Frede-Bo
Minder
af Ole Henry Kristensen, 1995.
|
| Frede-Bo |
Gutte tjente penge. Permanent 6 kroner, klipning 1 krone, studsning 50 øre, jernkrølning 50 øre. Og jeg brugte dem. Bl.a. til indkøb af en ko og til køb af forskellige redskaber. ”Frede-Bo” var meget forsømt. Næsten intet kunne bruges. Jorden pløjede jeg med to store jyske heste fra Søndergaard. Det var per forbindelse ved slagter i Jespersen.
Det var slid og slæb. I tørvemosen om dagen. Og aften og søndag på ejendommen. Den var kun så nogenlunde i orden til at flytte ind i, da vi blev gift. Og bryllup kostede også penge. Jeg måtte have nyt smoking og Gutte lang kjole med et lille slæb. Hun var sød, var hun. Bryllup blev bestemt til 15. november 1936 i Hundborg Kirke.
De cirka 100 gæster samledes hos Jespersens. Dog med spisning på gæstehjemmet, som lå kun 50-75 meter fra Jespersens. Så gik vi alle mand derhen, da vi skulle spise. Fint, fint vejr at gå i. Da vi havde spist, gik vi tilbage til Jespersens igen, i øsende regn. Mange af gæsterne var med os en tur henne at bese ”Frede-Bo” med frisørsalon. Da gæsterne endelig var gået, drog jeg med min søde brud til ”Frede-Bo”. Og her havde vi, krigen til trods, 28 gode år uden overflod og velstand. Men vi fik dog føde og tøj, så nogenlunde på lige fod med alle andre.
Det første år var det kun Gutte, som tjente penge. Jeg drænede det meste af vinteren, når jeg kunne komme i jorden for frosten. Og ellers brugte jeg vel nærmest de penge, hun tjente. Nu ville jeg godt, at jeg kunne huske det hele. Og så i nogenlunde god orden og rækkefølge. For det var uden sidestykke de bedste år i mit liv.
Men allerede efter jul i begyndelsen af 1937, blev Guttes mor syg. Og hun døde 26. januar 1937. Kun godt tre måneder efter, at vi var blevet gift. Så hun fik aldrig vore børn at se. Det var et hårdt slag for Jespersen og børn. Moster K. [Kanna] var kun 13 år og for ung til at forestå husførelsen. Så Jespersen fik husbestyrerinde (Kathrine). Hun blev hos ham til han døde 31. januar 1949.
Den første tid efter, at vi var blevet gift, spiste vi tit hos slagterens og var der også tit en smut om aftenen. Når Gutte havde rigtig travlt i salonen, var Moster K. hos os. For at gøre rent, hele huset for 25 øre. Hun var en rigtig slider og tjente pengene i rigt mål. Var hun uenig med Gutte, gik hun bare hjem. Men så sendte mor Ane hende afsted igen. ”Værsgo”. Og det skønt, at Ane godt selv havde brug for Kannas hjælp. Kanna kom ud af tjene og så traf det, at hun ringede til Gutte og udgav sig for en af byens fine damer.
Det var jo sjovt, hvis Gutte hoppede på den og begyndte med at snakke lidt fint. Eller hun ringede om vi havde set storken, der sad på naboens hustag. Eller om en stor ildebrand. Det var jo billig morskab.
|
| Gudrun & Henry |
Ane havde mange venner fra hun var helt lille. Maja og Jensine Svendsen kom hver aften, når Ane skulle bades og i seng. Når Kanna og Katrine havde tid, kom de også til en lille smut. En gang Kanna gjorde rent for os, var Katrine i telefonen og spurgte, hvad skal I så have til eftermiddagskaffen i dag? "Åh, vi skal vel have en grov og en fin", svarede Kanna. Og så var der jo lagt op til grin igen.
Tiden gik med slid og slæb både ude og inde. Vi havde en meget god avl, nok fordi vi brakkede jorden den første sommer. Vi havde en meget god hvedeavl, som jeg solgte i Brugsen. Ellers handlede vi en del hos købmand Hedegård. Vi var næsten naboer. Vi havde cirka 20 høns, og sammen med det fik vi af slagterens, såsom lammehoveder osv., var vi ved at kunne klare os, hvad føden angik.
