på en rask lille morgen køretur til Aalborg. Det var kun lige at vi nåede det. Endda de havde ringet til Lufthavnen i Aalborg.
Vi kom i den store maskine. Vi fløj så op over Norge, hvor vi kunne se kystlinjen og skimte husene. Så fløj vi op over Grønland, og efter 8 timer landede vi i Seattle. Her skiftede vi maskinen til Portland, og her ventede Flo og Don på os. Men det tog lang tid, for der var fire flyafgange fra Seattle til Portland. Og mens vi var med den første fly, kom den ene af vores kufferter ikke før med den sidste fly. Så det blev jo en lang ventetid. Der var 20 minutter mellem hver afgang. Men heldigvis, at vi havde Birthe med til at oversætte for os. Og så drak vi kaffe, mens vi ventede. Jeg mener nu, at de havde en eller anden form for dialekt, for det kneb for dem at forstå mit engelske. Eller var det omvendt.
[Florence Crane's nekrolog på dette
link]
Mor siger, at det var en meget mærkelig fornemmelse at møde Florence. Det var
næsten som at møde en søster. Guddes far og onkel Carl var jo enæggede
tvillinger. Vi fik en god modtagelse, og efter kaffe og snak og lang ventetid,
kom endelig kufferten. Og vi kørte så i Dons Cadillac til Salem, hvor de boede
i en stor, flot villa. To etager, og med et stort kælderrum nedenunder det
hele. Her havde han otte veteranbiler, som han havde som hobby. De ældste
modeller var 1908 til 1909 eller 1910. Og så en til tre personer. Spids til
begge ender. Den startede han for, at jeg skulle høre, at den var i orden.
Birthe sov i et værelse ovenpå, mens vi sov nedenunder i en stor, forgyldt
tornroseseng. Næsten som den var af guld. Hvis vi skulle op om natten, måtte
vi ikke blive bange. Der var nemlig tyverialarm over det hele.
Det var meget flinke folk, og de kørte mange tusinde kilometer med os. Om aftenen kom de og viste os et stort kort over USA med indtegnet rute for den næste dag. Og så lod de os vide, at de havde bestemt, at nu ville de vise os USA. Og de spurgte os, om der var noget, vi ønskede at se, for eksempel de californiske Kæmpefyr eller Grand Canyon. Det drejede sig om flere tusind kilometer.
På vægen i Dons kontor, i en stor ramme, hang en rigtig gammeldags forladerriffel, som nok har været brugt mod indianerne. Den var han meget stolt af. Jeg tror, det havde været hans farfars.
Nu ville jeg så overlade til mor, Gutte, at skrive om turen (Over There). Hun skrev lidt ned hver dag, af hvad vi har set, hørt og oplevet, så det kan hun fortælle mere sammenhængende, end hvis jeg begynder at plukke i det. Sådan, hist og pist. Og så vil jeg såmænd slutte med mit skriveri til Jer, I kære syv, og håbe, at I må have lidt fornøjelse af, hvad jeg har skrevet. Og måske, I skriver lidt ned til jeres børn, så slægten en gang ud i fremtiden kan læse om, hvordan livet var og foregik på vor tid.
Jeg tror lige, jeg vil skrive lidt ned, som ikke er så let at forklare. Da søster Olgas lille pige døde, var vi til begravelse i Hurup. Pigen lå i kiste i en lille stue ved siden af deres opholdsstue. Døren var taget væk mellem stuerne, og der var hængt et stort dækken op. Den var sat fast med tegnestifter, og da vi gik ind under, faldt de ene hjørne af tæppet ned. Og fatter tog en stor skræddersaks og gav tre små slag på tegnestiften for at få den til at sidde fast. I samme minut stod Tøgersen og hans kone der. Den bankelyd havde de begge to hørt cirka tre uger i forvejen.
|
| Florence |
Det var meget flinke folk, og de kørte mange tusinde kilometer med os. Om aftenen kom de og viste os et stort kort over USA med indtegnet rute for den næste dag. Og så lod de os vide, at de havde bestemt, at nu ville de vise os USA. Og de spurgte os, om der var noget, vi ønskede at se, for eksempel de californiske Kæmpefyr eller Grand Canyon. Det drejede sig om flere tusind kilometer.
På vægen i Dons kontor, i en stor ramme, hang en rigtig gammeldags forladerriffel, som nok har været brugt mod indianerne. Den var han meget stolt af. Jeg tror, det havde været hans farfars.
Nu ville jeg så overlade til mor, Gutte, at skrive om turen (Over There). Hun skrev lidt ned hver dag, af hvad vi har set, hørt og oplevet, så det kan hun fortælle mere sammenhængende, end hvis jeg begynder at plukke i det. Sådan, hist og pist. Og så vil jeg såmænd slutte med mit skriveri til Jer, I kære syv, og håbe, at I må have lidt fornøjelse af, hvad jeg har skrevet. Og måske, I skriver lidt ned til jeres børn, så slægten en gang ud i fremtiden kan læse om, hvordan livet var og foregik på vor tid.
Jeg tror lige, jeg vil skrive lidt ned, som ikke er så let at forklare. Da søster Olgas lille pige døde, var vi til begravelse i Hurup. Pigen lå i kiste i en lille stue ved siden af deres opholdsstue. Døren var taget væk mellem stuerne, og der var hængt et stort dækken op. Den var sat fast med tegnestifter, og da vi gik ind under, faldt de ene hjørne af tæppet ned. Og fatter tog en stor skræddersaks og gav tre små slag på tegnestiften for at få den til at sidde fast. I samme minut stod Tøgersen og hans kone der. Den bankelyd havde de begge to hørt cirka tre uger i forvejen.