Hedegård lukkede sin hund ud hver søndag over middag. Det var nok mens jeg sov til middag. Men en dag var hunden kommet for sent ud, eller jeg var kommet for tidligt op af middagsluren. Der var uro hos hønsene. Jeg så hunden i hønsegården, og da jeg fik talt hønsene, manglede der 4 stk. Så måtte jeg om at snakke med Hedegård. Han var flink nok og havde hunden forsikret. Jeg forlangte fire kroner pr. høne. Det ville forsikringsmanden, det var Lars Thorhauge, ikke gå med til. Han ville kun give to kroner pr. stk.
Og så skulle jeg skrive under på, at jeg havde set hunden tage hønsene. Det ville jeg ikke. Jeg betalte mine regninger hos Hedegård, og siden handlede vi hos købmand Jørgensen. Og her fik vi en god ven, Folmer Vestergaard. Han kom hos os i mange år, og vi fik mange gudbider af ham under krigen.
Krigen kom som bekendt til Danmark den 9. april. Vi var alle fuldstændig slået ud. Selvom Gutte var ude i gården for at se de tyske fly. Dagen efter lå hun i sengen med en dreng i sengen ved sig. Det var Poul født 10. april 1940. Og samtidig begyndte jo så besværlighederne med at mørkelægge. Senere med rationeringsmærker, pas og meget andet gylle.
Jeg blev aldrig rigtige venner med tyskerne. De tog et stort stykke af vores jord og satte pigtrådshegn om. De tog også et stykke jord fra Kirkegård, og her byggede de træbarakker til soldaterne. Senere til ungarske flygtninge. Jeg var dog nok med til at snyde dem et par enkelte gange. Første gang, mens jeg var kasserer i vandværket, og jeg skulle se, hvor meget vand de havde brugt. Der så jeg en stor 200 liter tromle med benzin, en halv eller tre kvart fuld. Jeg ved det ikke. Jeg fik bud til mekaniker Kjærgård. Han havde tilsyn med vandværket. Hvordan ved jeg ikke, men han fik fat i tromlen med gulddråberne.
Ane var nu så stor, at hun kunne lege med sig selv ud i gården. Hun kendte mange af byens borgere, og alle ville snakke med hende. Så vi var bange for, at hun skulle løbe ned på vejen. Mads Svendsen havde fået nyt lad og sider på lastbilen. Han kørte hele tiden for tyskerne. Det gamle lad havde han stillet i vores gård. Det lånte jeg så at lave en indhegning beregnet for Ane.
Vi modtog med posten en tryksag om, at vi ikke måtte sælge jord til tyskerne, uden at det skulle foregå gennem amtet. En dag, mens Anes indhegningen var lukket og vejen ind i gården, således var spærret. Jeg var i færd med at trække køerne ud. Da stod der pludselig fem meget fine tyske soldater med lange støvler, skindhandsker og jernkors med mere. Og en tøs fra Hundborg som tolk. Inga hed hun. Hun sagde at de ville købe jord. Jeg svarede, jeg må ikke sælge jord til tyskerne og gik ind i stalden efter de andre køer. Da jeg kom ud igen, sagde tøsen, "Du kan lige så godt sælge til dem og forlange næsten hvad du vil for det, for ellers tager de det alligevel". Jeg sagde nej og trak så med køerne i marken. Og så kunne de stå der eller gå med en lang næse. Men over middag begyndte de at sætte pigtråd op over vores jord. Og så måtte jeg på cykel til Thisted på Amtstuen for at melde det og fik at vide at det var ulovligt, hvad de havde gjort. Men det blev ikke lavet om, de havde jo magten. En tid efter kom der en dansk-tysk kommission og takserede den skade det var for os. Og sådan blev det. Jeg vidste jo også at selvom jeg havde solgt til tyskerne for et stort beløb, så var det blevet omstødt af Amtet.
For uden pigtråd, som de satte op, gravede de skyttehuller langs med pigtrådshegnet og rundt om vores hus og lade. En var gravet tæt ved møddingen. Den drænede jeg møddingsvandet ned i. Måske har jeg ment, at den tyske soldat en mørk aften ville springe ned i det.
En dag, den tyske øverstbefalende kom ridende af Lars Kjærs Vej, drejede jeg af på vejen og gik lige ud i det mest mandshøje havre, kun for at undgå at hilse på ham. En tid efter kom politibetjent Karlsen ind til os og sagde, han havde været i et ærende op hos tyskerne. Og de havde ladet ham vide, at jeg var den første, der ville blive skudt. Og han bad mig meget om at være forsigtig i min adfærd overfor tyskerne. Det var nok mit held at tyskerne blev udskiftet så tit.
Når de havde boet i Hundborg et stykke tid, blev de kørt til Sjørring Station, og derfra sendt til fronten i Rusland. Så kunne landmændene tjene en god skilling ved at køre for dem. Nogle gjorde det frivilligt, andre blev tvunget til at køre. Vores gode ven, Folmer Vestergaard, ringede til os, om jeg ville køre. Det var noget, der var penge i, sagde han. Om du begynder at stable penge på bordet og helt til loftet, så vil jeg ikke køre et skridt for dem. Det var det svar, han fik.
|
|
5. maj 1945. Frede-Bo's lade til venstre. Mellem de to huse skimtes i horisonten en attrap af tyskernes radiostation på Gåsebak. Attrappen var opstillet som bombemål. |
I lang tid havde Gutte en stor pakke med børnetøj liggende parat med henblik på flugt eller evakuering. Det gik dog aldrig så galt, men alvorligt nok var det.
En aften P. Østergaards var kommet på besøg, kom det over radioen, at der var udgangsforbud med øjeblikkelig ikrafttræden. Ved ellevetiden, da de skulle hjem, måtte jeg ud at se efter, om der var fri bane. Jeg listede mig bag om Svendsens hus, for jeg syntes noget rørte sig. Og inde i hyldehækken stod to tyske soldater på lur. Jeg blev stående lidt, jeg turde næsten ikke røre mig. Men så gik bagdøren op omme hos Jens Skrædder. Og ud kom en af pigerne [Ingrid], og sammen med hende forsvandt også tyskerne. De havde andet i hovedet, end jeg havde regnet med.
Men spændende var det, så længe det varede. Puha! Så gik P. Østergaards op over marken og slap godt hjem. Mange af vore venner mængede sig lidt rigeligt med tyskerne, og det satte venskabet på en hård prøve. Når vi havde gymnastik i laden, kunne jeg ikke have mine markredskaber inde, ej heller køre roerne ind. Og hø plus halm, som jeg væltede ned fra staldloftet, skulle fejes op. Der skulle være nogenlunde orden, når pigerne kom. Selvom det var primitivt.
Vi havde ung pige i huset, så længe Gutte friserede. Og så var det pigen, der passede børnene. Og det var ikke, hvad vi Gutte syntes om. Og så holdt hun op som damefrisør. Det kunne nok mærkes økonomisk, men på familieplan var det nu nok det bedste og rigtigste. Nu fik hun tid til børnene, til mad, sy og strikke til børnene, og det var hun en mester til. Syning havde hun lært hos Karen Tømmermand. Tømrer Th. Pedersen havde lovet os ny flagstang, når krigen var forbi. Den fik vi. Det var for god opførsel under krigen.
Det var ikke så let at få ordentligt tøj til børnene under krigen. En dag moster Kanna have vaskedag hos direktør Andersen, Thisted. Kom fruen ned i vaskehuset med et sæt tøj af direktørens, der skulle brændes. Det var måske lidt slidt på knæ og albue. Kanna dristede sig til at spørge. "Må jeg tage det med til min søster i Hundborg"? Og så fik Poul sit første sæt skræddersyet tøj (Syet hos skrædderens piger) og mærket Illum.
Vi lavede selv kartoffelmel. Flormel hamstrede jeg lidt af. Det var Gutte ikke så glad for, (altså hamstringen, for det var ulovligt). Jeg fik først 100 kilo i lærred-sæk af Folmer Vestergaard. Han var dengang hos købmand Jørgensen. Et par dage efter spurgte Jørgensen mig, om vi havde fået mel. Og enten jeg løj eller snakkede udenom. Jeg fik nok en sæk mel. Og endelig fik jeg en mindre sækfuld af Folmer V. Jeg fik også en helt balje kunsthonning af ham. Og da vi havde bier, kunne vi få 15 kg melis til hver bifamilie til at indvintre bierne på. Desforuden tror jeg, at vi selv beholdt en stor del af bihonningen.
Men det værste var dog krigen og tyskerne. Vi troede det hele blev meget kort. Men, Ak og Ve! Tyskerne var meget mere forberedte end modstanderne. Dygtige var de. Mod de store engelske krigsskibe satte de ind med små, lette, hurtiggående lommeslagsskibe, men med kanoner, der kunne skyde nogle kilometer længere end englændernes. Det var en katastrofe. Med fly fra start i Holland, Belgien og Frankrig var de meget nærmere på England end omvendt. Så havde de Stukas og fik Blitzen.
Selvom vi havde troen på sejr, så så det hele jo mere og mere håbløst ud. Og så kom den tid, hvor der blev snakket i krogene om, at vi måtte til at gøre modstand. Men det var ingen let sag. Alle danske våben, som jagtgeværer og salonrifler, var for størstedelen for længst blevet inddraget. Og englænderne havde mere end nok hårdt brug for, hvad de selv havde. Men omsider fik vi våben fra USA plus Canada.