Næste gang, jeg hørte og så noget, var en dag, jeg havde været nede på
Toldboden for at spille kort. Da jeg gik hjem over havnepladsen, så jeg DLG
med tårn og det hele. Det var at se, som om det hele lå meget højt oppe på en
skråning. Noget jeg aldrig havde set før. Og så hørte jeg en underlig, susende
lyd gennem luften. 1. april næste år brændte DLG. Klokken 5 om morgenen
ringede fru Madsen til os og fortalte, at DLG brændte. Og Gutte og jeg stod i
vores stuevinduer og så på. Og så hørte vi begge to den mærkelige lyd. Det var
jo nok varmens susen gennem luften.
Det næste syn jeg så, og som jeg ikke kan give nogen forklaring på, var da jeg var på sygehuset på grund af forstørret blærehalskirtel. Jeg var der næsten 3 uger og til mange undersøgelser. Men en af de sidste dage jeg var der. Jeg stod oppe på gulvet ved fodenden af sengen og så ud af vinduet. Og så ud mod den østre fløj, da der pludselig viste sig noget besynderligt i de store vinduer på østfløjen. Min første tanke var blod, men det så jeg straks, at det kunne det ikke være. Så tænkte jeg, at det nok var ild, og jeg spurgte sygeplejersken, som stod ved siden af, hvad det var, men hun kunne ingenting se. Så gik vi hen til vinduerne og kiggede ud. Måske det var havemanden, som brændte affald af, men der var ikke noget at se. Men tre gange steg den røde farve op og ned, før det helt forsvandt.
En dag i sommer fortalte jeg mor, Gutte en drøm, jeg havde haft om natten. Jeg så Poul Erik komme ind ad døren, hvor vi bor, og han havde en let kendelig taske eller kuffert i hånden, og i den var der et fjernsyn. Cirka otte til ti dage efter kom Poul Erik ind ad døren med tasken, og jeg udbrød per refleks henvendt til mor. Der er tasken. Der var ingen fjernsyn i, men deres fotografiapparat var deri, og det var derfor, han havde taget det hele med ind.
Nu vil jeg slutte med en kærlig hilsen. Først og fremmest til jer syv, men ellers også til alle efterkommere. Så langt ud i fremtiden, som det nu kan nå. Med de bedste ønsker for hele slægten og en hilsen til alle fra HK.
Der er lige plads til at fortælle, at min største oplevelse i USA var vadeturen i Stillehavet. Noget jeg havde bestemt, før vi drog hjemmefra. For mig en stor oplevelse. Kun beskåret af, at Gutte ikke var tilfreds med mine tånegle. Især ikke på storetæerne. Nå, det var lidt pjat, men alligevel!
Og husk så, vores egen dag er kort, men slægtens er lang!
Og så vil jeg sige med Sten Stensen Blicher!
Det næste syn jeg så, og som jeg ikke kan give nogen forklaring på, var da jeg var på sygehuset på grund af forstørret blærehalskirtel. Jeg var der næsten 3 uger og til mange undersøgelser. Men en af de sidste dage jeg var der. Jeg stod oppe på gulvet ved fodenden af sengen og så ud af vinduet. Og så ud mod den østre fløj, da der pludselig viste sig noget besynderligt i de store vinduer på østfløjen. Min første tanke var blod, men det så jeg straks, at det kunne det ikke være. Så tænkte jeg, at det nok var ild, og jeg spurgte sygeplejersken, som stod ved siden af, hvad det var, men hun kunne ingenting se. Så gik vi hen til vinduerne og kiggede ud. Måske det var havemanden, som brændte affald af, men der var ikke noget at se. Men tre gange steg den røde farve op og ned, før det helt forsvandt.
En dag i sommer fortalte jeg mor, Gutte en drøm, jeg havde haft om natten. Jeg så Poul Erik komme ind ad døren, hvor vi bor, og han havde en let kendelig taske eller kuffert i hånden, og i den var der et fjernsyn. Cirka otte til ti dage efter kom Poul Erik ind ad døren med tasken, og jeg udbrød per refleks henvendt til mor. Der er tasken. Der var ingen fjernsyn i, men deres fotografiapparat var deri, og det var derfor, han havde taget det hele med ind.
Nu vil jeg slutte med en kærlig hilsen. Først og fremmest til jer syv, men ellers også til alle efterkommere. Så langt ud i fremtiden, som det nu kan nå. Med de bedste ønsker for hele slægten og en hilsen til alle fra HK.
Der er lige plads til at fortælle, at min største oplevelse i USA var vadeturen i Stillehavet. Noget jeg havde bestemt, før vi drog hjemmefra. For mig en stor oplevelse. Kun beskåret af, at Gutte ikke var tilfreds med mine tånegle. Især ikke på storetæerne. Nå, det var lidt pjat, men alligevel!
Og husk så, vores egen dag er kort, men slægtens er lang!
Og så vil jeg sige med Sten Stensen Blicher!
Sig nærmer tiden, da jeg må væk.
Jeg hører vinterens stemme.
Ti også jeg er kun her på træk
og haver andet steds hjemme.
Hilsen HK.
Gå til "Forord"
Kommentarer
Send en kommentar