Det gik således til, for vort vedkommende. Da vi blev gift, kom jeg ind i en grundtvigsk højskole, frimenigheds- og gymnastikinteresseret familie. Og det har jeg aldrig fortrudt. Gutte var trofast. Jeg med et lille minus. Men jeg blev dog valgt til kasserer, senere formand i Gymnastikforeningen. Det var mens K. Fink var formand i Gymnastikforeningen, og jeg var kasserer. Vi havde et godt samarbejde. En dag sagde han til mig, vi må have oprettet en gruppe her i Hundborg. Og det var jeg med på. Efter nogen tid havde han snakket med en halv snes stykker, som var villige til at vove livet for vort og Danmarks frihed. Kristian Fink fik dog spurgt en som ikke ville være med. Så fik han jo at vide, bare et ord om det her, så bliver du skudt. Men hvem skulle gøre det? Det var uhyggeligt.
K. Fink havde en fætter i Brund, Jens Kirk Tousgaard. Han var med ved våbennedkastninger i Østerild Skov. Og ved forbindelse med ham blev det bestemt, at de kom til Hundborg med våben og sprængstof. Men K. Fink turde ikke lade dem komme hos sig med det. Hans gamle mor var levende dengang, og hun ville vide alt om, hvis der kom en bil i gården. Så blev det bestemt, at vi skulle tage imod dem i Frede-Bo. Der kom så to mænd i bil med to store æggekasser. De kom Nytårsdag om aftenen, mens vi sad og spiste. Jeg havde ikke fortalt Gutte om det i forvejen. Jeg gik med mændene ud og fik det gemt af vejen. Da jeg kom ind igen, måtte jeg stå skoleret. Gutte troede, det var en engelsk flyver, som var blevet skudt ned over Sønderhå og var undsluppet tyskerne, som nu skulle gemmes for tyskerne. Jeg fortalte så alt som det var, og måtte love hende at få det af vejen næste dag.
Jeg havde dog taget to US-karabiner samt patroner fra, og dem havde jeg i et hulrum under kalvenes krybbe ude i stalden. Næste dag kørte jeg så kasserne til Gjersbøl over i købmand Jørgensens frugtplantage. Det hele gemt under et lille læs halm. Dér i frugtplantagen holdt vi senere hen skydeøvelser. Det var dog først efter, at jeg sammen med Bak Pedersen havde været cyklet til Brund hos J. Kirk efter magasiner til karabinerne. Dem havde de nemlig glemt at sende med i første omgang.
Senere fik vi ordrer på at gøre alt klart til at sprænge transformatoren, som leverede strøm til den store pejlestation på Gåsebak. Og en nat bragte vi så en stor kasse med plastisk sprængstof ned i P. Østergaards lade. Det var tæt op ad transformatoren. Det kom dog aldrig i brug.
Alle undergrundsmændene var samlet på kommunekontoret, hvor en sprængningsekspert skulle vise os, hvordan blyant detonator og plastik virkede. Da vi var færdige på kontoret, måtte jeg køre ham til midnatstoget i Sjørring. Der gik ingen rutebil. Hans grej var pakket godt, men sjusket ind i et stort stykke gråt papir og smidt bag i kanen. Det var nemlig vinter med kaneføre. Det hele kunne godt ligne en tjenestekarl med sit vasketøj. Vi mødte ingen tyskere.
Efter kapitulationen kom undergrunden åbenlyst frem. Også med våbnerne. Det kan ikke beskrives, hvor glade og lykkelige vi var, da vi over radioen hørte: ”Dette er London. Det meddeles netop i dette øjeblik, at den tyske værnemagt i Danmark, Norge, Holland, Belgien og Nordtyskland har overgivet sig”. Vi rev mørkelægningen ned, dansede med hinanden ud på gaden, råbte til hinanden. Gutte pyntede børnene med dannebrogsflag.
[Tilknytning til undergrundshæren
Ole Henry Christensen, landmand
Enkelte steder, ved tyskernes håndlangere, gik det mere stille for sig, og sikkert med betænkelige miner. Men de slap såmænd billigt. Et par af tøsene blev klippet, og enkelte mandfolk blev taget med til Thisted og indespærret på Realskolen, til de fik deres dom. Vi skiftedes så til at gå vagt om skolen med skarpladte våben. Men vi var også på vagt i Bøgestedrende. Og her prøvede vi tyskernes kanon.
Det hele tog jo nogen tid, og jeg ved knapt, hvordan Gutte klarede sig, når jeg var væk. Men hun var ikke slem til at klage sig, og så sad glædesrusen os nok stadigvæk i blodet. Men trods alt blev det dog hverdag igen, og alt var langt fra i orden. Rationeringsmærker, dårlige togforbindelser, private biler klodset op, last- og rutebiler på generator, med træ som brændstof.
Vi var nær nabo til Maren og Kresten Svendsen, og han gik meget hos os på dagleje. En dag, vi kørte roer hjem, trådte han forkert og faldt og brækkede benet.
Det var hårdt for de to gamle. Da det trak ud med forsikringsafgørelse, fik jeg forsikringen til at sende Svendsens et forskudsbeløb i hver måned. Det var dog først efter, at den kloge og meget indremissionske Murer Søndergård havde været inde hos Svendsens og trøstede de to gamle folk med, at nu, da der er gået så lang tid, så får I nok ikke noget af forsikringen. Jeg tror, de fik mellem 2.000 til 3.000 kroner.
Så var det, at det blev bestemt, at Jensine plus S. R. Svendsen, Gutte, og jeg skulle med Maren og Kr. Svendsen på besøg i Heltborg hos deres søn, som var købmand i Heltborg. Dagen blev så bestemt. Kr. Svendsen fik studset fuldskægget, og Maren fik noget af naftalinduften væk fra den sorte kjole. Jeg skulle så køre i skrædderens ponyvogn med M. plus Kr. Svendsen til toget i Todbøl om formiddagen. Og det var så meningen, at S.R. Svendsens og os skulle tage toget om eftermiddagen, eller måske bil, det husker jeg ikke. Nu var det lige netop den dag, hvor tyskerne havde taget det danske politi, og alt toggang var stanset. Det vidste vi ikke noget om, men da vi ville køre ned ad Todbølvej, var der sat vejspærring op og 8 tyske soldater med rifler og maskingevær. Vi prøvede at snakke med dem, men det var intet at gøre. Det blev da for meget for den gamle, og han greb efter sin stok, som han havde lagt foran i vognen. Så måtte vi køre op til tyskerne i skriftstuen og få ordentligt besked. Og det var, at alt var standset, og så gik hele turen jo i vasken, og det var meget synd for de to gamle mennesker.
Poul Erik skulle til specialist i Aalborg i Jens Bangs Stenhus. Det var han ikke meget for, men så lovede jeg ham alle de ispinde, han ville have den dag, og så gik det jo. Da vi var færdige hos hudlægen, var vi i Zoo for at få det til at passe med rutebilen til Thisted. Også her måtte Poul have en ispind, og når han tog en bid af den, skreg abekatten i vildt raseri.
Endnu en lille oplevelse havde vi, da vi kom til Thisted og fik fat i cyklen, stod der en dreng med en ispind. Poul kiggede lidt på ham. Så sagde han til drengen, "Ha ha, den ispind smager ikke ret godt". Drengen måbede mildest talt. Poul havde vel fået is nok den dag?
Henning og Steen blev også født under krigen, så Gutte havde nok at gøre med
at sy, strikke og vaske. Når Henning fik strikkede vanter fra Snedsted, sov
han vist nok med dem på om natten. Måske også med elefanthuen. Henning var
meget foretagsom. Når der skulle ryddes op, fik han 25 ører af mor. Han gik
også og hjalp gartneren, og en tid kørte han ud med Svendsen, S.R. som var
post i Vesthundborg. Måske derfor at han selv blev avisdreng. En tid måtte han
hente aviserne i Sjørring. Han var også dygtig til at hjælpe i marken.
Steen var også god til at tjene penge. Han gik i mosen og rejste tørv. Og så købte han sig en fiskestang. Fiskefangst var hans lyst. Og er det vel endnu? Når Steen var på fiskeri, havde han for det meste noget med hjem. Selv om det også kun var til katten. Steen var også god til at malke. Og hvis jeg var væk, hjalp han mor med malkningen. Og da vi senere fik traktor, var han i marken, så snart han kom fra skole. Han satte også sine penge i gæslinger. De åd jo græs og fandt for det meste selv føden. Og de åd bl.a. et stort hul i vores bagdør. Han prøvede også med kaniner. Og det gik også godt i lang tid. Men så kom der sygdom, og de fleste af dem døde. Senere blev det frimærker, han gik op i.
Kren Rask’s hund tog en af kaninerne. Så måtte jeg ned for at snakke med dem. Og så kom de til at betale 10 kroner for kaninen. Det var alt for meget, sagde de. Men så truede jeg dem med politi. Hunden måtte jo ikke gå løs.
|
Militærgruppe |
Region I (Nordjylland), Nord-Vest Sektion, Thisted (Nord-Vest
Sektion)
Thisted Kompagni, 6. Deling, 4. Gruppe] |
Enkelte steder, ved tyskernes håndlangere, gik det mere stille for sig, og sikkert med betænkelige miner. Men de slap såmænd billigt. Et par af tøsene blev klippet, og enkelte mandfolk blev taget med til Thisted og indespærret på Realskolen, til de fik deres dom. Vi skiftedes så til at gå vagt om skolen med skarpladte våben. Men vi var også på vagt i Bøgestedrende. Og her prøvede vi tyskernes kanon.
Det hele tog jo nogen tid, og jeg ved knapt, hvordan Gutte klarede sig, når jeg var væk. Men hun var ikke slem til at klage sig, og så sad glædesrusen os nok stadigvæk i blodet. Men trods alt blev det dog hverdag igen, og alt var langt fra i orden. Rationeringsmærker, dårlige togforbindelser, private biler klodset op, last- og rutebiler på generator, med træ som brændstof.
Vi var nær nabo til Maren og Kresten Svendsen, og han gik meget hos os på dagleje. En dag, vi kørte roer hjem, trådte han forkert og faldt og brækkede benet.
Det var hårdt for de to gamle. Da det trak ud med forsikringsafgørelse, fik jeg forsikringen til at sende Svendsens et forskudsbeløb i hver måned. Det var dog først efter, at den kloge og meget indremissionske Murer Søndergård havde været inde hos Svendsens og trøstede de to gamle folk med, at nu, da der er gået så lang tid, så får I nok ikke noget af forsikringen. Jeg tror, de fik mellem 2.000 til 3.000 kroner.
Så var det, at det blev bestemt, at Jensine plus S. R. Svendsen, Gutte, og jeg skulle med Maren og Kr. Svendsen på besøg i Heltborg hos deres søn, som var købmand i Heltborg. Dagen blev så bestemt. Kr. Svendsen fik studset fuldskægget, og Maren fik noget af naftalinduften væk fra den sorte kjole. Jeg skulle så køre i skrædderens ponyvogn med M. plus Kr. Svendsen til toget i Todbøl om formiddagen. Og det var så meningen, at S.R. Svendsens og os skulle tage toget om eftermiddagen, eller måske bil, det husker jeg ikke. Nu var det lige netop den dag, hvor tyskerne havde taget det danske politi, og alt toggang var stanset. Det vidste vi ikke noget om, men da vi ville køre ned ad Todbølvej, var der sat vejspærring op og 8 tyske soldater med rifler og maskingevær. Vi prøvede at snakke med dem, men det var intet at gøre. Det blev da for meget for den gamle, og han greb efter sin stok, som han havde lagt foran i vognen. Så måtte vi køre op til tyskerne i skriftstuen og få ordentligt besked. Og det var, at alt var standset, og så gik hele turen jo i vasken, og det var meget synd for de to gamle mennesker.
Poul Erik skulle til specialist i Aalborg i Jens Bangs Stenhus. Det var han ikke meget for, men så lovede jeg ham alle de ispinde, han ville have den dag, og så gik det jo. Da vi var færdige hos hudlægen, var vi i Zoo for at få det til at passe med rutebilen til Thisted. Også her måtte Poul have en ispind, og når han tog en bid af den, skreg abekatten i vildt raseri.
Endnu en lille oplevelse havde vi, da vi kom til Thisted og fik fat i cyklen, stod der en dreng med en ispind. Poul kiggede lidt på ham. Så sagde han til drengen, "Ha ha, den ispind smager ikke ret godt". Drengen måbede mildest talt. Poul havde vel fået is nok den dag?
|
|
Poul, Gudrun, Henning, Ane, Henry Birthe, Steen |
Steen var også god til at tjene penge. Han gik i mosen og rejste tørv. Og så købte han sig en fiskestang. Fiskefangst var hans lyst. Og er det vel endnu? Når Steen var på fiskeri, havde han for det meste noget med hjem. Selv om det også kun var til katten. Steen var også god til at malke. Og hvis jeg var væk, hjalp han mor med malkningen. Og da vi senere fik traktor, var han i marken, så snart han kom fra skole. Han satte også sine penge i gæslinger. De åd jo græs og fandt for det meste selv føden. Og de åd bl.a. et stort hul i vores bagdør. Han prøvede også med kaniner. Og det gik også godt i lang tid. Men så kom der sygdom, og de fleste af dem døde. Senere blev det frimærker, han gik op i.
Kren Rask’s hund tog en af kaninerne. Så måtte jeg ned for at snakke med dem. Og så kom de til at betale 10 kroner for kaninen. Det var alt for meget, sagde de. Men så truede jeg dem med politi. Hunden måtte jo ikke gå løs.
En søndag flottede vi os og tog med rutebil til Vorupør.
Steen skulle have lov til at prøve at fiske makrel fra molen med sin 28 kroners fiskestang. Så kom også lærer Kvorning og hans svoger med fiskegrej for flere hundrede kroner. Steen fangede først en makrel, og så kom de to eksperter jo, for at fiske der hvor Steen stod. Så flyttede Steen og tog så igen en makrel. Det gentog sig flere gange. Og vi var nok ikke bedre end at vi morede os lidt over dem. Jeg tror at Steen fangede otte fisk, mens de to degne ingen fangede..
Steen skulle have lov til at prøve at fiske makrel fra molen med sin 28 kroners fiskestang. Så kom også lærer Kvorning og hans svoger med fiskegrej for flere hundrede kroner. Steen fangede først en makrel, og så kom de to eksperter jo, for at fiske der hvor Steen stod. Så flyttede Steen og tog så igen en makrel. Det gentog sig flere gange. Og vi var nok ikke bedre end at vi morede os lidt over dem. Jeg tror at Steen fangede otte fisk, mens de to degne ingen fangede..
Imens som årene gik blev familien fuldtallig. Birthe i 46, Helge i 50 [1949]
og Peter i 52 [1951]. Birthe afløste Henning med at sælge blade, og ellers
hjalp hun nok mor i huset, når hun havde tid. Hun kom tidlig ud at tjene. Det
blev hos Ane og Sigurd, som dengang boede i Vigsø Skole, hvor vores første
børnebørn blev født. Og mor var ude at hjælpe til.
Steen havde fået motorcykel. Den stod hjemme i laden i Frede-Bo, fordi den ikke var helt i orden. Der var en revne i stemplet, men det vidste vi ikke noget om (Peter og jeg). Men vi ville gerne en smut (det blev et langt smut) til Vigsø for at se den lille nye [Gitte], og Peter pressede mig hårdt. Vi tager Steens motorcykel. Efter nogen diskussion fik vi skiftet tændrør. Og om ikke dyret gik fint, så længe olien var tyk og kold. Men da vi var kommet godt forbi Sjørring, begyndte det at knibe med at komme op over bakkerne. Så måtte Peter af for at skubbe bagpå, men det blev jo værre og værre. Og da olien blev varm og tynd, var der ingen kraft i dyret mere. Vi kørte kun lidt ned ad bakkerne, og ellers måtte vi slæbe den. Det blev en drøj tur, og værst op over bakkerne til Vigsø skole. Men vi vandt, og så kørte Sigurd os hjem. Dagen efter kørte vi så på traktoren med gummivogn og hentede motorcyklen, og begge dele var vel lige ulovlige. Men, men det gik. Og vi var jo unge dengang.
Efter endt skolegang var Ane en kort tid hos slagter Mortensen, inden hun fik
vikarplads i Ræhr og Vigsø skoler. Til at begynde med boede hun hos Kirsten og
Jens Yde [Gudruns svigerinde og bror]. Jeg synes, det var godt gjort,
at hun kunne få plads som lærer kun med realeksamen.
Steen havde fået motorcykel. Den stod hjemme i laden i Frede-Bo, fordi den ikke var helt i orden. Der var en revne i stemplet, men det vidste vi ikke noget om (Peter og jeg). Men vi ville gerne en smut (det blev et langt smut) til Vigsø for at se den lille nye [Gitte], og Peter pressede mig hårdt. Vi tager Steens motorcykel. Efter nogen diskussion fik vi skiftet tændrør. Og om ikke dyret gik fint, så længe olien var tyk og kold. Men da vi var kommet godt forbi Sjørring, begyndte det at knibe med at komme op over bakkerne. Så måtte Peter af for at skubbe bagpå, men det blev jo værre og værre. Og da olien blev varm og tynd, var der ingen kraft i dyret mere. Vi kørte kun lidt ned ad bakkerne, og ellers måtte vi slæbe den. Det blev en drøj tur, og værst op over bakkerne til Vigsø skole. Men vi vandt, og så kørte Sigurd os hjem. Dagen efter kørte vi så på traktoren med gummivogn og hentede motorcyklen, og begge dele var vel lige ulovlige. Men, men det gik. Og vi var jo unge dengang.
|
| Ane Yde Christensen |
En tid var Ane pige hos moster Kanna i Stakroge, før hun kom til Vigsø. Her var frisk luft og natur for alle pengene, altså i Vigsø. Senere flyttede de til Sennels, hvor de byggede et nyt hus, og her har de så boet siden.
Poul kom ligesom Ane til at gå i skole i Thisted, men det holdt han op med. Så han var en kort tid i Borggård. Og derefter kom han i lære i Brugsen. Så kom soldatertiden for ham, og den er jo ikke slut endnu. Og som jeg ikke ved så ret meget om, men rundt i verden har han været. Men vi vil nu helst have ham i Danmark. Efter giftermålet med Jytte, var det store nummer, når de kom hjem til os på besøg, at Peter altid ville synge ved båndoptageren. Senere gjaldt det også for Trine [Jytte og Pouls datter]. Jeg tror endda før hun kunne snakke helt rigtigt. Det var tider, som vi mindes, når vi var på besøg hos dem.
Mens de boede på Als, var højdepunkterne blandt andet turen med Spritteren. (Somti mier in somtier). Vi husker en gang, der var øl strejke. Og da maden på Spritteren ikke var til at få ned uden væde, så slog vi os på champagne. Jeg tror, at vi alle var mere eller mindre (måske mest mere) påvirket, men sjovt var det nu alligevel.
En gang vi var med Henning i den lille røde Maskot, købte vi først ind, så meget vi turede, mens vi var på båden. Da vi kom og fik læst den lille røde, blev vi enige om, at det var i god tid at køre nordpå. Og vi tog med en gang til fra Kollund, hvor den røde så stod parkeret imens. Og da vi kom i land med et ekstra læs, måtte vi have bagklappen til at stå åben, og bagenden hang omtrent ved jorden. Men hjem kom vi også uden told og tolder.
Mens Henning var soldat i Aalborg, kørte Jens fra Nors ham tit derned, når det kneb. Og det var måske endda ganske gratis.
En gang Henning var hjemme på orlov, fik han halsbetændelse, og vi måtte sende bud til militæret, at det var så slemt, at han ikke kunne møde til rette tid. Dagen efter holdt Falck med ambulance ud i gården, men der var Henning ude i byen. Men mor var hurtigt til at redde situationen. Hun bød Falck mændene ind på kaffe og fik sendt Birthe ud i byen for at finde Henning, så han kunne komme med sygebilen til Aalborg. De skulle over Mors for at hente en anden soldat, som havde brækket benet, men det hele flaskede sig endnu en gang.
Steen fik børnelammelse som fireårig. Henning drak petroleum. Helge havde brækket benet en søndag. De havde fået lov til at lege i laden, mens vi sov til middag. Der stod to læs hø i laden, og der faldt han ned fra og ramte nok vognstangen. Vi fik bud til at læge Brandt, og han prøvede på at få benet i den rigtige stilling. Det var, mens Helge lå på sofaen, og jeg skulle så holde hans arme imens. Og det må have gjort frygtelig ondt, når Brandt prøvede at sætte benet på plads. Og så var det Brandts fingre kommet for nær til Helges mund, og så bed han fra sig i bogstaveligste forstand. Brandt råbte højt. "Han bider. Han bider". Og selv om det ikke var helt efter bogen, så har jeg mange gange næsten beundret Helge for det. Det var jo den eneste måde, sådan en purk kunne forsvare sig (5 år).
Han kom fra sygehuset. Der hang han i det brækkede ben i fem uger. En dag, vi var der på besøg, opdagede vi, at den sele med spænder på havde gnavet sig ind gennem både hud og kød. Vi fik fat på sygeplejersken, men ret meget tror jeg ikke, det hjalp. Men han kom hjem, og i skolen begyndte han at spille håndbold, og det fortsætter han med den dag i dag.
|
| Alle syv. |
Birthe var en tid i Fuglsølejren og havde nok nær mistet livet dér. Jeg ved knap nok hvordan, men vi fik hende da gudskelov hjem igen. Og så fik hun plads i Hundborg Brugs, men da vi solgte Frede-Bo og flyttede til Thisted, ville hun med os. Hun fik plads hos manufakturhandler Søndergaard, Thisted. Vi fik ikke købt hus, og ej heller fik vi en ordentlig lejlighed
Kommentarer
Send en kommentar